Med biokul kan vi pløje både CO2 og den hidsige klimadebat om landbruget ned

Teknologien til at producere og bruge biokul skal forfines og udvikles, men det skal nok komme på plads. I langt større grad er det rammevilkårene og forretningsmodellen, der bliver afgørende for, om vi kan udnytte de store potentialer med CO2-lagring via biokul, mener Anne Arhnung.

Hun fremhæver biokul, som lidt af et kinderæg med mange fordele.

-Vi kan producere energi, hvor vi samtidig bruger et restprodukt til at lagre CO2 i jorden. Biokul giver en gødningsværdi. Teknologien er der allerede og bliver videreudviklet. Det er rammebetingelserne og kommercialiseringen, der bliver afgørende. Vi skal finde en model, der gør det attraktivt for alle led i kæden, herunder landmændene. Det ser jeg som den største udfordring, men den tror jeg også, der kan findes løsninger på, siger hun.

Anne Arhnung er i dag bestyrelsesmedlem i CIP Fonden. Hun har en 25-årig lang karriere i Landbrug & Fødevarer, hvor hun fra 2018 til hun stoppede i 2021 var administrerende direktør. I CIP Fonden har Anne Arhnung i dag det overordnede ansvar for det første af fondens landbrugsprojekter, der afdækker, hvordan biokul kan sættes i spil forretningsmæssigt herhjemme og potentielt også gøres til en eksportvare.

Inden hun stoppede, var hun med til at forhandle den landbrugsaftale, der indebærer at CO2-udledningerne fra landbruget skal reduceres med 55-65 procent, svarende til otte millioners tons CO2-ækvivalenter årligt. I landbrugsaftalen er det forudsat, at fem af de otte millioner tons, skal hentes via ny teknologi.

Her er biokul blot et af en lang række tiltag.

-Det er en del af løsningen, men ikke hele løsningen. Der er en lang række andre tiltag i gang. Man ser på tilsætningsstoffer, der kan reducere metanudledningen fra køer, CO2-neutral gødning, udvikling af nye grønne proteiner og vi kommer også til at få et skift til et mere plantebaseret landbrug til human føde, siger Anne Arhnung

Sæt teknologien i spil kommercielt

Landbruget er en af de sektorer, hvor diskussionen om klima meget ofte havner i en forholdsvis hidsig konfrontatorisk og fastlåst politisk diskussion. Men kan vi udvikle biokul og få det til at fungere på markedsvilkår, kan det tage lidt af luften af den til tider højspændte debat.

-Fra CIP Fonden vil vi ikke blande os i den politiske debat. Vores mål er at hjælpe med at afdække, hvor vi kan modne teknologi og skabe de rigtige betingelser for, at vi får teknologien til spille forretningsmæssigt, så vi på den måde kan bidrage i arbejdet for at skabe et CO2-neutralt samfund siger Anne Arhnung.

Teknologien bag biokul skal ses i sammenhæng brintproduktion. I et spor kan der via elektrolyse produceres brint med energi fra vind og sol.

I et andet spor kan biomasse i en pyrolyseproces blive til gasser og olie og til biokul. Mens gasser og olie med brint kan lave kemikalier og grønne brændstoffer, er der opsamlet store mængder CO2 i biokullet, og det frigives kun langsomt, når biokul pløjes ned i jorden. Biokul indeholder samtidig en lang række næringsstoffer, og vil derfor kunne erstatte anden gødning.

Artiklen fortsætter under illustrationen

Der er samtidig en række positive sideeffekter. I processen vil man kunne fjerne miljøskadelige stoffer som pesticider, mikroplast og PFAS og brug af biokul medvirker til at nedsætte udvaskningen af nitrat og vil dermed have en positiv effekt på vandmiljøet. Biokul vil også kunne tilsættes additiver og vil på den måde kunne blive et supplement til anden gødning.

CO2-handel kræver certificering og konsensus om opgørelsesmetode

Anne Arhnung lægger vægt på, at CIP Fondens projekt om biokul kommer hele vejen rundt i analysen.

Der skal ses nærmere på den mængde biomasse, der er til stede. Der skal analyseres på økonomien, herunder ikke mindst om biokul kan konkurrere med andre typer af CO2-lagring. I projektet skal der ses ind i lovgivningen, på hvordan ejerskabet til anlæg bedst kan organiseres, og på hvordan man kan sikre finansiering. Og ikke mindst skal der analyseres på, hvordan biokul, hvor der er bundet CO2, kan gøres til en handelsvare.

Snakken om CO2-afgifter betragter Anne Arhnung primært som et spørgsmål om hvornår og hvordan. Og i forhold til en CO2-afgift kan det blive et stærkt incitament for den enkelte landmand at gøre lagring af CO2 i jorden til en forretning.

Læs også: Gevinsterne i brintøkonomien er store, men det kræver handlekraft

-Vi har et konkurrenceudsat erhverv, hvor balancen mellem en sund forretning og underskud ofte er hårfin. Det skal man være bevidst om, men jeg tror ikke vi kommer uden om en CO2-afgift. Her kommer nye teknologier som eksempelvis biokul til at spille en rolle. Kan vi skabe et system, hvor den landmand, der både bidrager med sine restprodukter og pløjer biokul ned, kan modregne det i CO2-regnskabet, og dermed får en godtgørelse i sin CO2-afgift, så kan der sættes et marked i spil, siger Anne Arhnung.

Hun erkender blankt, at det langt fra er let. Det kræver, at man får en bredt anerkendt metode, der kan fastsætte CO2-udledningerne på den enkelte bedrift. Det har man arbejdet med i årevis i SEGES, landbrugets forsknings- og udviklingsvirksomhed, fortæller Anne Arhnung, der selv i sin lange karriere i landbrugets organisationer i en årrække stod i spidsen for institutionen.

Du kan ikke sætte strøm til en ko

På samme måde vil det være nødvendigt med en certificering og kvalitetskontrol, så man ved hvilke mængder CO2, man handler med, når de landmænd, der nedpløjer biokul, skal godskrives i CO2-regnskabet. Det er store, men også spændende udfordringer, synes Anne Arhnung

-Jeg har altid synes, at det er både fascinerende og svært at arbejde med landbrug. Når vi taler klima, kan du ikke løse landbrugets klimaudfordringer ved at sætte strøm til køerne. Du arbejder med biologiske processer. Det er først i storskala og i samspillet, at vi kan se effekterne for dyr, planter og natur. Men vi er nødt til at kende nogle nøgletal, hvis biokul skal kommercialiseres, hvor man belønner de landmænd, der bidrager til samfundet ved at skaffe af med en mængde CO2, siger hun.

Allerede på et af de første felter i projektet, er der et oplagt dilemma, der trænger på. Nemlig afdækningen af hvilke mængder biomasse, der er til stede.

Der er et hieraki i biomassen. Firkantet sagt kan man sige, at der er biomasse, som er for godt til at lave biokul af.

Læs også: Nyt Power-to-X center revolutionerer materialer til den grønne omstilling

Den grønne biomasse bestående af græs og planter skal bruges til foder. Det samme gælder den blå biomasse, som er tang, alger og industrifisk. Så er der indvolde og skind, som også kan bruges til foder og til ingredienser i den farmaceutiske industri.

Gul og brun biomasse, altså halm, andre strå og træflis kan bruges til bioplastik, biofibermaterialer og diverse brændstoffer og kemikalier.

I bunden af hierakiet vil der være husdyrgødning og dybstrøelse og slam fra fra spildevandsanlæg, som kan bruges til biokul.

-Det er et område, der virkelig skal tænkes godt igennem. Der kommer til at blive kamp om biomassen i fremtiden, og man skal undgå at lave biokul af biomasse, der kan bruges højere oppe i værdikæden, siger Anne Arhnung

Gevinst yderste afsætningsled

På den økonomiske side ser hun et behov for at se på hvilke partnerskaber, der skal til. Der skal være industrier, som kan bygge pyrolyseanlæggene. Der skal samles viden om hvordan man udnytter biokullet optimalt – og den viden skal formidles, og der skal sikres finansiering.

– I CIP Fonden er det vores opgave at sætte alle disse interesser i spil og skabe et slags prospekt for en forretnings- og udrulningsplan. Vi er sat i verden for at handle, siger Anne Arhnung.

-Hele vejen rundt, vil der heldigvis være eksportmuligheder. Vi er på ingen måde alene, der bliver arbejdet med biokul i en lang række lande. Men vi er ret langt fremme, og uanset om det er designet af pyrolyseanlæg eller rådgivning til den enkelte landmand kan der være eksportmuligheder, uddyber hun.

Et mere klimavenligt landbrug står samtidig til at få langt større betydning for brandingen af de danske fødevarer på en række af de vigtigste eksportmarkeder, påpeger Anne Arhnung.

-For 30 år siden var fødevaresikkerheden helt afgørende. Når du købte dansk kød eller mælkeprodukter, vidste du, at det var mad, som du ikke blev syg af. Når der i dag står en kineser, japaner eller vietnameser ved køledisken, lægger de også mærke til klimaaftrykket. Den politiske retning for et CO2-neturalt samfund er sat i hele verden. På den måde kan hele projektet omkring biokul i sit perspektiv række helt ud i det yderste afsætningsled, siger hun.

Artiklen har oprindelig været bragt på CIP Fondens hjemmeside.