Den grønne omstilling kræver lederskab fra virksomheder og politikere

Kommentar af Marie Louise Hansen, Senior Director, Group Sustainability & Compliance, DSV

Europa og verden befinder sig i disse år i en brydningstid skabt af flere sammenfaldende kriser. Klima- og miljøpåvirkninger, krig i Europa, økonomiske og demografiske udfordringer, tab af konkurrenceevne og ikke mindst geopolitiske spændinger.

Disse udfordringer kræver politiske svar og en genovervejelse af mange af de strategier, politikker, antagelser og beslutninger, som vi har baseret indretningen af vores samfund på i de senere år. 

Centralt heri er en diskussion om, hvorvidt EU fortsat kan og skal påtage sig en ledende rolle i den grønne omstilling, og hvilke krav og ansvar europæiske virksomheder skal pålægges i den forbindelse.  

Hos DSV hilser vi debatten velkommen. Der er ingen tvivl om, at den nuværende verdenssituation kræver, at vi revurderer de beslutninger og det tankegods, der har præget europæisk politik de sidste 10-15 år.  

Vækst i en mere klimavenlig retning

Først og fremmest skal vi sikre europæiske virksomheders fortsatte konkurrenceevne. Dette er alfa og omega i bidraget til at fastholde og udvikle europæiske virksomheders vækst og indtjening og dermed sikre fundamentet for, at vi fremover kan finansiere investeringer i både sikkerhed, velfærd og transformeringen af europæisk økonomi i en mere klimavenlig og bæredygtig retning.  

Draghi-rapporten har et ambitiøst bud på, hvordan dette kan gøres, og det er positivt, at EU-Kommissionen har lagt sig i selen for blandt andet at revidere de mange regler og krav, der er blevet pålagt europæiske virksomheder som led i EU’s Green Deal.  

Nogle krav retter sig mod at mindske udledninger, for eksempel via afgifter eller krav til at udfase visse klimabelastende teknologier og indfase nye og mere bæredygtige teknologier, som godt nok er dyrere i dag, men som med de rette rammevilkår kan blive fuldt konkurrencedygtige. Denne type krav påfører ganske vist europæiske virksomheder flere udgifter og byrder, men gjort på den rigtige måde, kan de konkurrencemæssige påvirkninger mindskes samtidig med, at miljøet og klimaet tilgodeses på længere sigt. Typisk understøttes sådanne krav med offentlige investeringer i forskning og tilskud til de dyrere og mindre modne løsninger i en periode frem til, at løsningerne er konkurrencedygtige i sig selv.  

Reguleringen må ikke bremse vækst

I DSV’s optik er sådanne reguleringsrammer – indført balanceret og intelligent – afgørende for at sikre, at den grønne omstilling kan gennemføres på en måde, der ikke bremser europæiske virksomheders vækst og konkurrenceevne.  

Andre krav har været rettet mod, hvad og hvordan virksomhederne skal rapportere om deres bæredygtighedspåvirkning. Kongstanken bag disse har været, at hvis investorer, kunder og samarbejdspartnere kan se, hvilken påvirkning virksomheden har på miljø, mennesker og samfund, vil kapitalen tilflyde virksomheder, der har den mindste belastning i forhold til indtjening.  

Læs også: Bæredygtighed og konkurrenceevne er ikke modsætninger

Uanset om man tror på den præmis eller ej, hviler effekten af denne type krav på, at alle virksomheder rapporterer på samme måde, og at rapporteringen bliver verificeret af en uafhængig tredjepart. Det er netop det, som CSRD (Corporate Sustainability Reporting Directive) gør – med mere end 1100 standardiserede kvalitative og kvantitative datapunkter, som virksomhedernes rapportering skal baseres på, alt efter hvad der analyseres som materielt for netop denne virksomhed. Det er en regulering, som Erhvervsstyrelsen har vurderet årligt koster 7,5 mia. kr. for de omfattede danske virksomheder. Pengene går til at ansætte flere rapporteringsmedarbejdere, investere i særlige IT-systemer, købe konsulenter til at forstå de mange krav og betale omkostninger til revisorernes kontrol af dokumentation.  

Behov for deregulering

De omkostninger har vores konkurrenter uden for EU ikke, og det påvirker selvsagt konkurrenceevnen. Samtidigt får vi som kontinent ikke mere bæredygtighed ud af alle udgifterne, som bruges på rapportering. Samlet set er der rigtige gode grunde til, at EU Kommissionen nu foreslår, at der massivt skal dereguleres i EU i de kommende år – og at rapporteringskravene er et helt oplagt og indlysende sted at starte.  

Mange stemmer er bekymrede for, om simplificeringen af CSRD og bæredygtighedsrapportering vil betyde mindre fokus på bæredygtighed i de europæiske virksomheder, og at hastigheden af den grønne omstilling vil lide på grund af mindre omfattende rapporteringskrav. 

Det tror vi ikke er tilfældet.  Veldrevne virksomheder er blandt andet karakteriseret ved at have styr på, hvilke risici den fremtidige vækst og indtjening kan være udsat for. Det gælder finansielle såvel som ikke-finansielle risici, herunder miljø, sociale forhold og ordentlig forretningsførelse. Og samtidig har virksomhedens interessenter en berettiget forventning om, at virksomheden kan redegøre for, at sådanne risici er identificeret og tilstrækkeligt adresseret.  

Netop fordi bæredygtighed i stigende grad udgør centrale risici og muligheder for virksomheders vækstmuligheder og konkurrenceevne, flytter bæredygtighed i disse år tættere ind i kernen af den måde, man driver virksomhed på: Ind i strategien, ind i operationerne, ind i indkøb, ind i compliance framework, dialog med interessenter, kundedialog og dermed også ind i rapporteringen. Bæredygtighed bliver i stigende grad en almindelig del af driften og i mindre grad noget særligt fint, som kun de ambitiøse eller særligt forurenende virksomheder fokuserer på. 

Vi tror, at CSRD bliver referencepunkt for europæiske virksomheders bæredygtighedsrapportering fremadrettet – uanset de lempelser, som nu foreslås i Kommissionens Omnibuspakker. For virkeligheden er, at det faktisk er en reel lettelse for virksomhederne, når rapporteringskrav og -rammer bliver mere standardiserede. Desuden kan en standardiseret og fornuftig rapporteringsramme være en hjælp til virksomheder, der ikke endnu har en veldefineret ramme for at identificere, overvåge og adressere deres bæredygtighedspåvirkninger og risici.  

 Fokus på omstilling

Diskussionen om simplificering og deregulering er vigtig, men bør gå hånd i hånd med fokus på, hvordan vi kan sikre, at vi kommer i mål med den grønne omstilling. Klimakrisen fortsætter, selvom vi også skal håndtere andre kriser og udfordringer, og det må stå klart, at klimaforandringerne udfordrer vores evne til i fremtiden at have samfund med sikre, sunde og gode liv, arbejdspladser og bæredygtig økonomisk vækst.  

I disse år ser vi flere virksomheder erkende, at de får svært ved at levere på de CO2-reduktionsmål, som de har sat sig for på den mellemlange bane. Det er svært at forudse, hvilke teknologiske løsninger der vil være til rådighed, til hvilken pris og på hvilke markeder. Det er svært at forudse, hvordan forskellige regeringer vil sikre skalering af produktion af vedvarende energi, opladning, adgang til risikovillig kapital, betalingsviljen hos virksomhedernes kunder, fokus på afkast hos investorerne osv. Alle de elementer har kæmpe betydning for, hvor svært eller let det er for virksomhederne at reducere deres udledninger, henholdsvis under egen kontrol og i deres værdikæder.  

Læs også: Omnibusforslaget skaber usikkerhed om ESG-rapportering  

Udfordringen for os alle sammen er, at udviklingen desværre ikke går i retning af, at den globale opvarmning kan holdes under 1,5 grader. Nogle industrier har bedre udvikling og potentiale end andre, men set over en bred kam, er fremdriften ikke, hvor den skal være. Det er klart, at enkelte virksomheder kan og bør gøre rimelige indsatser for at reducere deres negative påvirkninger. Omvendt er der også grænser for, hvad virksomhederne reelt kan flytte selv og ikke mindst, hvor hurtigt omstillingen kan ske. 

Skab handlingskraft

Derfor har virksomheder brug for reguleringsrammer, der reelt fremmer muligheden for at omstille produktion og services. Det er den diskussion, vi bør sætte fokus på, og identificere regulering, som hindrer eller bremser omstillingen og herefter udbrede regulering, støtte og tilskud, der kan accelerere den. 

I de sidste par år har DSV brugt mange ressourcer på at skabe en robust strategisk og operationel ramme for at reducere vores CO₂ udledninger, og vi har fastsat ambitiøse mål – både for den del af vores forretning, som vi direkte kontrollerer (vores egne bygninger, terminaler og det mindre antal lastbiler, vi selv ejer), og de indirekte udledninger som stammer fra de tredjepartstransporter, vi arrangerer og organiserer for vores kunder. Det har skabt mærkbare resultater og skalerbare koncepter for udrulning af centrale virkemidler, for eksempel  vedvarende energiproduktion på vores lokationer, ladeinfrastruktur, lav- og nul emissionslastbiler og robuste modeller for at give vores mest ambitiøse kunder mulighed for at købe lavemissions ydelser fra vores mest ambitiøse leverandører. 

DSV har et erklæret mål om nettonuludledning i 2050 og ambitiøse delmål for 2030. Vi fastholder vores ambition og mål om at reducere vores negative miljø- og klimapåvirkninger samtidig med, at vi vil spille en aktiv rolle for at være med til at drive udviklingen i transport- og logistikindustrien i en mere bæredygtig retning. 

Der er nok at tage fat på, og der er ikke råd til at spilde tid og ressourcer på reguleringskrav, der hverken fremmer omstilling eller konkurrenceevne. Slet ikke i den tid, vi lever i. Vi stiller meget gerne vores indsigter og erfaringer til rådighed for den dialog og indsats – både i EU og i debatten herhjemme.