Er vores naturpolitik blot et dårligt teaterstykke?

Af Kommunikationsdirektør Christian Bogh, Hedeselskabet

Hvad er den væsentligste årsag til, at vi ikke allerede i dag har løst vores biodiversitets- og klimakrise? Det er der nok mange svar på, men én ting er sikkert – det er ikke, fordi vi ikke kender problemerne, eller hvad der skal til for at komme på rette vej igen. Det har vi gjort længe. 

Jeg havde fornøjelsen af at have en lille (bitte) finger med i spillet, da Vandmiljøplan II blev til i 1998 – en plan, der er lavet som en opfølgning på den første Vandmiljøplan fra 1987. Det er nu mere end et kvart århundrede og mange flere vandplaner senere – og vi snakker stadig om de samme problemer. Og havet dør stadig. Men heldigvis kan vi da lige diskutere det en ekstra gang med samme argumenter og så lige bestille en ny undersøgelse, der viser det samme eller blot genbesøge tidligere aftaler, som ikke virker efter hensigten.

Set udefra som virksomhed virker dette som et stort teaterstykke med de klassiske skurke og helte, men uden en lykkelig slutning. Et teaterstykke som blot bliver værre og værre, når man som virksomhed forsøger at gøre en forskel. Ét er, at diskussionerne i det politiske trækker ud og oftest munder ud i beslutninger, som ikke flytter ved problemet – det er slemt nok – men noget andet og næsten mere katastrofalt er, at den lovgivning og administration, der skal håndtere vores muligheder for at gøre en forskel, gør det præcist modsatte. 

Lad os dykke ned i de to problemstillinger med lidt eksempler. Vi begynder bagfra. 

Naturpolitik i stampe

I Hedeselskabet arbejder vi med naturen – det har vi gjort i 158 år. Så vi har prøvet lidt af hvert, og det betyder også, at vi kender til, hvordan lovgivningen har udviklet sig gennem årene. Desværre er naturpolitikken i Danmark bygget op omkring fastholdelse og bevaring. Det betyder, at den primære opgave for naturpolitikken er at sikre, at der ikke sker noget – hvilket kan virke godt tænkt, for så ødelægger vi da ikke mere natur. Desværre er resultatet det stik modsatte – for det betyder et stop for al handling og forandring, og er der noget, der er brug for, når vi taler fremme af biodiversitet, er det netop forandring. 

Vi skal ændre den måde, vi bruger naturen på. Vi skal genoprette minimum 30 pct. af de ødelagte økosystemer på land og i havet, jævnfør Kunming-Montreal aftalen. Det betyder også, at vi skal genskabe vandhuller, søer og åer og genudsætte større græsser som heste, køer og vildsvin, der både kan ændre vegetationen og rode op i bunddækket. Men det er ikke muligt, for så støder vi ind i fredningsvilkår, der kræver, at vi skal investere i udredninger, rapporter og ansøgninger for måske at kunne få den nødvendige dispensation fra Naturbeskyttelsesloven. 

Senest er vi stødt på den problemstilling i en af vores skove, hvor vi gerne vil genoprette den naturlige hydrologi ved at sløjfe et menneskeskabt vandhul, der i sin tid sandsynligvis er skabt for at drive andejagt. Desværre er det ikke muligt, da området gennem tid har skabt sin egen lille natur omkring vandhullet, og det er nu beskyttet. Vi kan derfor ikke genskabe den natur, vi er forpligtet til, og som er mere gavnlig for biodiversiteten end det kunstige vandhul uden at ansøge om en dispensation, som der ikke er nogen garanti for at opnå. 

Læs også: Vi skal lære at elske de mange ESG-slagsmål

Det er tid og penge, der kunne være brugt til at handle og skabe forandring, der kunne tilgodese naturen. Nu ender den investering på et skrivebord, hvor DJØF’er som undertegnede kan bruge tiden på at skrive og debattere med andre DJØF’er i styrelser og ministerier. I stedet kunne vi have brugt tiden på at igangsætte de handlinger, der er så afgørende for, at vi når vores fælles mål og redder naturen. 

Den videnskabelige sovepude

Når det handler om vores behov for undersøgelser, rapporter og møder, er vores sult uudtømmelig. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at faglighed og videnskab er vigtig – ja afgørende – for hvordan vi skal handle, men det må aldrig blive en sovepude eller en undskyldning for ikke at handle. Det er desværre sådan, det ser ud, når man kigger udefra. 

Det kan virke fuldstændigt tåbeligt, at vi har brug for endnu en undersøgelse, der skal bevise, at havet har det skidt. Det har vi vidst siden 1987 – og det ændrer nye undersøgelser, der viser det samme jo ikke på. Og hvorfor skal det have opsættende virkning på handlinger, som vi ved virker, at vi skal afvente en biodiversitetslov, der igen afventer et genbesøg af tidligere aftaler, som igen skal afvente en sideløbende trepartsforhandling? Som vi kender det politiske system, er der en overhængende risiko for, at dette tager længere tid end ønsket og forventet. Og så står vi igen i samme situation om et år – og i den mellemliggende periode er der intet sket – udover at naturen har det endnu ringere. 

Ingen tid til strid

Vi skal huske på, at netop disse forhandlinger og drøftelser i det politiske system, jo har en kæmpe indflydelse på, hvordan vi i det private erhvervsliv og vores kunder handler. For ingen ønsker at blive mødt af lovgivning med tilbagevirkende kraft eller af ny lovgivning, der gør, at det man har foretaget sig, skader ens fremtidige muligheder. Det betyder, at det hele står stille og mister tid. En tid vi ikke har mere af. For hver dag, der går, uden at vi gør noget anderledes, end det vi gør i dag, er en mistet mulighed, som vi ikke får igen.

Hvis vi skal finde en løsning på vores klima- og biodiversitetskriser (og energikrisen også), så er vi pinedød nødt til at finde fælles løsninger, hvor vi også ser bort fra gamle fjendskaber og grupperinger, som gør, at vi som automatreaktion ikke ønsker at gøre noget, som kunne hjælpe den anden. Det er som om, man vælger at sige, at det godt kan være, at løsningen er god for biodiversiteten eller klimaet, men det hjælper også dem, vi strides med til daglig – fagligt, politisk eller blot holdningsmæssigt – så den idé skal bare ikke føres ud i livet. Så hellere arbejde for en anden og måske dårligere løsning, for så hjælper vi da ikke vores modstandere.

Læs også: Kød- og mejerikoncerner kopierer oliebranchens lobbytricks i kamp mod klimaet

For at dette ændres, er der brug for en, der rækker hånden ud først. Og det gør vi i Hedeselskabet meget gerne.

Lad det være en opfordring til alle. Ræk hånden ud, også selvom det skulle føre til at hjælpe dem på den anden side af vejen. For uden handling her og nu er det for sent, og vi risikerer at sidde tilbage og konstatere, at vi måske har vundet vores egen kamp – men tabt det fælles slag. Lad ikke vores fælles natur blive et offer i et dårligt teaterstykke.