Connect with us

Hi, what are you looking for?

Sustain ReportSustain Report

Nyheder

Egypten henter inspiration hos danske virksomheder til milliardprojektet “New Cairo”

– Det er meget vigtigt for Danfoss, siger chef for ventilation, aircon og varme Jesper Therbo.

Egypten skal bygge 20 såkaldte "smart citites", hvor hovedprojektet bliver en flytning af hovedstaden Cairo. Foto: sculpies/iStock

En delegation på otte personer er i disse dage i Danmark på besøg fra Mellemøsten for at mødes med blandt andre Danfoss.

Og der skal laves aftaler, hentes inspiration og ses på innovative løsninger fra danske virksomheder.

– Det er meget vigtigt for Danfoss, fortæller Jesper Therbo, der er Global Head of HVAC/R i Danfoss Drives.

I Egyptens hovedstad Cairo er de nemlig ved at flytte store dele af byen ud i ørkenen.

Og i den forbindelse står byfornyerne over for en kæmpe udfordring med energieffektivisering af de mange nye bygninger, der skal huse omkring fem-seks millioner mennesker, når de står klar.

Hos Dansk Industri håber man, at besøget fra Egypten kan rive flere partnerskaber af sig med danske virksomheder.

En by for alle

En monorail er lige nu under opbygning, og den bliver et af de afgørende infrastrukturelle punkter, der skal forbinde den nye bydel i folkemunde kaldet “New Cairo” med den oprindelige hovedstad omkring 40 kilometer derfra, fortæller Jesper Therbo.

Han har hele ugen holdt møder med delegationen, der blandt andet har været på ture i det nye Nordhavn for at se på bæredygtige løsninger ved byfornyelse.

Jesper Therbo er head of Heat, Ventilation, Aircondition, Control & Refrigeration hos Danfoss. Foto: Danfoss

Da Sustain Report fanger Jesper Therbo i telefonen, har han netop sagt farvel til delegationen efter en hel dag med workshops.

– De kommer primært for at høre om og diskutere mulighederne for samarbejder omkring grønne løsninger, og om hvordan vores teknologi, ikke kun hos Danfoss, kan hjælpe dem til, at de bliver så grønne, som de gerne vil være ved hjælp af de teknologier, som allerede findes, fortæller han.

Læs også: Danfoss – Løsningerne er der jo allerede

Blandt andet skal en del af den offentlige administration samt universiteter flyttes til den nye bydel. Jesper Thebo fortæller, at delegationen har påpeget, at der skal være tale om en “almindelig” bydel med alle slags mennesker og funktioner, der får en by til at fungere – det skal altså ikke kun være et sted for embedsfolk og deres chauffører og for universitetsstuderende.

Foruden hovedprojektet i Cairo, skal der også bygges 20 andre byer, såkaldte smart cities, fordelt over hele Egypten, efter samme devise.

Kan generere nye aftaler i fremtiden

Jesper Therbo fortæller, at selvom den her slags byggeri hører sig til sjældenhederne, så betyder det meget for Danfoss at blive associeret med et projekt, der har stå stor bevågenhed fra hele verden.

– Det betyder for os, at vi har en stærk position i Egypten, hvor vi også intensiverer vores tilstedeværelse og på den måde er med til at udbygge vores position i hele Mellemøsten.

Han uddyber:

– Der var også repræsentanter med i delegationeb fra United Arab Emirates – blandt andre nogle af de store fjernkøleoperatører. Og det er jo også nogle, der er rigtigt interessante for os. Så det spreder sig jo som ringe i vandet, at når vi er med på her projekter, så genererer det også noget interesse i hele Mellemøsten.

Læs også: Bygninger har ansvar for 36 procent af CO2-udledningen i EU

Første fase ud af tre af New Cairo er anslået til at koste omkring 25 milliarder dollars, svarende til 164 milliarder kroner.

– Det at være til at præge en hel bydel og være med til få de rigtige teknologier tidligt i projekterne er en stor mulighed, som vi ikke har så tit. Det ses jo ikke så mange andre steder i verden, at der bliver bygget på den her måde, siger Jesper Therbo.

Han tilføjer, at man dog godt kan forestille sig, at det vil være en byggeritype, der kan sprede sig til andre steder, men, som han påpeger, vil det kræve omkringliggende ørken eller lignende for at kunne lade sig gøre. I mange andre storbyer vil man typisk fokusere på at opgradere eksisterende bygninger, hvilket Danfoss også har stort fokus på gennem sit retrofit-program.

DI håber på flere partnerskaber med danske virksomheder

Dansk Industri har også været blandt deltagerne ved ugens besøg.

– Når vi er gået ind i det her projekt, er det dels, fordi der er den byudvikling i gang, dels fordi fjernkøling er et aktuelt område, hvor Danmark har nogle spidskompetencer, siger Bjarne Palstrøm, der er chefkonsulent hos DI og har været fagligt ansvarlig for DI’s rolle ved besøget.

Derfor har det været vigtigt for DI at kunne fremvise områder som Nordhavn, så gæsterne kunne se løsningerne fungere i praksis.

– De kommer ikke kun for at se teknologien. De vil også se, hvordan den virker det i dagligt miljø. Vi skal vise, at løsningerne virker på tværs af den offentlige og den private sektor, siger Bjarne Palstrøm.

I alt deltog knap to håndfulde danske selskaber udover Danfoss, herunder ingeniørvirksomheden ABB, Løgstør-virksomheden Logstor, der producerer de rør, der kan sende varme eller kulde rundt til bygningerne gennem jorden, og solkraftselskabet Aalborg CSP.

– Mange af de virksomheder har nu fået gode kontakter til de egyptiske interessenter, fortæller Bjarne Palstrøm.

Han tilføjer, at han håber, at møderne nu vil kaste konkrete aftaler af sig.

– Jeg er ikke i tvivl om, at nogle af de danske virksomheder skal komme med i nogle af projekterne – flere af dem er allerede til stede i Egypten. Mit håb er, at nogle af dem kan komme med mere massivt.

For Danfoss’ vedkommende er der allerede lavet aftale om, at den sønderjyske virksomhed skal til Egypten og drøfte videre aftaler med de lokale teams, og dermed få nogle mere konkrete aftaler på plads om løsninger og projekter.

Forsiden lige nu:

Seneste artikler:

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.