Connect with us

Hi, what are you looking for?

Sustain ReportSustain Report

Debat

SF: Takket være EU-lovgivning er det slut med at pynte sig med lånte grønne fjer 

EUROPAVALG. Bæredygtighedsrapportering og grønne direktiver er en konkurrencefordel for virksomheder, der har taget det til sig og samtidig et våben mod greenwashing. For EP-spidskandidat Kira Marie Peter-Hansen (F) er grønne retningslinjer som disse politikernes opgave.

Bæredygtighedsdirektiverne giver både forbrugerne, offentlige myndigheder og de finansielle markeder mulighed for at se hvilke virksomheder, som rent faktisk har grønne og sociale initiativer, og det er initiativer som disse Kira Marie Peter-Hansen (F) ser som sin opgave. Foto: European Parliament

Af Kira Marie Peter-Hansen, spidskandidat til Europaparlamentsvalget, SF

Til nytår trådte EU’s Corporate Sustainability Reporting-direktiv i kraft og dette forår blev Green Claims-direktivet vedtaget. Direktiverne er helt centrale våben i kampen mod greenwashing og vildledende virksomheder. 

De findes overalt. Når du handler ind i supermarkedet, bestiller en flybillet eller shopper tøj. De små, grønne mærkater og stemplinger med ord som ”grøn”, ”bæredygtig”, ”CO2-neutral” eller ligefrem ”klimavenlig”. 

Men det er ofte for godt til at være sandt. Rigtig mange virksomheder pynter nemlig på sandheden. 

EUROPAVALG: Kandidaterne har ordet

EU er en afgørende drivkraft i den grønne omstilling. CSRD, Due-diligence, energieffektivitet, Green Claims, Ecodesign. Mængden af EU-lovgivningen under EU Green Deal har været massiv de seneste fem år. Det har sat helt nye rammevilkår for danske virksomheder.

På Sustain Report har vi i begyndelsen af 2024 givet ordet til en række forskellige virksomheder og brancheorganisationer i forbindelse med det kommende Europaparlamentsvalg i debatserien EU – hvad nu? De har ridset deres forventninger og ønskescenarier op, for hvad de forventer fra de kommende europaparlamentarikere, når det gælder reguleringen af virksomhedernes arbejde med bæredygtighed.

Nu skal politikerne have samme mulighed. Både for at svare på virksomhedernes og brancheorganisationernes ønsker og for at præsentere, hvad de finder allermest væsentligt på bæredygtighedsagendaen i den kommende periode. 

På tværs af brancher er mere end 50 pct. af alle de grønne påstande, som fremsættes i EU, vildledende, ubegrundede eller udokumenterede ifølge EU-Kommissionen. 

Det er vores opgave som politikere at sørge for, at de spejder i en grøn retning

Det kan være, når flyselskaber påstår, at de flyver med bæredygtigt brændstof. Eller når tøjmærket Planet Nusa hævder, at deres sportstøj er ”planet-friendly”. Eller når webshoppen Zalando laver sine egne stempler for at være grøn og bæredygtig. Og når Danish Crown sælger ”klimakontrolleret gris” og påstår, at ”dansk gris er mere klimavenlig, end du tror.” 

Det er greenwashing, og det er et gevaldigt benspænd for den grønne omstilling. 

Læs også: Blå partier går kontra på erhvervsorganisationer og stemmer imod dansk CSRD-implementering

For greenwashing underminerer og udnytter forbrugernes tillid, reducerer incitamentet til ægte bæredygtighedsindsatser og skaber unfair konkurrence over for de virksomheder, som rent faktisk gør en indsats for at reducere deres udledninger. Hidtil har det været stort set umuligt at skelne mellem de produkter, som blot påstår, at de er grønne og de produkter, som rent faktisk er det. 

Men de nye EU-direktiver om bæredygtighedsrapportering og grøn markedsføring sikrer nu os forbrugere mod virksomheders greenwashing. 

Forandring kommer ikke af sig selv 

I år trådte EU’s bæredygtighedsrapporteringsdirektiv, Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD), i kraft. Direktivet forpligter de største virksomheder i EU til at offentliggøre deres klimaaftryk og ambitioner for at mindske deres CO2-udledning.

Samtidig vedtog EU direktivet om grøn markedsføring, Green Claims-direktivet, dette forår, som skal forhindre usande påstande om bæredygtighed og klimavenlige produkter og ydelser. De to direktiver er blandt de hidtil stærkeste våben i kampen mod greenwashing og uigennemsigtige virksomheder, der snyder på vægten. 

Det betyder, at virksomheder nu skal rapportere deres bæredygtighedsparametre på en ensartet måde, og det sikrer en mere retfærdig konkurrence.

For de grønne forandringer i erhvervslivet kommer ikke af sig selv, og det er vores opgave som politikere at sørge for, at de spejder i en grøn retning. Og erhvervslivet hungrer efter initiativer og løsninger. 

Derfor er bæredygtighedsdirektiverne vigtige skridt. Det giver både forbrugerne, offentlige myndigheder og de finansielle markeder mulighed for at se hvilke virksomheder, som rent faktisk har grønne og sociale initiativer. 

Det kommer utvivlsomt til at flytte både fokus og investeringer i en grønnere retning, skabe incitament til at udvikle bæredygtige løsninger og stille virksomhederne til ansvar for deres klimaaftryk. 

Et fælles europæisk sprog for grøn og social rapportering 

Særligt bæredygtighedsrapporteringsdirektivet har gjort virksomhedernes tilværelse nemmere, da det har harmoniseret tidligere lovgivning. 

Lovgivningen har nemlig åbnet døren for enklere og mere sammenlignelig bæredygtighedsrapportering. For med direktivet følger også en række standarder, som virksomheder skal overholde, når de rapporterer om deres grønne initiativer og ambitioner. Det skaber et fælles europæisk sprog for grøn og social rapportering. 

Læs også: C: Europas fremtidige klimapolitik handler om energi og forsyningssikkerhed

Det betyder, at virksomheder nu skal rapportere deres bæredygtighedsparametre på en ensartet måde, og det sikrer en mere retfærdig konkurrence. Det er til gavn for alle, uden tvivl. Men det ærlige og transparente rapporteringsmiljø giver også en konkurrencefordel for de mange virksomheder, der allerede tager grønne initativer, men som møder hård konkurrence fra virksomheder, som påstår de er grønne uden at være det.

Forsiden lige nu:

Topchefer får sværere ved at få fuld ESG-bonus

BONUS. Virksomhederne går i stigende grad væk fra brede ESG-formuleringer i ledelsens bonusordninger og over mod mere konkrete og målbare krav. Det betyder, at færre topchefer får den fulde bonus udbetalt. Ifølge forskningschef Christina Kjær er det et tegn på, at området er ved at modne.

Dansk virksomhed vokser i takt med skærpede klimakrav

SKIBSFART. Den danske virksomhed Green Instruments løftede både bruttofortjeneste og indtjening med flere millioner i 2025. Bag fremgangen ligger et marked, hvor nye krav gør måling, service og compliance til en voksende forretning.

Seneste artikler:

En grøn, sikker og konkurrencedygtig fremtid kræver målrettet forskning 

DEBAT. Europa står i en sikkerheds- og forsyningspolitisk skæbnestund. Det er derfor positivt, at aftalen om 19 milliarder kroner til forskning og innovation sætter fokus på både grøn omstilling og energisikkerhed. Men netop i en tid, hvor uafhængighed og robusthed er afgørende, er det bekymrende, at bevillingerne til EUDP fortsat falder.

Coloplasts klima-retræte er dybt foruroligende

KOMMENTAR. Coloplasts retræte fra sit klimamål er et symptom på et bredere tilbageslag for klimaet. Og et varsel om, hvad der kan ske, hvis ansvarligheden forsvinder i toppen af dansk og internationalt erhvervsliv.

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.

Discover more from Sustain Report

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading