Connect with us

Hi, what are you looking for?

Sustain ReportSustain Report

Navne

‘Bæredygtigt superbrand’ stopper som CEO for Ørsted

Det er det rette tidspunkt for mig at træde tilbage, siger Henrik Poulsen om beslutningen.

CEO Superbrand 2019
Ørsteds Henrik Poulsen topper listen over CEOs med bæredygtige brands.

Henrik Poulsen har opsagt sin stilling og fratræder som adm. direktør for Ørsted efter otte år senest 31. januar 2021. Bestyrelsen er i gang med at finde hans afløser, oplyser Ørsted i en pressemeddelelse.

Opsigelsen skyldes et ønske om at “frigøre tid til at forfølge nye udfordringer”, siger Henrik Poulsen, 52, i meddelelsen, hvor han ikke løfter sløret for, hvad han vil kaste sig over fremadrettet.

– Vi har nu nået et punkt, hvor transformationen af virksomheden er afsluttet, og vi har skabt en stærk platform for global vækst. Jeg har konkluderet, at det er det rette tidspunkt for mig at træde tilbage og frigøre tid til at forfølge nye udfordringer. Det har været en svær beslutning at træffe, men det er ikke desto mindre den rigtige beslutning. Jeg skylder bestyrelsen og koncernledelsen en stor tak for deres støtte og tillid – og en stor tak til alle medlemmer af Ørsted-teamet for alt det, de har gjort for virksomheden i min tid som administrerende direktør.

Under Henrik Poulsens ledelse er Ørsted blevet verdens største producent af havvindmølleparker. Og det har været en god forretning. Markedsværdien af Ørsted er nemlig undervejs øget med flere hundrede procent som følge af transformationen fra at være baseret på fossile brændstoffer til grøn energi.

Det er formentlig den største værdiskabelse i dansk erhvervsliv siden Lego, skriver Børsens Niels Lunde i sin analyse.

Bliver formentlig del af bestyrelsen
Om sine egne planer fremadrettet lyder det fra Henrik Poulsen:

– Jeg har ikke truffet nogen beslutninger om mine fremtidige planer. Jeg vil finde andre udfordringer, hvor jeg kan yde et bidrag. Tiden vil vise hvor, hvornår og i hvilken type af rolle. Før jeg åbner en ny dør, vil jeg gerne sikre, at jeg varetager min rolle som administrerende direktør for Ørsted fuldt ud. Derfor vil mit fokus i den kommende tid udelukkende være på Ørsted. Jeg er glad for, at bestyrelsen vil nominere mig til Ørsteds bestyrelse ved generalforsamlingen i marts næste år. Min nominering til bestyrelsen vil gøre det muligt for mig at forblive en del af det fantastiske Ørsted-team og fortsat understøtte Ørsteds strategiske udvikling.

Meddelelsen affødte straks en heftig mediedækning. Det er nemlig en af landets mest profilerede og respekterede topchefer, som siger farvel til en stilling som frontmand for en af de mest markante omstillinger fra sort til grøn energi.

I 2020 blev Ørsted kåret som verdens mest bæredygtige virksomhed af på topmødet i Davos af Corporate Knights, der er et bæredygtighedsfokuseret medie- og analysefirma. Listen baserer sig på analyser af knap 7.400 virksomheder med omsætning på over en milliard dollar.

Ørsted vandt titlen som det første energiselskab nogensinde, og det skyldtes blandt andet, at selskabet har øget sin omsætning fra vedvarende energi med ti procentpoint til 68,1 procent i 2019. Samtidig er CO2- og vandproduktiviteten steget med mere end 50 procent som følge af reduktioner i den samlede CO2-udledning og et lavere vandforbrug.

Højprofileret topchef
Tidligere på året indtog Henrik Poulsen førstepladsen over CEOs som fik mest omtale i forhold til bæredygtighed i 2019 i Infomedias årlige måling. Det skete med en dobbelt så høj synlighedsscore, som sin nærmeste CEO-konkurrent, ligesom han indtog andenpladsen som årets CEO superbrand baseret på medieomtaler.

Det skyldes blandt andet, at Henrik Poulsen i 2019 markerede sig med en kronik i Berlingske, som han var afsender på sammen med professor i klimaforandringer, Sebastian H. Mernild, med budskabet “Vi må og skal omstille hurtigere fra sort til grøn energi” (Berlingske, 27. januar 2019).

Senere på året blev Poulsen formand for klimapartnerskabet for energi- og forsyningssektoren og har i det hele taget markeret sig med holdninger og tiltag i forhold til den grønne omstilling, skriver Infomedia i sin analyse.

Tidligere er Henrik Poulsen dog også kommet i modvind i debatter om samfundsansvar, når det gælder både frasalget af el-forretningen i Radius og i en diskussion om ulighed, som hurtigt kom til at dreje sig om Poulsens egen årsløn.

Bestyrelsesformand Thomas Thune Andersen lægger i sin udtalelse om Henrik Poulsens afgang vægt på den transformation, Ørsted har været igennem.

– På vegne af bestyrelsen vil jeg gerne udtrykke vores store tak for og anerkendelse af de markante resultater, han har stået i spidsen for at skabe sammen med resten af Ørsted-teamet. Vi er kede af hans beslutning om at træde tilbage som administrerende direktør, men vi respekterer naturligvis hans ønske om at frigøre mere tid til andre aktiviteter. Vi er glade for, at Henrik har accepteret vores tilbud om at nominere ham til Ørsteds bestyrelse ved generalforsamlingen i marts 2021. En nominering til bestyrelsen vil sikre, at hans visioner, kompetencer og industrierfaring fortsat vil være tilgængelige for Ørsted, og vil sikre en stærk kontinuitet i ledelsen af virksomheden.

Nu leder bestyrelsen efter Poulsens afløser, som både kan være en intern eller en ekstern kandidat. Poulsens afløser skal helst være på plads inden for seks måneder, oplyste Thomas Thune Andersen
på den telekonference, der blev afholdt mandag aften i forlængelse af meddelelsen om, at Henrik Poulsen stopper som adm. direktør i Ørsted, skriver Finans.dk.

Ørsteds rejse fra sort til grøn energi
For ti år siden kom 85 procent af den energi Ørsted producerede fra fossile brændsler og 15 procent fra vedvarende energi, da selskabet stadig hed Dong. I dag er de tal byttet om ligesom Ørsted har en målsætning om stort set at have CO2-neutral produktion og drift i 2025. Ørsted har desuden været frontløber, når det gælder en målsætning om at reducere CO2-udledningerne i sin leverandørkæde med 50 procent i 2032 sammenlignet med 2018.

Staten, som stadig er hovedaktionær i Ørsted, kom med daværende finansminister Bjarne Corydon (S) som frontfigur stærkt i skudlinjen for sit salg af 19 pct. af aktieandelen i det daværende Dong til investeringsbanken Goldman Sachs for otte mia. kr.

Det er dog blandt andet kapitaltilførslen derfra, som har medvirket til at sætte tryk på Ørsteds vækst inden for havvind. I dag er værdien af selskabet cirka seksdoblet til mere end 300 mia. kr., siden Goldman Sachs lavede sin investering, skriver Finans.dk.

Investeringen har dog også været givtig for Goldman Sachs, som i 2017 frasolgte sine sidste aktier i selskabet og kunne gøre regnskabet op med et plus på 12,4 mia. kr. eller en forrentning på over 150 procent af de penge, der oprindeligt blev investeret, skriver dr.dk.

Forsiden lige nu:

Seneste artikler:

Norlys snupper Arlas strategichef

Mikkel Pedersen har ledet Arlas globale strategikontor. Nu skal han sikre transformationen af Norlys’ energiforretning.

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.

Discover more from Sustain Report

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading