Fra Dagbladet Information til erhvervsmediet Bloomberg har Velux fået positiv dækning for sin nye “klima-ed”, som frem mod 2041 skal indfange al den CO2, ovenlysfirmaet har udledt siden grundlæggelsen i 1941.
Kronprinsesse Mary kastede glans over lanceringen sidste uge, men planen indeholder mere end den historiske ambition om at binde 5,6 mio. tons CO2 i en række store skovprojekter, som et 20-årigt partnerskab med WWF skal realisere.
I alt består den af 15 bæredygtighedsmål, som kommer til at transformere måden, Velux arbejder på, fortæller Ingrid Reumert, VP, Global Communications, Sustainability & Public Affairs.
CO2-udledningerne skal halveres i værdikæden
Hele 94 pct. af Gruppens CO2-udledninger kommer fra leverandørerne, så en af de store udfordringer bliver at halvere CO2-udledningerne fra Velux Gruppen globalt og på tværs af hele koncernens værdikæde i 2030. Det skal ske i overensstemmelse med Paris-aftalens mest ambitiøse 1,5-graders scenarie og med det blå stempel fra organisationen Science Based Targets Initiative.
– For at nå det mål, ser vi ind i en gennemgribende bæredygtighedstransformation, siger Ingrid Reumert og fortsætter:
– Vi skal reducere CO2-udledningerne med 50 pct. i scope 3 (leverandørkæden, red.) i 2030. Det vil det sige, at når du køber et vindue i dag og et tilsvarende i 2030, er det ikke kun blevet bedre men dets CO2-indhold er halveret. For at nå derhen er der en lang række greb, vi skal gøre.
Vi kan ikke bruge syv år på dialog og screening, for det gælder om at få effekten af CO2-besparelserne hurtigt
Nogle af de tiltag finder sted på Velux’ egen banehalvdel.
– Vi skal have en grundig leverandørdialog om CO2-udledning, men vi skal også se på vores eget produktdesign og -udvikling, så meget CO2-tunge materialer som glas, metal og plastik kan erstattes med nogle, der er mindre belastende. Det kommer til at påvirke alt fra design, til innovation og specifikationer, siger Ingrid Reumert.
LÆS OGSÅ: Sådan sætter din virksomhed Science Based Targets
Starter hvor der er størst impact
Selvom det i sig selv er krævende, forventer hun, at dataindsamling og validitet i forhold til leverandørernes CO2-udledninger bliver en større udfordring.
Hvordan griber I det an?
– Vi begynder der, hvor potentialet er størst. Så vi starter med leverandørerne af aluminium og glas, som udleder meget CO2. Og så skal vi bare i gang. Vi kan ikke bruge syv år på dialog og screening, for det gælder om at få effekten af CO2-besparelserne hurtigt, så vi kan nå målet. Ligesom med regeringens 70 pct.-målsætning er det de første år, der er de vigtigste.
Kan det betyde et farvel til nogle leverandører, hvis de ikke kan eller vil reducere deres udledning tilstrækkeligt?
– I sidste ende ja, men vi har en partnerskabstankegang og årelangt samarbejde med mange af leverandørerne, så det er ikke den indstilling, vi går ind i det med. Allerede i de indledende snakke med ldem, har der været stor interesse for at arbejde sammen om at nå målene. En del er også allerede i gang, så vi håber, at vi kan finde ud af det sammen.
Det er et ikke spørgsmål om at oprette nye eller større bæredygtighedsafdelinger, så misser man pointen
De mange nye mål som sustainability-strategien indeholder, betyder dog ikke, at Ingrid Reumert får en række nye kollegaer i sustainability.
– Vores nye sustainability-strategi kræver et nyt og mere bæredygtigt mindset i hele organisationen. For selvom vi altid har arbejdet med bæredygtighed, skal det nu placeres i alle relevante beslutningsorganer, processer og afdelinger. Så det er et ikke spørgsmål om at oprette nye eller større bæredygtighedsafdelinger, så misser man pointen, mener jeg. Bæredygtighed skal blive en del af business as usual. Selvfølgelig har vi behov for nogle specialister og eksperter, men ansvaret ligger i hele organisationen.
Ny sustainability-strategi skulle have stor impact
For lidt over et år siden løftede Ingrid Reumert i Sustain Report sløret for, at Velux var på vej med en omfattende sustainability-strategi, som afløser for Gruppens klima- og miljøstrategi.
At den ville rumme et løfte om at indfange al CO2, virksomheden har udledt og give genlyd i internationale medier, meldte historien dog ikke noget om. Fra begyndelsen var ideen dog, at ambitionsniveauet skulle være højt.
– Vi har forsøgt at lave et kryds mellem, hvad verden har brug for, og hvor vi som virksomhed har størst impact. Når man lytter til eksperterne, drejer det sig ikke kun om klima, men også om biodiversitet. Derfor var vi tidligt sikre på, at vi ville gøre noget ved det. Biodiversitet er den glemte krise, og den er irreversibel. Når først arter uddør, kommer de ikke igen. Så når man som os laver en strategi for en ti-årig periode, bør den derfor både omhandle klima og natur.
Vi har forudsætningerne for at sætte barren højere og tage et ekstra samfundsansvar, derfor bør vi også gøre det
Det var heller ikke til diskussion, at den globale opvarmning skulle adresseres på en mere vidtgående måde, end mange af verdens regeringer er villige til.
– Det står klart, at vi alle skal gøre mere, end vi gør i dag i forhold til klimaet. De planer, som landene, der er en del af Parisaftalen, har fremlagt, er ikke nok. Så det er ikke noget, vi kan lægge os i slipstrømmen af. Det bliver et krav fremadrettet at fjerne CO2 fra atmosfæren, og vi skal desuden passe på vores natur. Som en fonds- og familieejet virksomhed der er meget værdidrevet, har vi forudsætningerne for at sætte barren højere og tage et ekstra samfundsansvar, derfor bør vi også gøre det.
Strategi kræver investering på op mod en 1 milliard kr.
Hvad forventer I, at de forretningsmæssige gevinster af jeres nye strategi bliver?
– Når man tænker bæredygtighed ind i produktudviklingen, opstår der en innovationskraft og en kreativitet, som kan være positiv på mange områder ud over bæredygtighed. Derudover bliver alle forbrugere mere bevidste om bæredygtighed, ligesom det i stigende grad er vigtigt for de medarbejdere, vi kan tiltrække, at de arbejder med noget, der giver mening.
Har I lavet en kalkule over, hvad I forventer, at jeres investering i strategien kan give i forhold til øget brandværdi, salg eller lignende?
– Nej. Vi har vurderet, at vi kommer til at bruge op mod en milliard kr. på vores strategi, men vi har ikke lavet beregninger over, hvad vi får igen. Vi gør det, fordi vi mener, at det er den rigtige vej for klimaet og for samfundet, at virksomheder som vores tager ansvar.
Vi blev enormt glade for, at en af verdens største virksomheder har tænkt de samme tanker som os
Ifølge Bloomberg er virksomheders betaling af deres “klimagæld” i form af at indfange den CO2, de har udledt, en ny tendens, som Microsoft jo indledte tidligere på året, og som nu får følgeskab af Velux Gruppen. Også Interface og AstraZeneca arbejder på at blive “CO2-negative“, ifølge Edie.
Har I ladet jer inspirere af Microsoft?
– Nej, vi havde været i gang i lang tid, da Microsofts plan blev lanceret tidligere på året. Men da vi så den, blev vi enormt glade for, at en af verdens største virksomheder har tænkt de samme tanker som os. Så vi kunne næsten ikke vente med at lancere planen, men den blev desværre udskudt på grund af coronapandemien.
Selvom vi har skabt job og vækst i snart 80 år, har vi i samme periode trukket på naturressourcer og udledt CO2
Betaling af klimagæld griber forhåbentlig om sig
Tror du, at virksomheders betaling af “klimagæld” griber om sig, eller skal man være enorme som Microsoft eller fonds- og familieejet som jer for at kunne gøre det?
– Jeg håber, at det griber om sig. Videnskaben siger, at vi skal indfange CO2. Vi mener, at virksomheder har en vigtig rolle at spille i den forbindelse. Selvom vi har skabt job og vækst i snart 80 år, har vi i samme periode trukket på naturressourcer og udledt CO2. Nu skal vi være meget bedre fremadrettet, men det synes vi ikke, vi kan være uden også at se os tilbage. Ikke alle virksomheder har samme muligheder som os, men det er en vigtig tanke, at man tager ansvar og rydder op, sålænge det hænger sammen med en fremadrettet strategi.
Ud over at indfange Velux’ historiske CO2-udledninger, består den nye sustainability strategi af 15 bæredygtighedsmål for virksomheden. Fundamentet for strategien er at sikre en ansvarlig forretning med ni nye mål for blandt andet diversitet og inklusion, sikkerhed og cirkulær økonomi.
Yderligere tre mål skal fremme innovative og bæredygtige produkter, som skaber bedre indeklima med et lavere CO2-aftryk og grønnere emballage. Endelig vil Velux fremme bæredygtigt byggeri samt handling i forhold til klima- og natur med klima-eden om at blive Lifetime Carbon Neutral.
Forsiden lige nu:

Typehusgigant retter ind efter kritik af deres nedrivningsiver
Uetisk og usmageligt, når HusCompagniet i deres iver for at sælge nybyggede huse har kaldt gode og solide huse nedrivningsklare, siger Arkitektforeningens direktør.

Forbrugerjurist: HusCompagniets løfter om bæredygtighed kan ikke holde til en sag
HusCompagniet har efter alt at dømme været på den gale side af linjen for greenwashing. Efter Sustain Reports spørgsmål har virksomheden slettet hele menupunktet om bæredygtighed fra hjemmesiden.

Danskerne demonstrerer for biodiversiteten
Den 3. juni afholdes Danmarks første Folkets Biodiversitetsmarch. Tusindvis af borgere samles for at kræve politisk handling og en ny biodiversitetslov, som skal sikre 30 procent beskyttet natur i 2030.
Seneste artikler:

Departementschef skal afløse Möger
Peter Stensgaard Mørch skal være ny administrerende direktør hos PensionDanmark. Men først efter et år, hvor han bliver rustet til stillingen.

Djøfs lederpris 2023 går til leder med blik for bæredygtighed, social ansvarlighed og inklusion
I år kunne Rune Petersen, chef for innovation og investeringer hos Pelican Self Storage, tage imod titlen som årets bedste leder.

Seges Innovation ansætter Niras-profil som ny topchef
Efter årtier i Niras træder Tom Heron fra august til som administrerende direktør for Seges Innovation P/S. Samtidig runder den uafhængige virksomhed sit første årsregnskab.
Loading...
Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.
