Kommentar af Mia Heide, Ph.D.-studerende i bæredygtigt byggeri, Niras og DTU
I disse dage tales der meget om de nye krav til livscyklusvurderinger for alle større bygninger og de tilhørende krav til et loft for CO2-udledningerne. Da det er lige om lidt – til nytår – at kravene træder i kraft.
Som ung livscyklusingeniør kan jeg jo kun være positivt indstillet overfor sådan en udvikling indenfor LCA-området og byggeri.
Og dog.
Jeg følger en trang til at hejse et flag, råbe højt og vifte med armene over den tilgang, der er valgt til klimamålsætningen.
Kravet om LCA dækker alle bygninger over 1000 kvadratmeter. Kravet til CO2-udledninger bliver i en periode frem til 2029 løbende skærpet. Vi starter med 12 kg CO2 per kvadratmeter per år, og når vi er i 2029, skal nybyggeri være nede på 7,5 kg CO2 per kvadratmeter årligt.
Det kan lyde fint. Men problemet er, at det er en meget endimensionel måde at arbejde med mere klimavenligt byggeri.
Kvadratmeter er ikke bare kvadratmeter
Først og fremmest er vi nødt til at spørge os selv om, hvilket behov bygningen skal opfylde. Trækker vi på ressourcer og bruger vores sparsomme klimakonto for at opfylde et reelt behov, eller vil bygningen blot være en luksus, som ikke bidrager til at opfylde faktiske behov, og derfor ikke bidrager til bæredygtig udvikling for mennesker.
Derudover skal vi spørge os selv om, det faktisk giver mening at investere i flere bygninger?
Er det overhovedet bæredygtigt at bygge mere i Danmark, hvor vi hører til en af de nationer med flest kvadratmeter per indbygger i verden. De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at vi har 93 kvadratmeter per indbygger.
Kan vi investere vores penge bedre, hvis vi tager fremsynede briller på og gerne vil gøre noget godt i verden med vores investeringer?
Hvis vi antager, at vi godt kan retfærdiggøre at bygge mere i Danmark med henblik på at opfylde menneskers behov, så er næste trin at erkende, at en kvadratmeter ikke bare er en kvadratmeter. Altså underforstået, at det er funktionen af bygningen – i LCA-fagjargon det vi kalder den funktionelle enhed – der skal afgøre, hvor stort et råderum bygningen kan tildeles. Og altså ikke hvor stor bygningen er.
Der er forskellige byggetekniske krav til forskellige byggetyper. Build på Aalborg universitet udgav i slutningen af august en rapport om særlige bygningsforudsætninger, hvor bygningsreglementet bør tillade at CO2-kravet må overskrides, fordi det simpelthen ikke er muligt at bygge nogle bygningstyper som eksempelvis hospitaler, hvor der stilles særlige tekniske krav (kilde til SBi rapport: CO2-krav og særlige bygningsforudsætninger (build.dk))
Det samme bør gælde børnehaver og skoler, der opfylder en vigtig rolle i vores samfund.
Vi skal bo mindre og smartere
Hvad rapporten fra BUILD ikke diskuterer, er hvilke bygningstyper, hvor der kan stilles skrappere krav.
Det er svært at forestille sig mindre hospitaler. Men der er gevinster ved at vi bor mindre og smartere.
Læs også: Indlejret klimaaftryk skal frem i lyset
Lad mig eksemplificere min pointe:
Hvis den funktionelle enhed er bolig til to personer, som skal holde i 80 år, kan det løses med forskellige boligtyper. Det kan både være et parcelhus på 200 kvadratmeter og en lejlighed på 50 kvadratmeter.
Hvis man alene ser på det CO2-krav, som bliver en del af bygningsreglementet må parcelhuset eller en tilsvarende stor lejlighed udlede fire gange så meget CO2 som den mindre lejlighed på 50 kvadratmeter.
Jeg er godt klar over, at bygningsreglementet kun gælder for bygninger over 1000 kvadratmeter, og at der andre faktorer, der spiller ind i vores samfund i forhold til valg af boligtype, ikke mindst vores indkomst og den geografiske placering af vores bolig.
Men pointen er, at vi med vores bygningsreglement gerne vil reducere den samlede udledning fra byggerisektoren, og et af de stærkeste virkemidler er at bygge mindre – total set. Og præcis det virkemiddel har vi netop fjernet og i stedet givet et incitament til at bygge større.
Planetens bæreevne skal sætte grænserne
Når CO2-grænsen er angivet per kvadratmeter, tillades en større bygning en større udledning, uanset funktion eller hvor mange mennesker, der får glæde af dens funktion.
Hvis vi skal lykkes med at bygge bæredygtigt en dag – hvilket vi ikke gør nu – kan vi ikke udelade, hvor meget vi bygger og til hvilke formål fra de formler, vi bruger til at sætte mål for klimabelastningen.
Vi er nødt til at definere, hvilke bygninger, der undtagelsesvist må udlede mere end normen, fordi de essentielle for vores samfund, og hvilke, der skal levere en markant større reduktion. Ydermere er vi nødt til at gå væk fra den relative tilgang i byggeriet. Det er planetens bæreevne og ikke ’business-as-usual’, der skal sætte grænserne for, hvordan vi bygger.
