Kommentar af Henrik Munksgaard, redaktør på Sustain Report
Jeg vil håbe, at de ingeniører og bygningskonstruktører, HusCompagniet har ansat til at regne på de bærende konstruktioner i deres huse, er bedre til deres job end de jurister, kommunikationsfolk – og topledelsen – som står for HusCompagniets kommunikation om bæredygtighed. Ellers vil jeg i hvert fald nødig bo i et af virksomhedens huse.
Efter i årevis at have fortalt potentielle nybyggere – og dermed kunder – om tusindvis “nedrivningsklare huse”, fjernede HusCompagniet denne facilitet på virksomhedens hjemmeside, da vi fra Sustain Report spurgte kritisk ind til faciliteten med henvisning til, at renovering stort set altid er mindre klimabelastende end at rive ned og bygge nyt.
Væk med den søgemulighed. Som en behjertet arkitekt i øvrigt allerede for over et halvt år siden havde påpeget det dybt problematiske i. Uden at HusCompagniet reagerede.
I samme ombæring slettede HusCompagniet hele menupunktet om bæredygtighed på selskabets hjemmeside. Ud med børnetegninger og udokumenterede påstande om bæredygtighed.
Her havde man kunnet læse en noget mærkelig forsikring om, at husene fra selskabet skal være bæredygtige – det er løfter af samme type, som når jeg i januar hvert år erklærer, at nu er det er året, hvor jeg skal tabe mig – altså bortset fra, at jeg gerne tager væddemål på, at jeg får mave som et vaskebræt, før HusCompagniet bygger et bæredygtigt hus.
Når det angik den arketypiske greenwashing, beklagede HusCompagniet, at der var “enkelte tekster”, der var “upræcise”. At man i årevis havde fremmet sin forretning ved at opfordre potentielle nybyggere til at rive gode og sunde huse ned, var alene et spørgsmål om, at man ikke havde “været tydelig nok i sin kommunikation”.
Undskyldningerne er så tyndbenede, at det er svært ikke at citere Greta Thunbergs tale i FN: “Blah, blah, blah”.
Bekymrende mangel på rettidig omhu
Selvfølgelig kan alle lave fejl, og generelt har jeg stor respekt for mennesker og virksomheder, som formår at lytte og lære undervejs. Undskyldninger er fine, når de er ægte ment. Bortforklaringer er irriterende.
I dette tilfælde er den oplagte forklaring, at vi her har en virksomhed, som i deres påmalede grønne markedsføring kynisk blæser på viden og regler med en går-den-så-går-den tilgang. Indtil den ikke går længere.
Læs også: Forsikringsselskab smider erhvervskunder med dårlig ESG-rating ud
Desværre er HusCompagniet langt fra alene. Jeg har svært ved at tro, at dansk erhvervsliv er befolket med sjuskede og nærmest svagt begavede mennesker, som helt uforvarende igen og igen stepper rundt i et grønt spinatbed. Når det gælder grønne påstande og påstande om bæredygtighed, er der en bekymrende og udbredt mangel på rettidig omhu i en del danske virksomheder og organisationer. Eller også er der et andet problem, som er endnu værre.
Som i HusCompagniets tilfælde kan man så altid komme blah-blah-undskyldninger, hvis man bliver taget med de sorte fingre i den grønne kagedåse: “Vi har ikke været præcise nok”, “Vi vidste det ikke”, “Vi er på en grøn rejse,” “Det var informationer fra vores leverandør.” Fortsæt selv listen.
Næsten 1000 bæredygtige styles forsvandt på formiddag
For en måned siden var det en af de større erhvervsorganisationer, Dansk Erhverv, som trak sig fra den såkaldte Climate Award for hoteller, som de sidste år sponsorerede. Bag klimaprisen stod en enkelt privat virksomhed. Først da vi fra Sustain Report spurgte ind til sagen, gik det op for Dansk Erhverv, at virksomheden bag den tvivlsomme prisuddeling ikke havde det tætte samarbejde med DTU og Concito, som de hævdede. Lidt besynderligt, at en stor erhvervsorganisation ikke havde tjekket det up-front.
Virksomheden bag detailkæden Tøjeksperten, PWT Group, fjernede på en formiddag betegnelsen “bæredygtig” fra næsten 1000 varenumre på tøjeksperten.dk. Her trak de uvidenhedskortet, da vi fra Sustain Report spurgte ind til bæredygtigheden.
Her har vi altså en af de store spillere i dansk detailhandel, som et år efter Forbrugerombudsmanden havde sendt sin kvikguide på gaden, selv angiver, at de var helt uvidende om indholdet. Og det er vel at mærke endda regler for vildledende miljømarkedsføring, som på ingen måde var nye.
Jeg håber da, at de i PWT Groups hovedsæde i det nordjyske har hørt om begrebet moms. Ellers venter der nok en ubehagelig overraskelse, som er værre end dårlig medieomtale. Omend jeg kan være i tvivl, når jeg tænker på Skats problemer med inddrivelse.
Eller tag de to wizz-kids Tommy Ahlers og Christian Arnsted, som Danmarks Radio har promoveret i programmet Løvens Hule. Begge løver har gode universitetsuddannelser og en fortid i det profilerede high-end konsulentfirma McKinsey. Begge løver har flere tvivlsomme investeringer i greenwashing og direkte miljøskadelige produkter.
DR-løve med gang i den digitale slettelak
De to tv-løvers kompetencer, når det angår viden om bæredygtighed, virker desværre til at være på niveau med kvaliteten af McKinseys rådgivning om effektivisering i Skat i nullerne, som vi som samfund stadig betaler dyrt for.
Christian Arnstedt og hans investeringsselskab havde godt gang i den digitale slettelak på firmaets hjemmeside, efter vi på Sustain Report havde set de mange selskaber, der var investeret i, over skuldrene.
Det var snarere regler end undtagelsen, at Arnsteds webfolk måtte ind og slette løfterne om bæredygtighed i firmabeskrivelserne. Vi har her at gøre med en mand, der på dr.dk blev beskrevet som “wonderkid”, så døm selv om det blot er sjusk og uvidenhed, eller der er en anden forklaring på, hvorfor man i første omgang gav den fuld grøn gas rent verbalt.
På samme måde trak tidligere minister Tommy Ahlers uvidenhedskortet. da han skulle forklare, hvorfor han havde sat penge i PFAS-skjorter og miljøskadeligt sengelinned. Begge dele kunne han let have tjekket. Det krævede blot en simpel søgning på nettet. Måske var det for svært for Tommy Ahlers, der jo har tjent sine millioner på it.
Kongehuset og Danmarks Idrætsforbund udmærkede sig med at kalde plastikmedaljen til Royal Run for bæredygtig.
Jeg vil ikke udelukke, at de rent faktisk ikke har forstået, hvad bæredygtighed betyder og indebærer. Men i så fald skulle de i en landets største civilsamfundsorganisationer og i institutionen bag vores statsoverhoved se at få læst op på grundbegreberne i en af de vigtigste samfundsdagsordener.
Mangler definitioner og fælles sprog
Også i mediebranchen har der været godt med blah-blah-blah.
Dagbladet Politiken har i årevis haft Politiken Plus som loyalitetsprogram. Mediehuset på Rådhuspladsen pushede kageruller, knagerækker og kogegrej – og såmænd også PFAS-behandlede tasker fra firmaet Kintobe – som bæredygtige tilbud til læserne.
Her bedyrede chefen for Politiken Plus, at hun sørme ikke vidste, hun også har ansvar for produktbeskrivelserne, man lagde på sitet. Ikke den bedste undskyldning, når man er en del af et bladhus med en årelang tradition for kritisk forbrugerjournalistik – og som i øvrigt leverer en fin klimadækning.
Jeg kunne blive ved og ved. Og ja, jeg ved godt, at jeg er lidt teenagersur, og at det altid er nemmere at stå udenfor og være klog på bagkant.
Nok er der massevis af dilemmaer, og kommunikation og rapportering om bæredygtighed er svært, for det er et umodent felt, hvor der stadig mangler fælles definitioner og et fælles sprog.
Læs også: Spejder Sport er tekstilbranchens spejderdreng
Jeg kan også nævne massevis af virksomheder, som efter min vurdering helhjertet arbejder med bæredygtig omstilling – og sikkert også laver fodfejl i både deres handlinger og kommunikation. De virksomheder, skriver vi også om på Sustain Report.
Det er menneskeligt at fejle, men i en del virksomheder handler det ikke om fejl eller ej. Det handler om en kultur, hvor man så at sige snyder på den vægt, der skal afveje den grønne omstilling.
Den type snyd kan få selv en voksen mand som mig til at blive sur som en anden klimaaktivistisk teenager.
