Vi skal lære at elske de mange ESG-slagsmål

Kommentar af Henrik Munksgaard, redaktør Sustain Report

Man skal ikke være konfliktsky, hvis man arbejder med ESG og bæredygtighed. For der er masser af slagsmål for tiden.

Et aktuelt eksempel er den armlægning, den socialdemokratiske social- og boligminister Pernille Rosenkratz-Theil har haft med de mange virksomheder fra byggebranchen, som slutter op om Reduction Roadmap initiativet.

Måske handler det om, at regeringens politiske logik tilsiger, at det ikke må gøre ondt på nogen

De over 600 virksomheder ville stramme klimakravene til nybyggeri markant. Ja, du læste rigtigt, der er massiv opbakning fra branchen selv til skrappere klimakrav. Enhver minister burde knibe sig i armen og glædes over, at det ikke er en drøm.

Der er opbakning fra de største rådgivende ingeniørfirmaer som Rambøll, Cowi og Sweco og store entreprenører som MT Højgaard og NCC for blot at nævne nogle få.

Men ministeren tøver og trænerer. 600 virksomheder kan åbenbart godt tage fejl af deres egen branche, synes Pernille Rosenkrantz-Theils holdning at være. Sidst i maj landede hun et forlig, der er noget mindre ambitiøst end det, de mange virksomheder i branchen ønskede.

Måske handler det om, at regeringens politiske logik tilsiger, at det ikke må gøre ondt på nogen. Og derfor skal barren ifølge regeringen ikke hæves over laveste fællesnævner. 

På den måde er det business-as-usual eller måske snarere business-as-before.

Fredsforstyrrer

Byggeriets egen DGNB-certificering er et godt eksempel. Det er uomtvisteligt, at DGNB har bidraget til at sætte bæredygtighed på byggebranchens agenda. Men det har også haft en omkostning, at man har fået mange med.

De mange DGNB-byggerier adskiller sig ikke markant fra andre byggerier. Det har simpelthen været forholdsvis let at leve op til DGNB-kravene. Som bæredygtighedschef i AP Ejendomme Morten Leen udtrykte det i et interview her på Sustain Report sidste år er DGNB ikke med til at løfte de bedste 10 procent. Kriterierne er snarere sat for at få 80 procent med.

Med lempelige krav har man bevaret konsensus i branchen, der i nogenlunde samlet flok har kunnet hylde hinanden som grønne. Hvis man ser på CO2-kravene i bygningsreglementet, har de været så lempelige, at det aldrig har været en en reel udfordring. Her er der trods alt fremskridt, også i det brede forlig som ministeren landene. Der er lagt op til løbende revision af klimakravene, så her kommer armlægningen til at fortsætte.

Læs også: Royal Unibrew praler med CO2-neutral vand – på den måde forbrugermyndigheder fraråder

Undervejs har Reduction Roadmap været en fredsforstyrrer. På den gode måde.

Nok har initiativtagerne og flere visionære byggeprojekter allerede vist, at en markant stramning af klimakravene er mulig, men det vil selvsagt blive svært for byggebranchens klimamæssige bagtrop. På den måde vil de skrappere krav, som Reduction Roadmap anbefaler, blive en game changer, der for alvor kan skubbe byggeriet på en grønnere kurs.

Også andre steder er der gang i slagsmålene, og det er vel at mærke ikke kun Greta Thunberg-typer mod Inger Støjberg-typer

Det vil blandt andet også gælde materialevalget, hvilket selvsagt får stor betydning for producenterne af byggematerialer. Nogle vil vinde, andre vil tabe. Måske er der i øvrigt her en forklaring på den socialdemokratiske træghed over for skrappere klimakrav – der er vist noget med en cementproducent, der hører hjemme i statsministerens valgkreds. 

Flere principielle slagsmål

Også andre steder er der gang i slagsmålene, og det er vel at mærke ikke kun Greta Thunberg-typer mod Inger Støjberg-typer. Det er aktører, som med god vilje kan siges at befinde sig på den miljø- og klimapolitiske midtbane, som er i infight.

I sidste uge kunne vi her på Sustain Report fortælle, at mærkningsordningen for grøn strøm bliver skrottet fra september. Der var for langt imellem Green Power Denmark og de øvrige <erhvervsorganisationerne på den ene side og Rådet for Grøn Omstilling og Forbrugerrådet Tænk på den anden side til at finde et kompromis om en revision af ordningen. 

Stridspunktet var, om mærkningsordningen også skulle omfatte ældre anlæg til vedvarende energiproduktion. Her mente forbrugerorganisationen, at hvis man brugte en aldersgrænse på 15 år, som erhvervsorganisationerne foreslog, så ville mærkningsordningen ikke reelt bidrage som et incitament til at etablere ny grøn elproduktion.

Danish Crown blev dømt for greenwashing i Landsretten, og slagterikoncernen opgav uden kamp, da Klimabevægelsen og Vegetarisk Forening ankede den del af sagen, hvor slagterikoncernen fik medhold.

Til rækken af slagsmål kan man føje Forbrugerrådet Tænks nylige anmeldelse af 11 virksomheder for greenwashing.

Kigger man ind i det sagskompleks, er der adskillige principielle emner. Mere – og især mindre – seriøse private mærkningsordninger, som bliver brugt til markedsføring med grønne plusord, er et af emnerne. Klimakompensering som afsæt for påstande om CO2-neutralitet et andet.

Grønne krav er også nye muligheder

Og så er der kampen om CSRD. Her stemte den borgerlige opposition i Folketinget flankeret af Enhedslisten imod implementeringen af det centrale EU-direktiv i dansk lovgivning.

I vores danske konsensuskultur kan man nemt blive forskrækket over slagsmålene. Skrækscenariet er USA, hvor en række republikanske stater er gået til kamp mod det, de kalder “woke-kapitalisme”. ESG er blevet en af kamppladserne i det splittede land. Men derhenne er vi heldigvis ikke.

Parterne omkring bordet, der forhandlede mærkningsordningen for grøn strøm, ønsker alle en grøn omstilling af energisektoren. Nok er der organisationer, som plejer egeninteresser, men alle argumenterer trods alt ud fra en præmis om, at en mærkningsordning skal fungere som et incitament for opstillingen af ny grøn energiproduktion.

Vi skal være glade for slagsmålene, faktisk lidt stolte af dem. For de viser at arbejdet med at stille krav, der kan gøre produktion og forbrug mindre klima- og miljøbelastende, er nået derhen, hvor det faktisk begynder at gøre ondt på de virksomheder og brancher, som ikke er fremme i den grønne sko.

Lovkrav og mærkningsordninger skal gøre en reel forskel og ikke være så vattede, at det tenderer et afkrydsningsskema med flueben, hvor alle kan få duelighedsmærket blot ved at udfylde skemaet.

Læs også: Norsk fødevaregigant vildleder om bæredygtigt fiskeri med privat certificering

Nu er det ikke længere nok med papklodser med SDG-mål i virksomhedens reception og direktører med den lille SDG-nål i jakkereversen. Det er faktisk lige før, det er lidt kikset.

Der er masser af virksomheder, som bygger videre på en årelang ansvarlig tradition, ligesom der er iværksættervirksomheder og fællesskaber, som skubber de grønne ambitioner foran sig. 

Der er også virksomheder, hvor miljø, klima og bæredygtighed er blevet født som en markedsføringsgimmick. Fred være med det. Hvis blot disse virksomheder undervejs har vokset sig mere modne og i dag leverer produkter og produktion med et reelt grønt og veldokumenteret afsæt.

Personligt er jeg lidt ligeglad med, om virksomheder er drevet af idealistiske mål, eller om der er tale om kælderkold kapitalisme, hvor drivkraften alene er, at man kan se et marked i miljø og klima. Det vigtigste er resultaterne.

Vi skal være indstillet på at tage slagsmålene. I en sund markedsøkonomi er det et vilkår, at de virksomheder, som ikke formår at omstille sig til nye produktionsformer og nye kundebehov, bukker under.

Vi kommer de kommende år også til at se masser af slagsmål mellem pragmatikere og idealister. Der er ingen grund til at betvivle intentionerne hos nogle af parterne, det er i høj grad dynamikken i dette krydsfelt, som skaber fremdrift. Vi skal bare samtidig huske, at når der er brancher og virksomheder, som bliver presset af klima- og miljøkrav, er der også muligheder for nye virksomheder og ny forretning for andre.