Connect with us

Hi, what are you looking for?

Sustain ReportSustain Report

Nyheder

Genopbygning af Børsen kan booste en mere bæredygtig byggestil

BYGGERI. Der er masser at hente i gamle teknikker og materialer. Derfor kan genopbygningen af det brændte Børsen blive en showcase, mener markedschef Bjørn Mogensen fra Sweco Architects.

Børsen har stået der i 400 år indtil branden midt i april. Det er et hint om, at vi kan finde inspiration i materialer og byggeteknik, mener Bjørn Mogensen fra Sweco Architects. Foto: iStock/alxpin

Man kan ikke presse genopbygningen af den brændte Børsen ned i en skabelon for livscyklusvurderinger. Men griber vi det fornuftigt an, kan genopbygningen blive en showcase på, hvordan vi kan bygge mere bæredygtigt.

Det budskab kommer fra Bjørn Mogensen, kreativ leder og markedschef i Sweco Architects.

– Vi har en bygning, som stod der i 400 år. Alene det faktum er jo med til at gøre bygningen forholdsvis bæredygtig. Så det er oplagt, at her er der noget vi kan lære af, siger han.

Regnestykket er simpelt. I nutidens livscyklusvurderinger beregner man ud fra en levetid for bygninger på 50 år. Med de 400 år på bagen skal der altså divideres med otte, når klima- og miljøbelastningen af alt fra brændingen af mursten til bearbejdningen af træ skal omregnes til et årsgennemsnit.

Bjørn Mogensen. PR-foto

Den langtidsholdbare børsbygning er et hint om, at datidens byggeteknik indeholder løsninger på de helt aktuelle udfordringer.

– Børsen er bygget i en tid, hvor materialerne var dyre og arbejdskraften billig. I dag er det omvendt. Den nøjsomhed, der var med materialerne i det håndværksprægede byggeri, er en vigtig inspirationskilde, når vi skal bygge mere bæredygtigt, siger Bjørn Mogensen.

Væk med fortidens synder

Han har allerede læst folkestemningen – eller måske snarere stemningen blandt de toneangivende beslutningstagere på området. I bygningens ydre fremtoning peger alt på, at en genopført børsbygning kommer til at blive en en-til-en kopi af den bygning, vi kender.

– Det er også der, størstedelen af kulturarven ligger, argumenterer Bjørn Mogensen, som dog slår en enkelt krølle på området.

En bygning med 400 år på bagen har haft mange liv, og man kan ikke bare genopføre den i sin oprindelige form

Arkitekt Bjørn Mogensen, Sweco Architects

Med renoveringen var man allerede i gang med at råde bod på en af fortidens synder.

– I renoveringsprojektet skulle man blandt andet fjerne den skalmur, der blev lavet i 1880’erne. Det er en rigtig god idé. Skalmuren lukkede fugten inde, men fugt finder vej, og kom i stedet ud i sandstensfigurerne, som blev medtaget af det, fortæller arkitekten. 

Han ser en kæmpe fordel i, at bygningen er fredet, for så bliver det langt lettere at dispensere fra Bygningsreglementet.

– Hvis vi kan undgå dampspærrer og klimabelastende mineraluld og i stedet få samlet nye aktuelle erfaringer med biogene byggematerialer som ler, hamp og tang, så får vi en bygning, der både peger tilbage og frem, siger Bjørn Mogensen.

Børssalen er ikke en helligdom

Han stiller samtidig spørgsmålstegn ved den indvendige genopbygning. Her er det efter hans mening langt fra givet, at man skal replikere bygningen, som den stod umiddelbart før branden.

Læs også: Brandtest skal bane vejen for klimavenligt byggeri

– En bygning med 400 år på bagen har haft mange liv, og man kan ikke bare genopføre den i sin oprindelige form. Man er nødt til at tage stilling til brugen og vælge hvilken del af bygningens historie, man tager med sig, siger Bjørn Mogensen.

Han bruger Børssalen som eksempel.

– Nok er den spektakulær, men den har altså ikke været der hele tiden. Måske kom den i stedet for noget, der var helt fantastisk, siger han. 

– Jeg har ikke et dybt kendskab til bygningen, men de lange kontorgange er nok heller ikke originale. Også her kan det være, at vi kan søge tilbage. Måske er der andre tidligere indretninger, som passer bedre på den måde, man arbejder sammen på i moderne virksomheder, uddyber Bjørn Mogensen.

I Bjørn Mogensens bog er der mange plusser og kun ganske få minusser ved at finde en række gamle materialer og teknikker frem igen.

Alt fra mørtel uden cement til naturbaseret maling og nye typer isolering, giver mange muligheder for at genoplive gamle byggeteknikker.

Fortiden vinder på miljø

Når det gælder miljøskadelige stoffer i byggematerialer, vinder fortidens håndværk også stort over det industrielle byggeri.

– Du har nogle enkelte områder, som eksempelvis blymønje-maling, som absolut ikke er godt. Men mange af de største problemer, som brugen af PCB og asbest, er kommet med det industrialiserede byggeri, siger Bjørn Mogensen.

Vi skal skabe en fortælling, der også er vedkommende i nutiden

Arkitekt Bjørn Mogensen, Sweco Architects

PCB er et miljøskadeligt stof, som især er blevet brugt til vinduer og elastiske fuger, frem til det blev forbudt.

Bjørn Mogensen er på ingen måde maskinstormer eller faglig nostalgiker. I hans optik kan vi fint kombinere moderne og klassisk teknik.

– Du kan lave fantastiske samlinger i træ. De holder bedre, når du helt undgår metal i søm, skruer og bolte. Men derfor skal vi ikke nødvendigvis hugge samlingerne ud med en økse eller håndsave dem. Det kan sagtens være, at vi skal laserskære samlingerne. Vi skal lade os inspirere af dansk byggeskik og klassiske byggeteknikker i en tidssvarende fortolkning, siger han.

Læs også: Klimabelastende stort hus får som det første “bæredygtighedscertifikatet” DGNB Villa

På samme måde opfordrer han til, at den indvendige renovering kombinerer historien med nutidens behov. 

– Vi skal skabe en fortælling, der også er vedkommende i nutiden. Derfor skal vi også se på den fremtidige anvendelse, når vi vælger hvilke dele af bygningens historie, som vi skal genskabe. Måske er den seneste udgave af bygningens indretning ikke den mest optimale til fremtidens behov. Det kræver en seriøs og grundig analyse og restaureringsholdning, siger Sweco-arkitekten.

Forsiden lige nu:

Seneste artikler:

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.

Discover more from Sustain Report

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading