Klima-, sikkerheds-, og industripolitik er blevet sammenfiltret som aldrig før

Klimapolitikken røg et par pladser ned af agendaen, da spillepladen i international politik med ét slag blev ændret i februar 2022. Med Ruslands invasion af Ukraine rykkede sikkerhedspolitik i top på agendaen i alle europæiske lande. 

Men der er ingen grund til at græde grønne tårer. Set med europæiske briller er uafhængighed af russisk gas et nøglepunkt i sikkerhedspolitikken. Det sætter udbygningen med vedvarende energi i fokus. På samme måde kan de stigende investeringer i forsvaret også kaste grønne teknologier af sig.

Det var blandt de pointer, der var konsensus omkring, da CIP Fondens formand Torben Möger Pedersen havde inviteret fondens fire Senior Fellows; Jesper Berg, Jens Lundsgaard, Brian Vad Mathiesen og Helge Sigurd Næss-Schmidt til en debat om de store linjer og udfordringerne i den grønne omstilling.

Diskussionen kom vidt omkring. Initiativerne i EU’s Green Deal blev vendt og holdt op mod tilgangen i USA og Kina. Undervejs blev der også diskuteret innovation og teknologiudvikling, ligesom tempoet – eller snarere manglen på samme – hvor den danske PtX-satsning fik et par kritiske bemærkninger med. Klimaudfordringerne kan ikke løses i en osteklokke, så alt fra forsyningssikkerhed for de kritiske råvarer til mangel på arbejdskraft var oppe at vende.

Tæt på mål

Klimapolitik handler om mere end grøn omstilling. Både sikkerhedspolitik og industri- og handelspolitikken er tæt sammenflettet med klimapolitikken. Markedet for grønne teknologier er i stejl vækst. Derfor er opgøret i verdensøkonomien i høj grad også et kapløb om hvem, der kommer først med grønne teknologier i kommerciel skala.

Kina stormer frem med grøn teknologi baseret både på statsstøtte og arbejdsiver. Hvordan skal vi reagere på det?

Jens Lundsgaard.

Ser man snævert på den grønne omstilling, er udfordringerne snævret voldsomt ind, markedsøkonomien har allerede løst en stor del, argumenterede Helge Sigurd Næss-Schmidt, tidligere partner i Copenhagen Economics og med fortid hos bl.a. OECD og Finansministeriet.

– For mange lande på kloden, ikke mindst i udviklingslande, er den grønne vej i dag billigere end den sorte. Det gælder særligt for brug af energi til opvarmning, transport og for en stor del af virksomhedernes energiforbrug. Så medmindre en regering decideret forsøger at bremse den grønne omstilling, så bliver den en realitet, lød hans budskab, hvortil han tilføjede:

– Men på europæisk plan skal vi forholde os til hvem, vi vil samarbejde med i en fremtid, hvor Europa kommer til at fylde mindre i den globale økonomi. Vi skal sikre adgang til råstoffer som kritiske mineraler, og både USA og Europa mangler kvalificeret arbejdskraft.

Når man holder de tre store aktører i verdensøkonomien op mod hinanden, har Europa tacklet udfordringerne godt, mente Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet.

– Kina har i årevis haft nogle vanvittigt store subsidier, som ikke er rationelle. Og i virkeligheden er der også meget planøkonomi i Inflation Reduction Act i USA, hvor man giver store skattelettelser til investeringer i grøn omstilling, sagde han. 

Læs også: Indsats mod greenwashing kan løbe tør for penge

Men selv om statsstøtten ikke er økonomisk rationel, er vi i Europa nødt til at forholde os til den, påpegede han.

– Her synes jeg, EU har ramt balancen fornuftigt for nu. Selvom man har givet medlemslandene lov til at lave støtteordninger på nogle områder, bevarer man en konkurrencesituation. Og derudover stiller man krav til virksomhederne om, at de skal trække den grønne omstilling, hvilket ser ud til at virke. Man skal dog holde øje med udviklingen og fra EU’s side løbende justere, så konkurrencen mellem medlemslandene fortsat kan skabe bedre og mere innovative løsninger, argumenterede Brian Vad Mathiesen.

Rapporteringskrav kan ramme SMV’er

På virksomhedsplan er en af de store forandringer CSRD, EU-direktivet om bæredygtighedsrapportering, som netop er trådt i kraft for de største børsnoterede selskaber. Fuldt implementeret betyder direktivet, at alle børsnoterede selskaber og alle store ikke-børsnoterede selskaber skal udarbejde bæredygtighedsrapporter efter fælles EU-regler.

De nye regler får dog også stor betydning for en række af de mindre virksomheder. Mange små og mellemstore virksomheder er underleverandører til de større koncerner. Og de kan godt forberede sig på at blive mødt med krav om data og dokumentation for deres klima- og miljøpåvirkning.

Her satte tidligere adm. direktør i Finanstilsynet, Jesper Berg, spørgsmålstegn ved EU-reglerne. Ikke mindst frygtede han, at det kan blive en byrde for de mindre virksomheder.

– Jeg kan godt være en lille smule bekymret for, at de mange EU-programmer, herunder CSRD og taksonomien, er en undskyldning for, at man ikke har kunnet blive enige om det første og bedste instrument, nemlig afgifter, sagde han.

– Man sætter lid til, at investorerne kan drive tingene i den rigtige retning, det er jeg ikke sikker på. Og jeg er bekymret for den byrde, som bliver pålagt de små og mellemstore virksomheder. Med de meget omfattende rapporteringsregler, er jeg ikke sikker på, at gevinsterne står mål med omkostningerne, uddybede Jesper Berg.

Talenter kræver purpose

Med fortid som adm. direktør i PensionDanmark gennem godt tre årtier har Torben Möger Pedersen været en af de førende og første grønne investorer i stor skala. Han anser rapporteringskravene som et vigtigt skridt til at skabe forandring.

– “You get what you measure!” Når virksomhederne skal rapportere på klima og andre parametre for bæredygtighed, ændrer det fokus i virksomhederne. Arbejdet med klima og miljø bliver løftet op i beslutningskæden til direktionsniveau i stedet for at ligge nede i marketing. Det gør en stor forskel, lød hans argument.

For virksomhederne handler det også om at kunne tiltrække talent, understregede Torben Möger Pedersen.

– Det første de unge spørger om i dag ved en jobsamtale er ikke, hvad de får i løn. Det er, hvad gør virksomheden godt for verden. Hvis du ikke kan forklare virksomhedens purpose, så står du svagere i kampen om talenterne. Også af den grund skal du som virksomhed kunne dokumentere det, du gør for den grønne omstilling. Virksomhederne møder kravet om grøn omstilling fra kunder, medarbejdere, investorer og myndigheder, sagde han.

Den grønne omstilling skal være effektiv

Også debattens sidste deltager Jens Lundsgaard var forholdsvis positiv over EU-initiativerne.

I 2022 vendte han tilbage til OECD-hovedkvarteret i Paris, hvor han arbejdede fra 2001 til 2011. I dag er han vicedirektør for forskning, teknologi og innovation.

Jens Lundsgaard understregede også pointen om, at vi skal sammenholde gevinster og omkostninger. Efter hans mening er det faktisk noget af det, vi er gode til – men det er også tvingende nødvendigt med den konkurrence, vi er oppe imod.

– Vi har i Danmark været gode til at sikre, at vi gør den grønne omstilling effektiv. Vi har fået markederne i spil, så vi ikke bare laver grønne løsninger, men også laver dem billigst muligt, siger han.

Vi er nødt til langsigtet at spørge os selv, hvem vi vil samarbejde med

Helge Sigurd Næss-Schmidt

Fra sit udkigspunkt i OECD-hovedkvarteret i Paris har han blandt andet set ind i forholdene i den fremadstormende kinesiske elbilindustri.  Her er konkurrencen skræmmende set med europæiske briller, konstaterede Jens Lundsgaard.

– Kineserne har lært markedsøkonomien og er ekstremt konkurrenceorienterede. I elbilindustrien arbejder man otte-til-otte seks dage om ugen. Da vi spurgte de kinesiske repræsentanter, hvordan det harmonerer med balancen mellem velfærd og udvikling, var svaret, at sådan er det bare. Så Kina stormer frem med grøn teknologi baseret både på statsstøtte og arbejdsiver. Hvordan skal vi reagere på det?

Forskningen skal hurtigere ud i produktionshallerne

Han peger på forskning og innovation som et af de områder, hvor EU har løftet niveauet. For 20 år siden var det præget af nationale programmer. I dag har man med de fælleseuropæiske Horizon Europe-programmer sat retning og sikret langt bedre samarbejde på tværs af landene.

Vi skal dog blive endnu bedre, mener Jens Lundsgaard. Når det gælder forskning og innovation, kan Europa stadig lære noget af USA. Inden for it og biotech har amerikanerne været eminente til at flytte viden fra forskningslaboratorierne og få dem sat i spil i industriel anvendelse. Nok står Europa stærkt på en række grønne teknologier, men vi kan blive bedre til at forkorte vejen fra forskning til masseproduktion.

Læs også: Digitaliser ESG-strategien og drop fokus på glitrede ESG-rapporter

– Og så kan vi i Europa blive bedre til at se ned i teknologierne og se på, hvilke områder, som bliver større om ti og femten år. Den meget målrettede satsning er også et område, hvor både USA og Kina står stærkere, sagde Jens Lundsgaard.

Et greb her kan være modet og viljen til at eksperimentere, lød indspillet fra Jesper Berg.

– Økonomien fungerer ved eksperimenter. Nogen prøver noget af, nogle gange lykkes det, andre gange lykkes det ikke. 

Jeg havde engang en dialog med nu afdøde Jens Rostrup-Nielsen, som i årevis var forskningsdirektør på Haldor Topsøe. Han fortalte, at en af de store forskelle på Europa og USA var, at amerikanerne ofte satte flere konkurrerende initiativer i gang uden at kræve at de skulle samarbejde, fortalte han.

Klimaløsninger med nye krav til diplomatiet

Morgendagens løsninger handler også om at få defineret problemerne rigtigt. Her gav Jens Lundsgaard et eksempel. 

– Når vi skal øge antallet af solceller, skal vi sikre, at de kommer til at stå på den dårligste landbrugsjord, snarere end at lægge beslag på den gode jord, som vi fortsat har brug for til produktion af fødevarer. Det er en problemstilling, som kræver viden. Og det er et område, vi ikke kan forvente EU kommer og løser for os – Det skal løses nationalt, sagde han.

Vi skal samtidig se ud i verden, understregede Helge Sigurd Næss-Schmidt. Ser man på de kritiske råstoffer, som er altafgørende i grøn teknologi fra elbiler og solceller til vindmøller, så ender diagrammet over forsyningskæderne ofte i Kina.

– Vi er nødt til langsigtet at spørge os selv, hvem vi vil samarbejde med. En række af kritiske mineraler og andre materialer findes også i Afrika. Her tror jeg både Danmark og Europa kan have en fordel af, at vi har været der gennem flere årtier gennem vores udviklingsprogrammer. Det afgørende er, at vi ser forsyningskæderne som en integreret del af klimapolitikken og vores diplomati, pointerede han.

Trusler: Rusland og handlingslammelse

Pointen om at grøn omstilling og klimapolitik er tæt sammenflettet med sikkerhedspolitikken, var der bred enighed om. Ligesom NASA’s rumprogram i 1960’erne gav masser af civile teknologiske sidegevinster og lagde grundlaget for Silicon Valley, kan de øgede forsvarsudgifter også være med til at fremme grøn teknologi, mente Torben Möger Pedersen. 

– Vi står overfor en trussel fra Rusland og et mindre engagement fra USA. Så vi i Europa skal klare os selv. Det kræver højere forsvarsudgifter, som vil betyde udvikling af nye såkaldt dual-use teknologier, der også kan bruges uden for forsvaret, sagde han. 

Selv om den alvorlige sikkerhedspolitiske situation ofte blev trukket ind i diskussionen, var stemningen rolig og fredelig. Mange emner blev kastet op og vendt og drejet mere undersøgende end polemisk.

 Et emne fik dog krasse kommentarer med på vejen – med nogenlunde enighed bordet rundt. Satsningen på brintproduktion og etableringen af en infrastruktur, som kan få brinten til de store områder med tung industri i Nordtyskland og Benelux-landene.

Læs også: Vi skal lære at elske de mange ESG-slagsmål

Fordi der er store etableringsomkostninger, er first-mover fordelene markante, understregede Brian Vad Mathiesen. 

Brintproduktionen på Nordsøen vil endda kun dække en del af behovet, lød meldingen fra Torben Möger Pedersen

– Jeg stod sammen med den tyske ambassadør på et af CIP Fondens møder på årets Folkemøde og hørte ham sige klart, at Tyskland kan og vil aftage alt den grønne brint, som Danmark kan producere. I foråret 2022 stod statsministeren i Esbjerg sammen med de andre statsledere fra Nordsø-landene og skrev under på en deklaration om, at vi skulle gøre Nordsøen til Europas grønne kraftværk gennem massiv udbygning af havmøllekapaciteten i Nordsøen markant. Siden er der næsten intet sket. Det er virkelig ærgerligt, sagde han.

Den melding var der ingen, der modsagde.

Oprindeligt bragt på Cipfonden.dk