Connect with us

Hi, what are you looking for?

Sustain ReportSustain Report

Nyheder

Analytikere: Nye CO2-mål fra Ørsted giver super meget mening

Ørsted viser lederskab ved at sætte CO2-mål for leverandørkæden, mener iagttagere.

Foto: Ørsted/presse

Da Ørsteds adm. direktør Henrik Poulsen torsdag sidste uge kunne berette om Ørsteds halvårsregnskab, benyttede han anledningen til at afsløre en ny grøn målsætning.

Frem til 2032 vil Ørsted halvere CO2-udledningen fra blandt andet sine leverandører i forhold til 2018. Leverandørkædens CO2-udledning er cirka 5 1/2 gang større end den gennemsnitlige udledning fra virksomhedernes direkte operationer, ifølge britiske Edie.net, som skrev om udmeldingen.

Før sommerferien forklarede Rasmus Skov, Director of Sustainability i Ørsted, i et interview med Sustain Report, hvad baggrunden for det nye krav er:

– Vores værdikæde skal være med på rejsen mod en verden der udelukkende kører på grøn energi. Derfor starter vi med at tale med vores største strategiske leverandører af komponenter om at anvende grøn energi og reducere deres CO2-udledning. Mange af dem er allerede langt fremme. Det er klart, at den samtale gennem vores værdikæde er vigtig, det handler om, at we are in this together.

“Ikke spor normalt” at koble bæredygtighedsmål med regnskabsmeddelelse
Ud over leverandørerne, tæller Ørsteds indirekte CO2-udledninger også salg af naturgas og fossilbaseret el i Radius.

Nærstuderer man regnskabsmeddelelsen omhandler stort set halvdelen af den Ørsteds grønne ambitioner.

Men hvor usædvanligt er det at pakke en grøn målsætning ind i en regnskabsmeddelelse, og hvad siger iagttagere af aktiemarkedet til ambitionen om at reducere CO2 i leverandørkæden?

– Det er ikke spor normalt, siger Anne-Louise Thon Schur, medstifter af investeringsfonden SDG Invest, som kun investerer i virksomheder, der er finansielt stærke og bæredygtige og tilføjer:

– Så det er super cool, og med det siger Ørsted jo, at bæredygtighedsmålene vægter lige så højt som de er finansielle mål. De giver det signal til markedet, at de mener det alvorligt. Og som virksomhed bør man heller aldrig gå på kompromis med hverken de bæredygtige mål eller de finansielle mål.

Det er relativt få virksomheder, der som Ørsted laver en så omfattende kortlægning af deres impact

Men hvor stort et skridt er det for en virksomhed at sætte CO2-mål for sine leverandører? 

– Det man først ser på er, hvor ens aftryk er størst. Det vil sige i første led (virksomhedens egen produktion, red.). Men i 2. eller 3. led i leverandørkæden kan man ikke nødvendigvis udøve samme kontrol, da man ikke ejer den del af produktionen. Derfor er det svært at sætte måltal for at reducerer CO2 i andre led. Så når man sætter måltal for reduktion der, er man meget ambitiøs, siger Anne-Louise Thon Schur og slutter:

– Det viser lederskab og giver en høj score hos os. For selvom vi ser et større fokus på leverandørkæden, så er det relativt få virksomheder, der som Ørsted laver en så omfattende kortlægning af deres impact.

PFA: Positivt at Ørsted publicerer ESG-data og finansielle data samtidig
Hos en af Ørsteds store investorer, PFA, er Head of ESG, Andreas Stang også godt tilfreds med udmeldingen:

– Ørsted har tidligere været ude med ret konkrete mål relateret til deres klimaambitioner, som hænger tydeligt samme med deres forretningsstrategi. Vi mener, at der er bærdygtighedsmål, som har en betydelig indflydelse på et selskabs langsigtede strategi, derfor mener vi, at det er positivt at Ørsted publicerer ESG-data samtidig med deres øvrige finansielle resultater, skriver han i et mailsvar til Sustain Report.

Det er dog ikke investorerne, som har åndet Ørsted i nakken i forhold til at sætte det nye CO2-mål for leverandørkæden, ifølge Rasmus Skov fra Ørsted:

– Det er helt klart stadig niche, at man som virksomhed fremmer grøn energi i leverandørkæden, og at man som investor går op i det. Investorer kan stort set deles op i tre. Dem der er ligeglade med, hvad de investerer i, og de er efterhånden få; dem der integrerer ESG-faktorer som et led i deres risikostyring; og så dem, der ser Ørsted som en impact investering, fordi de vil fremme en større samfunds-dagsorden, siger han.

Hvis underleverandørerne bare kan svine med CO2, havde investorerne før eller siden kaldt Ørsteds bluff

Det bekræfter chefanalytiker Michael Friis Jørgensen i Alm. Brand Markets. Men selvom Ørsteds seneste grønne udmelding giver god mening, skal man ikke lægge for meget i, at den er koblet til halvårsresultatet, mener han:

– Når Ørsted har taget beslutningen om CO2-reduktion, skal den jo meldes ud. Det er nok for lille en nyhed til en selvstændig fondsbørsmeddelelse, så derfor har man taget den med i halvårsregnskabet. Men det er nok tegn på, vi i næste årsregnskab vil se, at der bliver brugt flere sider på ESG hos Ørsted, men også hos en del andre virksomheder.

Analytiker-ros for grønne ambitioner
Selve Ørsteds grønne ambitioner får ros af Michael Friis Jørgensen.

– Vi ser mere og mere, at der sættes CO2-mål for leverandørerne og ikke kun for virksomhedens egen produktion. Det er meget positivt, for det har selvfølgelig betydning, når man ser på en virksomheds totale CO2-udledning, siger Michael Friis Jørgensen, som påpeger, at CO2-målet er et nødvendigt træk for Ørsted.

– Det er jo fint nok, at Ørsted er grønne i egen produktion og i den energi man leverer, men hvis underleverandørerne bare kan svine med CO2, så havde investorerne før eller siden kaldt deres bluff.

– Ørsted er jo en jagtet aktie på grund af det grønne, men i og med at Ørsted ikke selv en produktionsvirksomhed bygger en stor del af deres forretning på, at de hyrer skibe og får andre til at lave vindmøllerne. Derfor giver det super meget mening at stille krav ned i leverandørkæden, siger Michael Friis Jørgensen.

De virksomheder, der opfører sig ordentligt klare sig bedre

Kigger aktiemarkedet på et bæredygtighedsmål som det, Ørsted er kommet med?

– Det er ikke det første, man kigger på, men ja, det er vigtigt. Den største inflow af investorpenge, der har været til ETF’er i det seneste halve år er gået til dem, som screener for ESG.

På almindeligt dansk betyder det, at hovedparten af de investorer, som placerer deres penge i passivt forvaltede fonde (ETF’er, red.) vælger de fonde, som screener virksomhederne i forhold til faktorer som miljø, sociale forhold og god selskabsledelse, også kaldet ESG-faktorer.

– I en verden der bliver mere og mere reguleret, vil de virksomheder, der opfører sig ordentligt klare sig bedre. De undgår både det negative tryk der kan komme fra shitstorms, og de undgår også at blive ramt af nye reguleringer. Så der er et økonomisk rationale bag og derfor er investorerne også villige til at sænke deres afkastkrav til den type virksomheder, siger Michael Friis Jørgensen.

Ingen nervøsitet over leverandørsikkerhed
Vil nogle investorer se et mål om reduktion af CO2 i leverandørkæden, som noget der potentielt kan være en risiko i forhold til at sikre stabile leverancer, hvis nu Ørsted for eksempel skal udskifte nogle af leverandørerne?

– Hvis der var tale om en mindre virksomhed, som ikke kunne presse prisen på samme måde, ville nogle investorer måske være nervøse for, at en eventuel begrænsning i udvalget af underleverandører, som eksempelvis sejler på biobrændsel, kunne gøre nogle ydelser dyrere.

– Men vil du investere i grøn energi, så er Ørsted en af de bedste muligheder. Og selvom mange tror, at aktiemarkedet er utrolig teknisk, så handler det jo bare om, at jo flere der vil have en aktie, jo højere bliver prisen.

Og den grønne profil har høj værdi for Ørsted. Siden børsnoteringen i 2016 er adm. direktør Henrik Poulsen den direktør i et C20-selskab, som har leveret det højeste afkast til aktionærerne på gennemsnitligt 41,31 procent om året, ifølge Børsen.

Ser man på det aktuelle halvårsregnskab holder Ørsted en stabil kurs med uændrede forventninger i forhold til det, der er udmeldt i årsrapporten for 2018. Flere iagttagere hæfter sig desuden ved, at Ørsted har visse tekniske problemer, som driller driften af vindmøller, og aktiekursen tog da også et dyk efter udmeldingen, men er siden steget.

3 korte til Rasmus Skov, Director of Sustainability i Ørsted
Var det blot praktisk for jer at melde 2032-målet om CO2-reduktioner ud, når nu I alligevel skulle melde regnskabstal ud, eller ligger der en strategisk tanke i at gøre det, når man har alle sine investorers og potentielle investorers øjne og ører på sig i forhold til at styrke fortællingen om Ørsted og jeres grønne ambitioner?

– Vores 2032-mål er ambitiøst og sætter en vigtig strategisk retning for vores fortsatte arbejde med at reducere vores CO2-footprint. Det vil få en direkte indvirkning på vores forretning med køb og salg af naturgas, ligesom det vil få betydning for vores leverandørkæde og vores leverandørers arbejde med at nedbringe deres CO2-footprint. Derfor valgte vi at offentliggøre målet i forbindelse med vores halvårsregnskab, hvor vi også har lejlighed til at tale med vores investorer og analytikere om de mål vi arbejder efter som virksomhed.

Tror I, at nogle investorer kan blive nervøse over 2032-ambitionen, og hvorvidt den vil fordyre jeres produktion eller give problemer i forhold til at sikre gode leverandører? 

– Det er ikke noget vi ser et problem i. I vores dialog med vores leverandører oplever vi generelt en stor opbakning til at tage del i det fortsatte arbejde med at reducere CO2-udledningen i vores leverandørkæde. Klimaforandringerne er jo en fælles udfordring, vi alle sammen står med, og som vi kun kan løse i fællesskab.

Når man læser nogle af aktie-analytikernes vurdering af jeres halvårsregnskab, fylder omtalen af 2032-målet ikke det store. Vurderer I selv, at det er noget, der har betydning for jeres aktiekurs? Eller burde have det?

– Det er en integreret del af Ørsteds strategi at være i front når det gælder nedbringelse af CO2-udledningerne, og derfor ligger det nye mål i naturlig forlængelse af de øvrige mål vi har sat. Når det gælder aktiekursen, så afholder vi os helt generelt fra at kommentere på den, så det vil jeg ikke begynde at spekulere i.

Forsiden lige nu:

Politikerne har forladt os, så nu stikker han selv spaden i jorden

PORTRÆT. Forsker og bestsellerforfatter Rasmus Willig har mistet troen på politikernes evne til at løse biodiversitets- og klimakriserne. Derfor har han droppet forskerlivet ved skrivebordet for selv at gå i marken med nye forretningsmodeller og løsninger, som tør vende profitræs til samskabelse fra jord til bord.

Seneste artikler:

Norlys snupper Arlas strategichef

Mikkel Pedersen har ledet Arlas globale strategikontor. Nu skal han sikre transformationen af Norlys’ energiforretning.

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.

Discover more from Sustain Report

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading