Connect with us

Hi, what are you looking for?

Sustain ReportSustain Report

Nyheder

Verdensmål får Syddansk Universitet ud i landet

SDU satser på Verdensmålene. – Det har givet os et fælles sprog, siger leder af SDG HUB.

SDU arbejder strategisk med alle 17 Verdensmål. Foto: iStock

Der er 17 arbejdsdage, til juleferien begynder. Og 17 Verdensmål. Det kalder vist på en julekalender!

Hos Sustain Report og Science Report har vi i december således valgt at sætte fokus på FN’s Verdensmål – ikke mindst for at komme nærmere, hvordan I, vores læsere, kan bruge dem i praksis på jeres arbejdspladser. Vi taler derfor med en række interessante danske virksomheder og forskningsinstitutioner om deres arbejde med Verdensmålene.

Så velkommen til vores Verdensmålsjulekalender, hvor der bag anden låge gemmer sig:

Syddansk Universitet

I 2019 gjorde Syddansk Universitet bæredygtighed til en bærende del af deres strategi og blev Danmarks første erklærede Verdensmålsuniversitet.

Det skabte en del opmærksomhed, men ifølge Flemming Bridal Rasmussen, chefrådgiver i Rektorsekretariatet og leder af SDG HUB’en, var det i høj grad en forlængelse af det, de i forvejen arbejdede med på SDU.

– Som universitet ser vi det som vores opgave at bidrage med løsninger på store samfundsudfordringer. Og ser vi på de udfordringer, der gemmer sig bag Verdensmålene, var mange af områderne nogle, som forskningsmiljøerne allerede var optaget af, siger han.

– Så dét, der skete i 2019, var i høj grad en strategisk formulering af dét, der i forvejen foregik på universitetet – men selvfølgelig også en ambition om at løfte det ind i fremtiden.

Har sat samarbejde på dagsordenen

Ifølge Flemming Bridal Rasmussen har det indtil videre givet både ledelsen og medarbejderne på universitetet en større erkendelse af, at de udfordringer, som Verdensmålene repræsenterer, kun kan løses på tværs fakulteter og discipliner – og sammen med andre universiteter og verden uden for SDU’s mure.  

– Vores arbejde med Verdensmålene handler i høj grad om at finde ud af, hvordan vi får skabt de bedst mulige rammer for at få det samarbejde til at flyde bedre, end det har gjort tidligere.

Flemming Bridal Rasmussen leder SDU’s SDG Hub. Foto: PR

– Det er ikke fordi, SDU eller de andre danske universiteter ikke har haft fokus på eget ressourceforbrug og energioptimering, men den her ramme, Verdensmålene udgør, betyder, at vi taler mere om, hvordan vi kan være bæredygtige.

De mange samtaler har også betydet, at de er blevet bragt mere sammen som organisation, fortæller Flemming Bridal Rasmussen:

– Det at lave et klimaregnskab, eksempelvis, for et universitet er en forholdsvis kompleks ting. Men der sker det, at man får øje på alle de forskningsmiljøer, vi har, og hvordan de kan bidrage. Og det har afstedkommet en hel del samarbejder mellem vores forskere og vores praktikere. På den måde bliver vores forskellige miljøer på universitetet mere forbundet på kryds og tværs.  

Et levende laboratorium

For at skabe de bedste rammer for bæredygtighedssamarbejdet arbejder SDU med at gøre universitetet til et levende laboratorium, så forskere og studerende kan bruge universitetets arealer til at eksperimentere med løsninger, men også til at skabe rum, der kan sætte samtaler i gang på tværs.

– Den klimahave, vores studerende har skabt, er et godt eksempel på, hvordan universitetet kan være et levende laboratorium, der kan sætte nogle anderledes samtaler i gang om for eksempel klimadagsordenen, siger Flemming Bridal Rasmussen.

Klimahaven er både en helt konkret nyttehave, men den fungerer også som et fællesskab, hvor studerende, ansatte og forskere på ”tværs af studier og uddannelser kan mødes og udveksle idéer og tanker” om klimaproblematikker og bæredygtighed.

Klima, køn og jura

Hvor mange virksomheder og organisationer udvælger ét eller flere af FN’s bæredygtighedsmål, arbejder SDU strategisk med alle 17 Verdensmål.

– Noget af det, vi gjorde en dyd ud af i 2019, var faktisk at sige, at der ikke er noget verdensmål, der er vigtigere end de andre, siger Flemming Bridal Rasmussen og fortsætter:

– Det er klart, at når man har en prorektor, som er klimaforsker (professor Sebastian H. Mernild, red.), får klimamålet en del opmærksomhed i øjeblikket – men måske er det også nødvendigt, ikke mindst når man læser FN’s nyeste klimarapport.

Læs også: Internationalt anerkendt klimaforsker er ny prorektor på SDU

Derudover oprettede SDU i maj måned et nyt Center for Køn og Diversitet, som samler kulturforskere og samfundsaktører om at skabe ny viden og løsninger på området. Det er det første kønsforskningscenter i Danmark, der arbejder med Verdensmålene.

I februar 2022 åbner SDU officielt for Center for Law, Sustainability and Justice, hvor afsættet for forskning i juridiske aspekter i forhold til Verdensmålene bliver Verdensmål 16 (fred, retfærdighed og stærke institutioner).   

– Sådan er der initiativer, der skyder op, som har rødder i de forskellige miljøer på SDU, siger Flemming Bridal Rasmussen.

Et fælles sprog

Hvad har det konkret betydet for SDU som universitet, at I arbejder med Verdensmålene? 

– Nu bliver man en lille smule verdensmålsnørd, når man sidder i min stol, men jeg synes, at vi har fået et fælles sprog, som gør, at vi bedre kan tale sammen på tværs af områder, uanset om man arbejder med forskning eller driften. Det binder os mere sammen, siger Flemming Bridal Rasmussen.

– Der er stadig en mangfoldighed i forskningen. Men vi er blevet knyttet tættere sammen som universitet af den her fælles dagsorden, fortsætter han.

Hvad håber I, at det vil det betyde for fremtiden (SDU’s – eller sågar planetens), at I arbejder med Verdensmålene? 

– Vi håber da, at det har en positive betydning for planeten, at vi får bragt al den her viden i spil i forhold til de forskellige Verdensmål. På klimaområdet kan vi eksempelvis se, at der i høj grad bliver lyttet til forskningen. Det ultimative er jo, at den viden, vi skaber, bliver brugt, selv om vi har stor respekt for, at det er politikerne, der skal tage beslutningerne.

– I takt med at kommuner og store virksomheder, men også SMV’erne begynder at tage den her dagsorden til sig, så kan vi som et regionalt universitet spille en stor rolle, fordi der kan opstå samarbejder mellem os og det omkringliggende samfund.

Læs også: Arbejdet med Verdensmål er uafhængigt af bundlinjen

Det kan eksempelvis være, at SDU-forskere hjælper SMV’er med at øge deres arbejde med bæredygtighed eller at rådgive kommuner om klimaplaner.  

– Det er ikke som sådan noget nyt i organisationen, men der er kommet en dagsorden med Verdensmålene, som opleves enormt meningsfuld, og som har revitaliseret de samarbejdsfora, som forskerne også indgik i før 2019, siger Flemming Bridal Rasmussen.

Flere stiplede linjer mellem SDU og omverdenen

Hvis vi ser ind i jeres arbejde med Verdensmålene i 2022, hvor kigger I så hen?

– Vi håber, at vi inden længe kan åbne vores nye klimacenter, hvor vi samler forskere på tværs af forskellige fakulteter. Jeg tror, at de fleste efterhånden har erkendt, at vi mennesker står bag mange af årsagerne til klimaudfordringerne, og vi skal helt sikkert arbejde på tekniske løsninger – men vi kommer nok også til at skulle ændre adfærd, hvis vi skal nå i mål, så vi har også brug for en meget stor humanistisk og samfundsvidenskabelig indsats.

Det, at tænke på tværs, giver nogle andre styrker. Det gælder også for de studerende, påpeger Flemming Bridal Rasmussen.

– Vi kommer til at kigge endnu mere ind i, hvad det er for kompetencer vores studerende ideelt set skal komme ud med i forhold til at bidrage til den bæredygtige omstilling.  

Til sommer opretter SDU eksempelvis et bæredygtighedsakademi sammen med Kolding Kommune, hvor 30 studerende kobles på bæredygtighedsarbejdet i kommunen.

– Vores studerende kommer med meget stærke faglige indsigter, men det at skulle navigere i et rigtig setup i en kommunen er en spændende øvebane. Det er et eksempel på, hvordan vi prøver at lave nogle mere stiplede linjer mellem universitetet og omverdenen, siger Flemming Bridal Rasmussen.  

Kønforskningscentret,  Center for Law, Sustainability and Justice, det kommende klimacenter og det kommunale samarbejde er alle eksempler på, hvordan SDU eksperimenterer med at organisere samarbejdet omkring at løse de store samfundsudfordringer. – Det kommer vi til at se mere af i fremtiden. Vi vil tegne endnu flere stiplede linjer og eksperimentere med nye samarbejdsmodeller, som vi ikke kender i dag, slutter Flemming Bridal Rasmussen.

Jul i Verdensmålenes tegn

Det’ jul, det’ kool – og gennem hele december dykker Sustain Report og Science Report ned i, hvordan de store danske virksomheder og forskningsinstitutioner arbejder med FN’s 17 Verdensmål.

Her kan du se, hvem der har medvirket indtil nu.

1. FLSchmidt

2. Syddansk Universitet

3. LB Forsikring

4. VIA University College

5. Carlsberg

6. Grundfos

7. Danfoss

8. Lego

9. Aalborg Universitet

10. Chr. Hansen

11. Bang & Olufsen

12. Novozymes

13. Demant

14. Roskilde Universitet

15. Danmarks Tekniske Universitet

16. Better Energy

Forsiden lige nu:

Et kilo status på verdensmålene, tak

Steen Hildebrandt har føjet endnu en bog til sit imponerende forfatterværk. Bogen gør status over verdensmålenes udvikling i Danmark, nu hvor vi er halvvejs mod 2030. Desværre er vi ikke halvvejs i mål, men vi kan nå i mål, hvis vi er villige til at tage verdensmålene seriøst.

Seneste artikler:

Skævvredne data gør os mindre robuste over for klimaforandringer

Et nyt studie fra SDU viser, at vi har et skævvredet billede af verdens plantedata, fordi den fortrinsvis er indsamlet i og af rige lande, hvilket gør os mindre modstandsdygtige over for klimaforandringernes effekter. Det er et eksempel på et større problem med en strukturel, global ulighed akademia, mener forskere fra DIIS.

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.