Af Morten Harboe-Jepsen, administrerende direktør i Retur.
I Emballageretur har vi indsamlet og analyseret offentligt tilgængelige data om kommunernes gebyrer for de såkaldte bringeordninger, som er betegnelsen for, når affaldet bliver bragt af borgerne til fx genbrugspladserne. I forhold til producentansvar for emballage har kommunerne ret til at opkræve et gebyr for bringeordninger og sende det til den kollektive ordning, som er blevet tildelt kommunen inden for den pågældende affaldsfraktion. I analysen har Emballageretur set nærmere på gebyrer for metal, plast og papir i de 98 kommuner. Der er tale om et samlet beløb på 45,7 mio. kr. årligt.
Fakta om Retur
Retur er Danmarks største familie af kollektive ordninger for producentansvar og hjælper virksomheder med at leve op til deres lovpligtige producentansvar i Danmark.
Retur består af de kollektive ordninger Elretur, Emballageretur, Batteriretur, Fiskeriretur og Tekstilretur. Tilsammen dækker ordningerne producentansvaret for elektronik, emballage, batterier, fiskeredskaber og tekstiler.
Gennem de kollektive ordninger understøtter Retur tusindvis af virksomheder i håndteringen af deres produkter og emballage, når de bliver til affald – fra registrering og indberetning til den praktiske håndtering. Formålet er at sikre mest muligt genbrug og genanvendelse samt en miljømæssigt forsvarlig bortskaffelse, når genbrug ikke er muligt.
Retur arbejder non-profit og bygger på mere end 20 års erfaring med producentansvar i praksis. Organisationen har adgang til specialiseret faglig viden og indgår i samarbejder med nordiske og europæiske kollektive ordninger med fokus på at understøtte en mere cirkulær økonomi.
I 2025 etablerede Retur i samarbejde med HJHansen Recycling Danmarks første genbrugsanlæg, Electronic Reuse and Recycling, for elektronik med fokus på genbrug og klargøring af elektronikprodukter til videre genanvendelse. Retur står også bag informationskampagnen ”F*cker med batterierne” med skuespiller Bodil Jørgensen.
Analysen viser, at der ikke tilnærmelsesvis er sammenhæng mellem affaldsvolumen og de opkrævede gebyrer. Det er et problem, fordi de kollektive ordninger bliver tildelt kommuner ud fra den affaldsvolumen, som deres medlemmer repræsenterer. Den manglende sammenhæng mellem gebyr og volumen giver meget store forskelle på de regninger, som de kollektive ordninger modtager – og sender videre til deres medlemsvirksomheder.
Læs også: Retur-familen skal håndtere brugte trawl- og fiskenet.
Dette problem rammer alle de kollektive ordninger og deres medlemmer. Mens man kan være heldig at slippe billigt inden for en fraktion, kan man så til gengæld blive hårdt ramt inden for en anden. For virksomhederne er det et lotteri, og de har ingen indflydelse på, om de vinder eller ej. Det har helt sikkert ikke været hensigten, da man indførte producentansvaret, og det skaber usikkerhed omkring implementeringen af det
Ingen rød tråd
Det er frivilligt, om kommunerne opkræver gebyrer for bringeordninger for plast og metal eller lader være, og Emballagereturs analyse har alene til formål at vise forskellene på, hvad kommunerne opkræver. Ud af det totale beløb på 45,7 mio. kr. udgør gebyret for plast 43,8 mio. kr., så derfor har det stor betydning, hvad kommunerne gør i forhold til denne affaldsfraktion. Her er der omkring 20 kommuner, som har valgt ikke at opkræve et gebyr, mens fx landets 2. største kommune, Aarhus, opkræver et gebyr på 5.429.870 kr. Til sammenligning opkræver Odense Kommune 3.307.000 kr. i gebyr for plast.
Ser man på gebyret for metal er Aarhus den billigste kommune, som en kollektiv ordning kan få tildelt. Rent faktisk er gebyret negativt, og den kollektive ordning modtager 75.980 kr. af Aarhus Kommune. I den modsatte ende er Fredensborg Kommune, hvis gebyr for metal er på 215.326 kr. Den sidste affaldsfraktion i analysen er papir, og her er der også markante forskelle. Fx opkræver Hedensted Kommune 391.308 kr. i gebyr, mens nabokommunen Horsens opkræver 20.094 kr.
Der mangler en rød tråd, og det siger sig selv, at man hellere vil hente papiraffald i Horsens end i Hedensted og metalaffald i Aarhus frem for i Fredensborg.
National udligning nødvendig
Det er i alles interesse, at Danmark får et stabilt og velfungerende set-up for håndtering af producentansvar for emballage (EPR) og den kommende EU-forordning om emballage og emballageaffald (PPWR), der træder i kraft til august. Her er det afgørende, at lovgrundlaget og den faktiske myndighedsimplementering sikrer lige vilkår for alle virksomheder, så der ikke – som det er tilfældet nu – opstår en situation, hvor to virksomheder med samme emballagevolumen kan have forskellige omkostningsniveauer alene af den grund, at deres kollektive ordninger har fået tildelt kommuner med vidt forskellige gebyrer.
Læs også: Emballage: Kollapset marked for plast og kaotisk implementering af nye regler.
Det er derfor nødvendigt at indføre ensartede metoder for kommunernes udregning af gebyrer. Da der af organisatoriske, demografiske og geografiske årsager altid vil være naturlige forskelle på kommunernes omkostninger, er det dernæst nødvendigt at indføre en national udligning, hvor alle kommunerne indberetter deres omkostninger. På det grundlag beregnes et gennemsnit, der bruges som standardsats, når der skal udregnes gebyrer til de kollektive ordninger. Som konsekvens vil gebyret fremadrettet kun have en variabel, nemlig volumen. Den nationale udligning skal administreres af et myndighedskontrolleret organ, et såkaldt ”Financial Clearing House”. Foretager man disse to justeringer, løser man den nuværende problematik, som analysen har blotlagt, og skaber en situation, hvor alle har samme vilkår.
Opgave for kommende minister
Myndighederne er i øjeblikket ved at rette fejl og mangler inden for flere aspekter af implementeringen af producentansvaret for emballage, men de har ikke medtaget gebyr for bringeordninger i dette arbejde. Det vil sige, at der ikke er udsigt til en løsning med den lovændring, der er i høring i øjeblikket.
Vi har gennem flere år påpeget, at hvis man i implementeringen af producentansvaret for emballage ikke tager højde for og udligner kommunale forskelle, fører det til ulige og urimelige omkostningsudsving for de kollektive ordninger og deres medlemsvirksomheder. For at gøre vores håndtering så omkostningseffektiv som mulig har vi behov for gennemsigtighed og langsigtet planlægning. Derfor er den kommende miljøminister nødt at gå ind og rette op på problemerne med tilbagevirkende kraft.
