Når Helena Broadbridge som rådgiver i Deloitte forsøger at rykke på virksomheders indsats omkring bæredygtighed, så er det i bund og grund forandringsledelse, hun arbejder med, forklarer hun.
– Jeg arbejder ihærdigt på at synliggøre overfor erhvervsledere, at vi alle kan og bør træde endnu stærkere ind i kampen for at skabe en mere social retfærdig og grøn verden, og det kræver, at vi tænker og handler anderledes, end vi gør i dag, fortæller hun.
Til tider kan den store passion for arbejdet og agendaen også skabe frustration hos rådgiveren.
Jeg prøver at være realistisk, men jeg bliver også virkelig skuffet nogle gange over manglen på synlig og målbar fremdrift.
Helena Broadbridge
– Jeg bliver lidt provokeret af virksomheder, der i min optik nøler for meget. Jeg tror, at mange rådgivere i bæredygtighed arbejder i spændingsfeltet mellem at være tålmodig og at være utålmodig – jeg prøver at være realistisk, men jeg bliver også virkelig skuffet nogle gange over manglen på synlig og målbar fremdrift fra virksomheder, understreger hun.
Når hun skal fortælle om sit arbejde, fremhæver hun sit team af rådgivere og revisorer i Deloitte, som ifølge Helena Broadbridge udgør den perfekte kombination af forskellige kompetencer.
– Jeg har tidligere haft min egen konsulentvirksomhed, hvilket også var super spændende og givende, men jeg var jo kun mig selv – i dag kan jeg levere på en helt anden skala, og det er meget motiverende, fastslår hun.
Årtiers ekspertise trækker kunderne med
Som antropolog, rådgiver, Deloitte-partner og menneske har Helena Broadbridge dedikeret sit liv til arbejdet med bæredygtighed. Hun har været med fra begrebets spæde start og til sin glæde at se det vokse sig til at blive en uundgåelig realitet for virksomheder.
Hendes blik er fast rettet mod den private sektor og de private kapitalstrømme, som ikke blot bærer et ansvar, men som også rummer store muligheder for at skabe bæredygtig forandring.
Gennem hendes karriere har hun opbygget mere end 20 års international erfaring i at hjælpe virksomheder med deres ESG-arbejde og rapportering, hun optræder som internationalt anerkendt ekspert i rapportering om bæredygtighed og er netop indtrådt i bestyrelsen for Global Reporting Initiative (GRI), som er den organisation, der udsteder verdens mest anvendte standarder for rapportering om bæredygtighed.
Selv om hun både har gjort karriere i Deloitte og som selvstændig rådgiver, har hun haft kunder, der er fulgt med hende, uanset hvor hendes kontorstol var placeret.
En oversætter for lederne
På få år har dialogen med mange af de virksomheder, Helena Broadbridge arbejder med, taget en anden drejning. Nu er der en omfattende regulering på plads, som kommer til at ændre den måde, mange virksomheder tilgår bæredygtighed og redegørelse for resultaterne.
– Der bliver nu stillet nye krav til en CEO eller CFO eller bestyrelse, som for mange er kommet lidt bag på dem, forklarer Helena Broadbridge.
Læs også: Globetrotter vil oversætte ESG til virksomheders hverdag
Derfor ligger der en stor opgave foran dem med at forstå det store ledelsesansvar, som de har i den bæredygtige omstilling.
– Vores opgave som rådgivere er at blive endnu bedre til at oversætte de store begreber indenfor bæredygtighed og konkretisere handlingsmulighederne, så det fremmer ledernes forståelse og grundlag for at kunne træffe store beslutninger, der måske får markante konsekvenser for forretningen, vurderer hun.
En historisk sejr: “Deloitte refunds” for fair løn
Helena Broadbridges arbejdsliv har budt på hårdt arbejde, som heldigvis har ledt til mange højdepunkter.
– Jeg har udfordret mig selv til at påtage forskellige ansvar, hvor andre heldigvis ikke har tvivlet på mine evner, men hvor jeg nogle gange selv har skullet mærke ordentligt efter, om jeg nu også ville eller turde det, forklarer hun.
Hun fremhæver nogle af de opgaver, kunder har stillet hende, hvor sejren har bundet i en følelse af retfærdighed. En af dem er tilbage i 2015, da hun stod i spidsen for en række audits af udenlandske arbejdere på danske byggepladser, hvor hun i samarbejde med teamet afslørede markante brud på arbejdstagerrettigheder.
Vi har et hidtil uset momentum og mulighed for at præge de beslutninger og investeringer, der skal på bordet
Helena Broadbridge
– Det endte i den største danske voldgiftssag nogensinde, hvorefter arbejderne fik udbetalt deres berettigede løn. Da vi så deres næste lønsedler, stod der ’Deloitte refund’ ud for deres udbetalinger. Det var en stor sejr i min verden, som hele teamet virkelig havde knoklet for.
Helena Broadbridge samler ikke som sådan på nederlag, men forklarer, at hun da har haft et par opgaver, der af forskellige årsager er løbet af sporet.
– Det var i sidste ende mit ansvar, så det var også mig der skulle rydde op. Sådan er det bare. Dyb indånding og op på hesten igen, lyder hendes råd til den slags situationer.
En plads ved beslutningsbordet åbner døre
Spørger man Helena Broadbridge, hvad de tre bedste ting ved hendes branche er, så peger hun først og fremmest på, at revisorer og rådgivere har en kæmpestor rolle at spille med at få tillid, gennemsigtighed og ordentlighed på plads, så de kan accelerere den bæredygtige omstilling.
Hun forklarer desuden, at vi befinder os i en helt særlig tid lige nu, hvor det aldrig har været mere spændende at være en del af branchen.
– Vi har et hidtil uset momentum og mulighed for at præge de beslutninger og investeringer, der skal på bordet nu for at sikre den nødvendige handling, pointerer hun.
Læs også: De unge forandringsagenter vil udfordre virksomheders interne bæredygtighed
Dernæst ser hun det som et stort privilegium at diskutere bæredygtig forretning med toppen af nordisk eller europæisk erhvervsliv.
– Jeg får adgang til indersiden og bliver inviteret til at tale dem igennem de udfordringer og dilemmaer, som de står overfor og støtte dem i at træffe store beslutninger, der forhåbentlig resulterer i gevinst for bæredygtighed, forklarer hun og understreger, at det også er lærerigt for hende.
Nøglen til succes som rådgiver
Til sidst fremhæver hun bredden ved sit arbejde, som kommer til udtryk ved, at hun rådgiver globalt og på tværs af brancher. Foruden sit arbejde i Deloitte er hun blandt andet trådt ind i bestyrelsen i Global Reporting Initiative (GRI).
– At sidde med ved det bord lige nu, hvor der sker nogle tektoniske skift i det globale landskab for bæredygtighedsrapportering, og kunne bidrage med mit perspektiv, er en spændende opgave og ansvar, understreger hun.
Læs også: Seniorjurist vil sætte greenwashere skakmat
Det kræver noget ekstra at nå dertil.
Gennem årene har Helena Broadbridge mødt utallige dygtige rådgivere. Men dem, der virkelig skiller sig ud, er dem som udstråler empati og vækker tillid lige fra start. Helena Broadbridge forklarer, at man kan være nok så god til at præsentere data eller eksekvere en projektplan, men at nøglen til at være virkelig dygtig, ligger i at lytte til de ting, kunder ikke nødvendigvis siger højt.
– Jeg mener, at evnen til at leve sig ind i kundens situation og have indføling med deres behov, er en klar styrke som professionel rådgiver. De rådgivere, der formår at møde op med en koncentreret og lyttende opmærksomhed, samtidig med at de leverer knivskarp og handlekraftig indsigt, de er gode repræsentanter for branchen, fastslår hun.
Forsiden lige nu:
Stjerneforsker: Myten om det frie marked har bremset klimahandling
MARKEDSIDEOLOGI. Behovet for klimahandling er veldokumenteret. Men fortællingen om det frie marked som garant for frihed og velstand har stået i vejen for klimapolitikken, siger Harvard-professor Naomi Oreskes.
Ny miljøstandard skal gøre grøn dokumentation lettere for virksomheder
MILJØLEDELSE. Verdens mest anvendte standard for miljøledelse er kommet i en ny udgave. Ifølge Dansk Standard, som udvikler, udgiver og formidler standarder i Danmark, skal den gøre det lettere for virksomheder at arbejde systematisk med miljø og dokumentere indsatsen over for kunder, investorer og myndigheder.
“Historisk” – DSV indgår stor aftale om grønt brændstof med Microsoft og United Airlines
LUFTFRAGT. Danske DSV har indgået en aftale med Microsoft, United Airlines og Phillips 66 om bæredygtigt flybrændstof. Aftalen omfatter op til 41,6 millioner liter brændstof og skal ifølge selskaberne reducere udledningerne med omkring 100.000 ton sammenlignet med almindeligt jetbrændstof.
Seneste artikler:
En grøn, sikker og konkurrencedygtig fremtid kræver målrettet forskning
DEBAT. Europa står i en sikkerheds- og forsyningspolitisk skæbnestund. Det er derfor positivt, at aftalen om 19 milliarder kroner til forskning og innovation sætter fokus på både grøn omstilling og energisikkerhed. Men netop i en tid, hvor uafhængighed og robusthed er afgørende, er det bekymrende, at bevillingerne til EUDP fortsat falder.
Coloplasts klima-retræte er dybt foruroligende
KOMMENTAR. Coloplasts retræte fra sit klimamål er et symptom på et bredere tilbageslag for klimaet. Og et varsel om, hvad der kan ske, hvis ansvarligheden forsvinder i toppen af dansk og internationalt erhvervsliv.
Nemlig.com hædres med vegetar-pris for andet år i træk
DETAIL. Nemlig.com fastholder sin grønne føretrøje, mens Dansk Vegetarisk Forening peger på en detailbranche i bevægelse mod flere plantebaserede varer.
Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.





















