Kommentar. Af Henrik Munksgaard, redaktør Sustain Report
Man kan sagtens have grøn trøje på, uanset om bukserne er blå eller røde.
Vi snakker ikke fodboldtøj, mode eller æstetik her. Hvad de to sidste ting angår, er der med garanti andre, som er stærkere i farvelære end mig, så det vil jeg ikke kloge mig på.
Men når vi snakker politik og klima, har jeg svært ved at se, at der er principiel forskel på, om man har et socialistisk, socialdemokratisk, liberalt eller konservativt sindelag. Erkendelsen af, at vi med klimakrisen står over for en gigantisk opgave, er simpelthen ikke afhængig af ideologisk udgangspunkt. Det er alene afhængig af, om man anerkender forskning og videnskab.
Svend Auken og Connie Hedegaard er som henholdsvis socialdemokrat og konservativ glimrende eksempler på politikere, der begge har sat afgørende positive aftryk for dansk klimapolitik og klimaet.
På samme måde ser vi, at store globale virksomheder på mange måder har sammenfaldende mål med forholdsvis venstreorienterede NGO’er. Nok er der heftige debatter om tempo, ambitionsniveau og hvilke værktøjer, der skal i spil. Det ændrer trods alt ikke ved den fælles erkendelse af, at vi skal reducere klimabelastningen drastisk.
Thor Petersens var megafon af ekkokammer
Det var afdøde Poul Schlüter, der med sædvanlig lune som statsminister sagde at “ideologi er noget bras”. Det er jeg ikke altid enig i, men for meget og for fundamentalistisk ideologi er det helt sikkert. På tværs af NGO’er, forskere, myndigheder og virksomheder er der masser af alle typer klimaaktivister – både dem i corporate jakkesæt og dem i jeans og sneakers – som finder nye spændende og gode løsninger. Især når de arbejder sammen, og når de ikke hænger sig i egne dogmer.
Men hvor civilsamfund og virksomheder finder løsninger, lykkedes det ikke i samme grad på Christiansborg. Og selvom der altså ikke er en naturlov, der kobler grøn og rød, så er det altså de blå, der skal have røde ører, når det gælder klimaet.
Læs også: Valgopråb fra globale virksomheder: Hold fast i den grønne agenda
De seneste to gange partier fra blå blok har beklædt landets fornemste embede, posten som Folketingets Formand, har det været med personer, som på afgørende stræk har sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt klimakrisen er menneskeskabt.
Venstres Thor Petersen sad som Folketingets formand 2007-2011. Petersen fortalte efterfølgende i et interview, hvordan han med skepsis så på det stigende ‘klimahysteri’. Som det fremgår af en gennemgang i Mandag Morgen i 2012, er det Thor Petersen, som i virkeligheden har lyttet intenst med øret til et ekkokammer af tvivlsomme globale klimaskeptikere.
Pia Kjærsgaard sproglige arv
Den store vinder ved valget i 2015 var Dansk Folkeparti, og mens partiet holdt sig uden for regering, fik Pia Kjærsgaard som bekendt posten som Folketingets formand. Det var en del af prisen for at støtte Lars Løkkes regeringer. Fire år og en decimeret folketingsgruppe senere kom hun uforvarende til at sætte afgørende spor i det danske sprog, da hun ved valget i 2019 forklarede DF-nederlaget med de mange ‘klimatosser’.
Det var ikke kærligt ment fra Kjærsgaard, der efter næsten fire år måtte træde af som Folketingets formand.
Kjærsgaards klimaskeptiske tilgang kunne ingen være i tvivl om. Allerede tilbage ved valget i 2011 fik hun i DR’s Debatten både Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen og klimaforskeren Katherine Richardson til at ryste på hovedet med påstanden, om at klimaændringerne ikke nødvendigvis var menneskeskabte.
Om ikke andet kan man rose Kjærsgaard for konsistens. Vi skal såmænd ikke længere tilbage end Folkemødet 2022. Her fremturede DF-partimoderen med en udtalelse om, at der skam stadig var ‘klimatosser’, hvorefter hun nævnte Greta Thunberg.
Man kan mene om den svenske klimaaktivist, hvad man vil. Hun har i større grad og i en tidligere alder end Pia Kjærsgaard sat et afgørende aftryk på verden.
Hvem er egentlig tossen?
Helt generelt skal man nok være varsom med at rende rundt og kalde politiske modstandere for tosser. Men modsat DF-stifteren, så er det videnskaben, som er afsættet for Thunbergs klimaaktivisme. Det er simpelt ikke logisk, at en person, som afviser videnskaben (Kjærsgaard) skal kalde den, der faktisk anerkender videnskaben (Thunberg), for ‘tosse’.
Lad mig slutte af med et par hypotetiske spørgsmål.
Kunne man forestille sig, at vi under coronakrisen havde haft en indædt anti-vaxer som folketingsformand, måske endda en, som ikke helt ville afvise, at ‘covid-19-hysteriet’ faktisk er en del af en udspekuleret plan, som handler om overvågning?
Eller kunne man forestille sig en person med samme pro-russiske holdninger til Rusland og Ukraine, som Pia Kjærsgaards tidligere partifælle Marie Krarup har, sidde i det fornemste sæde i Folketinget?
Jeg tror og håber, at svaret er et rungende nej, lige meget hvilket parti, man spørger. Og så håber jeg, at vi også har set den sidste ‘klimatosse’, der ikke anerkender videnskaben, i Folketingets formandsstol. Det fortjener både klimaet og danskerne.
God valgdag til alle, røde, blå og grønne.
