Connect with us

Hi, what are you looking for?

Sustain ReportSustain Report

Debat

Giv virksomhederne mere kredit som venligaktivist

Vi hjælper ikke den grønne omstilling på vej ved hele tiden at være på udkig efter hårene i suppen, argumenterer Lars Ludvigsen, der godt mener man kan være venlig og aktivist på samme tid.

Lars Ludvigsen betegner som selv som venligaktivist.

Kommentar af Lars Ludvigsen, forfatter, foredragsholder og indehaver af virksomheden Lets Certi

Kan ordene ’venlig’ og ’aktivisme’ optræde i samme sætning?

Jeg har den seneste tid gået og spekuleret på, om det er den helt rigtige måde, vi går til virksomhederne på, når vi vil have dem til at gøre mere for den grønne omstilling. Jeg tror, vi skal være lidt venligere. Alle os der har en mening om, hvad virksomheder skal gøre. Konsulenter, journalister, politikere, myndighedspersoner, ngo’er, kommentatorer og andre kloge-åger, der ved hvordan det hele hænger sammen, eller i hvert fald hvor vi kan pege på fejl.

Det er trods alt virksomhederne, der kan gøre mest for den grønne omstilling, når vi ser på de tre hovedaktører: politikere, virksomheder og forbrugere.

Læs også: Skrap forbrugerombudsmand vil skabe konsensus om grønne løfter i markedsføring

Kunne vi give virksomhederne mere kredit for at gøre deres bedste i stedet for at benytte enhver lejlighed til at kritisere enkeltvirksomheder, direktører og brancherepræsentanter, når de forsøger at gøre en indsats, men måske ikke har styr på det hele inden for dette komplekse område, hvor det kræver en del for at gøre det godt, og så uendeligt lidt at træde ved siden af. Har I lige set den virksomhed dér? De greenwasher da bare for vildt, for de sagde eller skrev b-ordet. I ved nok, det nyforbudte ord: ’bæredygtig’, der er noteret som tillægsord non grata.

Hellere ond og skrap

Måske skulle vi øve os i at slappe af, og vurdere en ekstra gang, om virksomhederne er i ond tro, eller om de bare er blevet lidt for ivrige og begejstrede over deres egen aktivitet og dens betydning. Selv kritik bør vel vurderes på en væsentligheds-vægt og ikke fyres af ved enhver given lejlighed, bare fordi man kan få afløb for lysten til at sige hov eller fy.

Det er som bekendt nemmere at være nej-siger end ja-siger, og nemmere at finde fejl end at rose et initiativ, eller at hjælpe på vej, hvis man tilfældigvis eller helt bevidst sidder inde med en viden, som virksomheden måske ikke havde, da den gik ud og informerede om et initiativs storslåethed.

Det ligger åbenbart mere til højrebenet at kritisere, håne, udstille, mobbe, straffe og gøre til grin end at hjælpe på vej. Jeg kan se, at I gerne vil det her og det der, så har I tænkt på, om det ville kunne gøres sådan og kommunikeres stille og roligt på denne her måde i stedet for at bruge de allerstørste gloser fra FN’s øverste kampagnehylde og de mest moderne buzzwords fra management-litteraturen?

Når alle dem, der ved så meget eller synes så meget, ikke gør dette, er det så fordi de er bange for at blive afvist som hjælpsomme og venlige? Frygter de at blive betragtet som naive? Ja, det kan vi nok ikke helt sige os fri fra, os der er ret kloge eller tror, vi er. Hellere ond og skarp end venlig og naiv.

Hovedet i busken er også galt

Bemærk venligst, at jeg ikke påstår, at jeg aldrig selv har været destruktiv kritisk for at fremhæve min egen kompetence og overlegne intelligens; for det har jeg måske nok gjort mig skyldig i en enkelt gang eller to, endda på grænsen til at være en ægte ’pain in the ass.’ Tre gange så. For det er bare en nem position at sidde i baghånd og observere, hvad der sker rundt omkring for så at vurdere ethvert initiativ på en guldvægt, og fokusere på dem, der virker for lette. Der er et hår i suppen, hr. virksomhedsleder, bring tallerkenen ud med det samme. Jeg tåler ikke, at der er bare et enkelt hår i suppen. Og det gælder alle supper. Alt må og skal være perfekt fra starten. Dur ikke, væk. Det kan give sådan en dejlig fornemmelse af at være den klogeste i hele kongeriget. Men følelsen af tilfredshed holder ikke længe. Så afsted igen for at tjekke flere suppetallerkener med hår i. Bare et lille et, så skal jeg dælme nok finde en kæmpekanon frem og fyre den af lige midt i suppedasen.

Den nemmeste position i verden er at give den som kloge-åge, hvis man ved bare en lille smule om et eller andet. Så skal vi ud at råbe greenwash efter enhver virksomhed, der træder ved siden af. I hører nu til i det dårlige selskab, haha for jer. Og hvis vi har plads i det politiske system, skal vi sørge for at lave stadig skrappere rapporteringskrav, for det er lige den slags, der sætter fart i omstillingen. Det giver i hvert fald yderligere ammunition til at jagte virksomhederne rundt i manegen, og bagefter kan vi alle sammen brokke os over, at virksomhederne ikke fortæller os om deres visioner og aktiviteter, eller bidrager aktivt til samfundsdebatten, men vælger at holde mund.

Jamen, sagde I ikke lige, at vi skulle gå hjem og dokumentere vores indsatser, inden vi praler med dem? Jo, det sagde vi, for vi vil ikke have mere greenwashing. Men hvis I falder i den anden grøft, har vi et andet begreb parat, nemlig greenhushing, for det er lige så slemt at stikke hovedet i busken, ha.

Fortæl hvad vi gerne vil have

Men altså venner, det går jo ikke at have konstant jagtsæson på virksomhederne. Vi må prøve at finde en venligere form, hvor vi indimellem er konstruktive og hjælpsomme. Måske en gang om året bare. Hvis vi ved noget, må vi stille den viden til rådighed. Enten ved at gøre det selv eller ved at foreslå det til en virksomhed. Så kan det være, at virksomhedens medarbejdere vil begynde at lytte i stedet for at lukke ned for tovejskommunikation og holde sig til envejskommunikation. Det kunne tænkes, at nogle virksomheder efterhånden vil begynde at oprette nye måder til at modtage input fra kunder eller potentielle kunder på, sådan at de ikke længere nøjes med at informere om egne initiativer. At de simpelthen tager sig selv på ordet og kommunikerer. Det vil sige, at de også lytter aktivt til dem, der vil dem det bedste.

Vi skal fortælle virksomhederne, hvad vi gerne vil have dem til. Når vi gør det på en venlig måde, vil nogle af dem lytte. Efterhånden. Vi kan lære dem at lytte til venlige stemmer. Selvom de er så vant til destruktiv kritik, at de har gjort sig hårde og udviklet rutiner til at ignorere henvendelser. Det må gerne blive begrænset til en midlertidig historisk fase. Kommunikation er den eneste vej, og venlighed må være nøglen.

Så ja, jeg tror på, at venlig og aktivisme kan optræde meningsfyldt i samme sætning. Faktisk i ét og samme ord som venligaktivisme. Jeg skal øve mig i det igen i morgen.

Lars Ludvigsen er medforfatter til bøgerne: Op på mærkerne (2023), Mærk din forretning (2018), Global Third-Party Certification and Labelling (2021) og Bæredygtig Kommunikation (2009)

Forsiden lige nu:

Politikerne har forladt os, så nu stikker han selv spaden i jorden

PORTRÆT. Forsker og bestsellerforfatter Rasmus Willig har mistet troen på politikernes evne til at løse biodiversitets- og klimakriserne. Derfor har han droppet forskerlivet ved skrivebordet for selv at gå i marken med nye forretningsmodeller og løsninger, som tør vende profitræs til samskabelse fra jord til bord.

Seneste artikler:

Norlys snupper Arlas strategichef

Mikkel Pedersen har ledet Arlas globale strategikontor. Nu skal han sikre transformationen af Norlys’ energiforretning.

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.

Discover more from Sustain Report

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading