nyheder

Anne Louise Eberhard vinder Women’s Board Award 2020

Som bestyrelsesmedlem i bl.a FLSmidth og TopDanmark fremhæves Anne Louise Eberhard for sin holistiske tilgang.

Af - 31. januar 2020
Anne Louise Eberhard

Anne Louise Eberhard modtog fredag 31. januar bestyrelsesprisen Women’s Board Award 2020. Prisen blev overrakt af H.K.H. Kronprinsessen hos Deloitte i København i selskab med 200 inviterede gæster.

11 erhvervskvinder var nomineret, men det var altså Anne Louise Eberhard, som løb med sejren. Efter en mangeårig karriere som topleder blandt andet i Danske Bank, har hun valgt en fuldtidskarriere som professionelt bestyrelsesmedlem med nuværende poster i FLSmidth, Finansiel Stabilitet, Bavarian Nordic og TopDanmark.

– At modtage en pris som Women’s Board Award betyder rigtig meget for mig. Jeg synes, jeg gør mig umage, hvor jeg er, og når juryen og kolleger støtter op om mit arbejde, både det faglige og som menneske, kan jeg kun være yderst ydmyg og taknemmelig. Vigtigst er nok, at jeg med prisen håber at kunne inspirere mange flere kvinder til at gribe karrieren og de spændende udfordringer og oplevelser, der følger med, sagde vinderen i sin takketale.

Det er en jury af erfarne bestyrelsesledere, der har valgt Anne Louise Eberhard som modtager af Women’s Board Award 2020, med juryleder Thomas Thune Andersen, bestyrelsesformand i Ørsted, i spidsen:

– Danmark er faldet tilbage på ranglisterne – det bør og behøver vi ikke, når vi har så stærke kandidater som årets vinder og tidligere prismodtagere. Der er en meget stærk kvindelig pipeline, som vi skal forstå at udnytte langt bedre, end vi formår.

– Udover en stærk executive karriere og relevant bestyrelseserfaring er det vigtigt, at prismodtageren både kan og vil bruge prisen til at være aktiv ambassadør for den diversitet, der mangler i det danske bestyrelses- landskab. Vi har brug for kompetente, tydelige rollemodeller, der tør gå forrest.

Hans Henrik Lüttichau-Holm, Managing Director i Alumni, der står bag udvælgelsen af kandidaterne, udtaler om årets prismodtager:

– Hun har, hvad der kræves af en moderne bestyrelsesleder. Hun er top professionel, har stærke sociale og faciliterende kompetencer, og så demonstrerer hun en imponerende dybde i sin strategiske og kommercielle forståelse på tværs af industrierne i sin portefølje.

Susanne Hoeck, medstifter af Women’s Board Award, supplerer:

– Vi ønsker at ændre den stereotype opfattelse af, hvordan en bestyrelsesformand eller topleder ser ud. Kandidaterne repræsenterer en bred palette af kvinder med forskellige kompetencer, erfaringer og personlige profiler. Køn kan være en kompetence i sig selv, men overordnet handler det om at sætte fokus på forretningspotentialet i mangfoldighed, da ’plejer’ ikke længere er en driftssikker løsning.

Anne Louise Eberhard er den syvende modtager af Women’s Board Award i Danmark. Hun er udvalgt blandt en omfattende pulje af kvindelige bestyrelsesmedlemmer, der ikke har en formandspost i dag, men vurderes at have potentialet til at lede en bestyrelse. Kandidaterne har leveret dokumenterede økonomiske resultater og har stærke referencer fra deres erhvervskarrierer både i og uden for bestyrelseslokalerne.

Juryens begrundelse går desuden på, at Anne Louise Eberhard på fem år har opbygget en omfattende og diversificeret portefølje af bestyrelsesposter. Hun anerkendes særligt for sin evne til holistisk at forholde sig til virksomhedernes langsigtede strategi og at bidrage meget bredere end indenfor sit umiddelbare speciale. Det gør hun blandt andet med en stærk evne til at tænke kommercielt, kundeorienteret og til at forstå digital transformation, lyder det fra juryen.

 

Tags:


Warning: sizeof() [function.sizeof]: Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sustainreport.dk/public_html/wp-content/plugins/wp-mystat/lib/mystat.class.php on line 1252