Ved udgangen af marts afslutter 21 danske virksomheder et forløb, hvis formål er at omsætte bæredygtighed til god forretning med overskriften‘FN’s verdensmål – fra Filantrop til Forretning’.
Virksomhederne er blandt andet blevet trænet i at “matche relevante Verdensmål til deres individuelle muligheder” ved at identificere nye markedsbehov, partnerskaber og finansieringsmodeller.
De 21 deltagende virksomheder er blandt andre malingproducenten Hempel, Peter Larsen Kaffe og Krüger, der er specialiseret i bæredygtig vandbehandling.
Projektet er drevet af Dansk Industri med underdirektør Kinga Szabo Christensen i spidsen.
Sustain Report har bedt hende om at dele de vigtigste indsigter, som projektet har resulteret i. Se de individuelle virksomheders bedste råd sidst i artiklen.
1. Find din egen vej
– Vi har lært, at der ikke er en overordnet model, som fungerer for alle virksomheder, siger Kinga Szabo Christensen og fortsætter:
– Der er mange forskellige modeller afhængig af, hvor initiativet til at gøre virksomheden mere bæredygtig kommer fra. Det vil sige, om det kommer fra topledelsen, mellemledere eller fra medarbejderne.
– Når det handler om de store virksomheder kommer initiativet ofte fra toplederen. Så er bæredygtighedsstrategien kendetegnet ved at være præget af store visioner, som bestyrelsen også bakker op om. Men i løbet af projektet, har vi også set både store og mellemstore virksomheder, hvor initiativet har været isoleret i CSR-afdelingen eller hos enkelte andre medarbejdere, som brænder for det, ligesom vi har set, at presset kan komme fra medarbejderne. Alle modeller har deres egen fordele og udfordringer, siger Kinga Szabo Christensen og peger på læring nummer to, som afgørende for, at man lykkes uafhængigt af, hvor initiativet er forankret.
2. Gør bæredygtighed og verdensmålene til en del af, hvordan organisationen arbejder
Talrige undersøgelser peger på, at topledelsens engagement er afgørende for, at en virksomhed lykkes med sine strategier for bæredygtighed og verdensmål. Man skal bare ikke tro, at det stopper der, ifølge Kinga Szabo Christensens erfaringer.
– Det er ikke nok, at initiativet kommer fra topledelsen, hvis det ikke samtidig er ordentligt forankret hos forskellige ledere og kernemedarbejdere i organisationen.
– Omvendt duer det heller ikke, at agendaen om bæredygtighed drives af en eller flere mindre enheder uden at involvere topledelsen. Så integrationen af strategien i hele organisationen er både en de største udfordringer-, men også en af de vigtigste faktorer, for, at man lykkes, siger Kinga Szabo Christensen.
Hun råder til, at man tager udgangspunkt i sin kerneforretning og ser på den både med positive og kritiske briller.
– Find ud af hvor I er mindre gode og har en negativ impact, og hvor I har en positiv impact på verdensmålene. Vi anbefaler, at virksomhederne vælger de to til tre vigtigste verdensmål og fokuserer 100 procent på dem. Hvis man vælger mange flere end det, bliver det hurtigt uoverskueligt.
Et godt eksempel på det er plastvirksomheden Plus Pack.
– Plus Pack er åbne om, at plastik kan have en negativ impact på miljøet. Men samtidig fortæller de, om de cirkulære tiltag de har i gang for, at det de producerer bliver genbrugt.
3. Vær klar til at ændre eller udvide din forretningsmodel
Store visioner for bæredygtighed er ikke meget værd uden konkrete delmål og hårde KPI’er, ifølge erfaringerne fra ‘Filantropi til Forretning’, fortæller Kinga Szabo Christensen.
– Det der kendetegner virksomheder, som arbejder succesfuldt med strategier for bæredygtighed er, at de har integreret dem i kerneforretningen. Det vil sige, at bæredygtighed og verdensmål ikke er isoleret til særskilte CSR-indsatser eller afdelinger, men en del af måden, man driver forretning på.
Det kan godt medføre nogle ukomfortable diskussioner, siger Kinga Szabo Christensen.
– Man kan ikke bare arbejde med bæredygtighed som business as usual. Så virksomheder skal være klar til at ændre forretningsmodel eller udvikle nye forretningsområder.
4. Forstå fremtidens kundeperspektiv
Om du har andre virksomheder eller almindelige forbrugere som kunder, kan du godt forberede dig på en række nye krav til bæredygtighed, ansvarlighed og verdensmål i fremtiden, mener Kinga Szabo Christensen.
En af de danske undersøgelser, som indvarsler den udvikling, blev offentliggjort for nylig og peger på, at danskernes mindset er langt mere grønt end virksomhedernes.
– Virksomheder skal forstå nutidens og fremtidens kundeperspektiver. Både forbrugere og B2B kunder flytter sig og stiller flere og flere krav til bæredygtighed. De virksomheder som forstår det og indretter sig på det kommer til at vinde.
5. Vær klar til nye partnerskaber
Det 17. verdensmål handler som bekendt om partnerskaber. Og det bør virksomheder bide særligt mærke i.
– Når man arbejder med verdensmål og bæredygtighed, skal man være parat til at arbejde på nye måder, fordi det ofte vil vise sig, at man har brug for løsninger eller ideer, som ligger uden for ens egen organisation, siger Kinga Szabo Christensen og tilføjer:
– Det handler blandt andet om at tænke i utraditionelle partnerskaber, som godt kan gøre lidt ondt på selvfølelsen i virksomheden, fordi de måske involverer konkurrenter. Der kan også opstå nytænkning i helt andre brancher end din egen virksomhed er i. I DI har vi haft gode erfaringer med bevidst at sætte folk sammen, som er meget forskellige, i verdensmålsnetværk på tværs af brancher.
6. Mål og vej
Det der bliver målt, bliver også vigtigt. Derfor er virksomheders succes med bæredygtighed afhængig af, at de sætter sig konkrete mål, mener Kinga Szabo Christensen.
– Dem der er gode til at måle og dokumentere deres indsats, de lykkes også. Det er ikke nemt, for der er en underskov af mange forskellige typer af målinger, så det kan være rigtig svært særligt for små- og mellemstore virksomheder at finde ud af.
– Men dem der knækker koden til dokumentationen kommer også meget bredere ud med deres strategi, fordi de får mulighed for at kommunikere om den på en troværdig måde. Og kommunikation om bæredygtighed er vigtigt ikke kun fra et strategisk perspektiv, men også fordi det er med til at fremme agendaen i ens egen og andre brancher, siger Kinga Szabo Christensen.
De bedste råd til at arbejde med Verdensmålene fra syv af virksomhederne i ‘Filantropi til Forretning’-projektet
bObles’ chief marketing officer, Thomas Sandfeld Bundgaard
1) Få alle med!
– Hvis I beslutter jer for at gøre det, så gør det ordentligt. Lad være med at lade det sejle rundt i en CSR-afdeling. Få alle i virksomheden med på den.
2) Gør det håndgribeligt
– Verdensmålene kan godt være lidt svære at forstå, selv for mig der arbejder med dem. Så prøv at gøre dem mere hverdagsagtige og håndgribelige, så kunderne kan forstå, hvordan de kan være med til at leve op til verdensmålene.
3) Test det
– Lad være med at vente til I har det helt store projekt kørt i stilling. Prøv det af med nogle mindre projekter og vær ikke bange for at teste det.
DuPont Nutrition & Biosciences’ Global Sustainability Lead, Mikkel Thrane
1) Begræns dig! Fokusér på få af målene. Kom gerne ned på to-tre stykker.
2) Hvad gør du allerede? Undersøg hvilke mål, din virksomhed allerede understøtter, og brug dem som udgangspunkt for de nye SDG-projekter.
3) Vælg nogle værktøjer! – Der findes forskellige manualer til, hvad virksomhedens rolle kan være i forhold til at leve op til SDG’erne. Find to-tre af de manualer, publikationer eller værktøjer og brug dem. Vi brugte Global Reporting Initiative’s “An Analysis of the Goals and Targets” og FN’s “The SDG Compass – UN Global Compact”.
Egmonts CSR-konsulent Line Pedini Rasmussen
1) Få mandat fra topledelsen
– Alting bliver lettere, hvis toppen er med på idéen, siger Line Pedini Rasmussen.
2) Hvor kan vi påvirke mest?
– Fokuser på de verdensmål, hvor I har den største påvirkning både positivt og negativt.
3) Vær realistisk og tålmodig
– Det kan være en lang proces.
Gehls CEO, Helle Søholt
1) Processen skal drives både bottom up og top down
Det skal være drevet af topledelsen, men man skal være lydhør for bevægelser blandt medarbejdere og samfundet. Flere initiativer i Gehls arbejde med SDG’erne er forslag fra medarbejderne.
2) SDG’erne skal skrives ind i strategien
Arbejdet med SDG’erne skal indarbejdes i virksomhedens strategi. Det er ikke noget, man tager sig af i en kommunikationsafdeling eller CSR-afdeling.
3) Strategien skal forankres i organisationen
Gehl har oprettet en innovationsafdeling, men også brugt mange penge og kræfter på at involvere medarbejderne. Man skal vide, hvem der har SDG-hatten på og finde ud af, hvordan man engagerer folk. Ellers lander det hurtigt mellem to stole.
Haldor Topsøes Director for Corp. Compliance & Sustainability, Christian Stender
1) Find fokus
Start med en analyse, som ender med et klart fokus. Find ud af, hvor I skal starte arbejdet med SDG’erne.
2) Hvor ambitiøst skal det være?
Find ud af, hvor dybt I vil gå, og hvor præcist det skal være. Nogle arbejder meget overordnet med SDG’erne, mens andre går helt ned i detaljer.
3) Transparens
Mange bruger arbejdet med SDG’erne som markedsføring, og det er også helt okay. Det vigtige er, at man siger, hvad man gør, for der er også nogle ting, som man ikke gør, og her hjælper transparens til at skabe balance for både den interne og eksterne kommunikation.
Krügers HR- og kommunikationsdirektør, Anne Abraham
1) Ukendt destination
Du skal acceptere, at det er en rejse, som kan tage dig et andet sted hen, end du havde regnet med. Men det er bedre at komme afsted med samme, end at vente på det store forkromede overblik.
2) Spørg alle!
Det er vigtigt at inddrage alle interessenter. Drøft det med ejerne, bestyrelsen og medarbejderne, men tag også kunder, NGOer og politikere med på råd.
3) Andre brancher
Vend jeres forretning og arbejde med verdensmålene med virksomheder fra andre brancher. De kan være bedre til at se hullerne i osten end virksomheder fra ens egen branche, der ofte har samme tilgang.
Peter Larsen Kaffes innovationsansvarlig, Lars Aaen Thøgersen
1) Spørg, hvad du kan gøre for verdensmålene
Lav en grundig analyse af, hvor din virksomhed kan spille sammen med verdensmålene. Det er vigtigt, at man ikke ser på, hvilke verdensmål man allerede leverer på, men hvor man kan gøre en indsats, der gør en forskel for verden.
2) Gør det, du er bedst til
Prioriter din indsats og stol på, at andre løfter de andre verdensmål. Peter Larsen Kaffe har fokuseret på verdensmålene 2, 8 og 12 med specifik udvælgelse af otte delmål. Dermed fravælger de også en del og siger nej til en række projekter. Dem må de stole på, at andre i industrien er bedre til at løfte.
3) Se målene som en mulighed
Se verdensmålene som en mulighed for at lægge et nyt lag på din forretning. Verdensmålene kan udstikke en retning og en vision, som I kan bruge til at lægge en ny dimension til jeres egen virksomhed.
Plus Packs Direktør for Forretningsudvikling, Camilla Haustrup Hermansen
1) Tag verdensmålene alvorligt
– Det er et vilkår og ikke et valg at arbejde med bæredygtighed, og verdensmålene er et oplagt værktøj til at arbejde målrettet med innovation. Hvis man ikke arbejder seriøst med verdensmålene, så bliver det bare et logo-stunt, siger Camilla Haustrup Hermansen.
2) Arbejd verdensmålene helt ind i kerneforretningen
– Alle virksomheder måler KPI’er, og man er nødt til at arbejde verdensmålene ind i kerneforretningen, hvis man skal tage dem alvorligt. Man skal måle på sin indsats her, ligesom man måler alle mulige andre nøgletal i forretningen.
3) Følg op
– Mål på den værdi, som din forretning leverer til verdensmålene. Følg op på, hvordan forretningen lykkes og del resultaterne, både internt og eksternt.
Dyk ned i alle 21 cases og læs alle virksomhedernes råd på danskindustri.dk/sdg/cases.
Forsiden lige nu:

Polestar følger værdikæden med blockchain
I 2027 skal alle batterier have et digitalt pas. Elbilproducenten Polestar er gået foran og tracker allerede nu en række metaller. Både myndigheder og forbrugere kræver i stigende grad transparens.

Et flertal er med på forandringer – men det kræver inddragelse
PODCAST: Naturens konto er i voldsomt overtræk, og derfor er vi nødt til at vende op og ned på det hele. Det argumenterer Rune Baastrup for, når han gæster Steffen Max Høgh i denne udgave af Bæredygtig Business.

Startede Footprint Firm: Nu skal han sætte aftryk på grønt råd
Stifter og partner fra The Footprint Firm, Christian Sparrevohn, skal overtage posten som forperson for Rådet for Grøn Omstilling.
Seneste artikler:

Henrik Frandsen overtager ordførerskab for klima-, energi og forsyning
Moderaterne udvider klimaområdet med et nyt klimaordførerskab med fokus på global klimapolitik.

Fond ansætter ny frontfigur til at lede investeringer i fremtidens fødevarer
Danmarks Eksport- og Investeringsfond ansætter ny direktør til at lede fondens arbejde med udvikling af klima- og miljørigtige fødevarer.

Virksomheder i fødevarebranchen har nu udsigt til 58 mio. kr. i tilskud til plantebaseret fødevareproduktion
Fra den 31. maj har Fonden for Plantebaserede Fødevarer sat 58. mio. kr. på højkant til virksomheder, der arbejder med plantebaserede fødevarer.
Loading...
Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.
