Af Christian Fromberg, kampagneleder i Greenpeace, Kolja Dahlin, demokratirådgiver i We Do Democracy, og Anna Bjerre Johansen, politisk rådgiver i Alternativet.
Klimarådet har talt. Danmarks klimaindsats “anskueliggør ikke længere, at 70-procentsmålet i 2030 nås.”
Vi har vidst det længe. Udbygningen af vedvarende energi er gået i stå. Energiø Bornholm, regeringens store grønne prestigeprojekt, er kraftigt fordyret og forsinket. CO₂-fangst og -lagring leverer færre reduktioner end lovet. Biogasanlæggene fosser metan ud i atmosfæren, mens de modtager milliardstøtte. Bovaer, det kemiske mirakelstof, der skulle gøre den danske ko klimavenlig, er gjort frivilligt, efter køer kollapsede og måtte aflives. Og naboerne pyrolyseprojektet i Vrå – det første flagskib for en lovende teknologi – klager over alvorlige fysiske symptomer.
Hele Danmarks klimapolitik har været bygget på teknologier, der skulle levere en gang i fremtiden. Nu hvor fremtiden er ved at indfinde sig, viser det sig igen og igen, at tech-fix omstillingen ikke leverer.
Korthuset er faldet.
Men inden vi begynder at diskutere, hvilke nye kort vi skal bygge med, er det værd at spørge: Hvem byggede egentlig dette korthus? Og hvorfor byggede de det sådan?
Det er let at kritisere de mislykkede teknologisatsninger nu, hvor de har fejlet. Sværere – og vigtigere – er det at forstå, hvorfor dansk klimapolitik konsekvent har valgt netop denne tilgang. Hvorfor er ni ud af ti klimatiltag støttepuljer til teknologier i industrien? Hvorfor er omstillingen bygget, så den slet ikke kan mærkes af de erhverv, der forurener mest?
Svaret handler om magt.
Dansk klimapolitik er ikke bare udtryk for politikernes valg. Den er resultatet af et system, hvor erhvervsinteresser med ressourcer til lobbyister, analyser og mediekampagner har uhyre stor adgang til at forme, hvad der overhovedet er muligt at beslutte. Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer sidder med i rådene, nævnene og udvalgene. De leverer den tekniske ekspertise, som tidspressede politikere ikke selv kan tilegne sig. De finansierer tænketanke, der producerer de argumenter, der passer til deres interesser. Og de rasler med truslen om tabte arbejdspladser, hvis politikken bliver for ambitiøs.
Resultatet er en klimapolitik, der på overfladen er fuld af ambitioner og grønne ord, men som i maskinrummet er skræddersyet til ikke at gøre for ondt på dem, der forurener mest.
En politik uden tabere, der kun producerer tabere
Regeringens klimastrategi har hvilt på én grundpræmis: Den grønne omstilling må ikke have tabere. Aalborg Portland skal stadig kunne producere cement. Landbruget skal stadig have verdens højeste kødproduktion per indbygger. Vi skal stadig kunne flyve på ferie. Vi skal bare gøre det hele lidt grønnere.
Det lyder appellerende. Men det er en illusion.
For nu viser det sig, at de “grønne” løsninger ikke virker som lovet. Og dem, der betaler prisen, er ikke de store virksomheder. Det er i stedet den brede befolkning, som finansierer milliarderne i tilskudspuljer, og som i stigende grad møder klimaforandringernes konsekvenser.
Dem, der tjener penge på den grønne omstilling, er dem, der ejer de store virksomheder. Dem, der betaler regningen, er alle os andre. Og vi nærmer os hurtigere og hurtigere en 2030-deadline, som vi ikke er på vej til at nå.
Er det et væddemål, vi har lyst til at fortsætte med?
Hvad der faktisk skal til
FN’s klimapanel har sagt det i årevis: Effektivisering kan ikke stå alene. Vi har brug for tiltag, der bade forgrønner vores eksisterende forbrug, men også tiltag der omlægger og reducerer klimabelastende forbrug og produktion.
Det betyder et langt mere plantebaseret landbrug. Det betyder CO₂-afgifter, der reelt rammer de forurenende aktiviteter. Det betyder stop for bundtrawl i de danske farvande.
Det kræver en ærlig diskussion om, hvem der egentlig sidder for bordenden, når klimapolitikken forhandles.
Klimarådets rapport er en advarsel om, at vi har spildt fem år på at bygge et korthus, og at vi nu er nødt til at bygge noget, der kan holde til virkeligheden.
Det kræver politisk mod til at gøre op med de interesser, der har bygget det gamle hus.
