Connect with us

Hvad søger du?

Sustain ReportSustain Report

Nyheder

Kort nyt: Kingo stopper i FN | Unilever reducerer plastik-emballage | Ny viden om at undgå vandspild

Jagten på Lise Kingos afløser går i gang i november. Bliv opdateret på tre korte nyheder.

Foto: LewisTsePuiLung/iStock

Lise Kingo giver stafetten videre
Når kalenderen viser juni 2020, kan Lise Kingo ikke længere smykke sig med den mundrette titel UN Global Compact CEO & Executive Director. Siden 2015 har hun stået i spidsen for FN’s globale virksomhedsnetværk, der skal mobilisere virksomheder for at skabe en bedre verdenud fra blandt andet 10 principper, som alle vores medlemsvirksomheder forpligter sig til at efterleve.

Lise Kingo har selv ønsket at forlade stillingen, der er baseret i New York, og flytte tilbage til Danmark. Det sker efter at 2015-2020-strategien er fuldført til næste år, hvor hun formelt fratræder 15. juni.

I november indleder FN jagten på en ny leder af det globale netværk, som udnævnes af FN’s generalsekretær. Men før du søger, så tjek lige om du kan kalde dig CEO, CFO, CIO eller nogle af de andre fine titler med c, det er nemlig C-suite business candidates, som FN leder efter som den næste stemme for sustainable business, fremgår det af en meddelelse fra FN.

Lise Kingo har haft en lang karriere i Novo Nordisk, hvor hun var led i adm. direktør Mads Øvlisens ønske om at øge fokus på værdier som ansvarlighed og etik. Hun fik blandt andet rollen som koncerndirektør for CSR i Novo Nordisk. Her kæmpede hun, ifølge en bog om Novo Nordisks historie, en sej kamp for at få bæredygtighed højt på dagsordenen i virksomheden.

Lise Kingo har desuden tidligere været medlem af Etisk Råd, været bestyrelsesmedlem i GN Store Nord, bestyrelsesformand for Steno Diabetes Center og adjungeret professor i bæredygtighed og innovation på Vrije Universiteit i Holland.

Unilever reducerer plastik-emballage fra et af verdens største skønhedsbrands
Skønhedsmærket Dove skifter til 100 procent genanvendte plastflasker for en lang række produkter, plastfri emballager og refill deodoranter. Det oplyser Unilever i en pressemeddelelse.

Det er en del af 2025 målene for Dove om at reducere plastaffald. Resultatet vil være en årlig reduktion af mere end 20.500 ton jomfru-plast. Den besparelse svarer til, at en række af plastflasker kan nå 2,7 gange rundt om jorden.

Reduktionen skal sikres ved at skifte til plastfri emballage på sæben Dove Beauty Bar, ved lancering af 100 procent genanvendte plastflasker til en lang række produkter samt via genopfyldelige deodoranter.

Doves tiltag er del af Unilevers nye mål på plast-området:
• At halvere brugen af ​​jomfru-plast ved at reducere den absolutte brug af plastemballage med mere end 100.000 ton og fremskynde brugen af ​​genanvendt plast.
• At hjælpe med at indsamle og forarbejde mere plastemballage, end virksomheden sælger.

De knytter sig til, at Unilever er en af de i alt cirka 400 brands, som deltager i Ellen MacArthur Foundations New Plastic Economy.

Dove ønsker ifølge meddelelsen at være med til at skabe en cirkulær plastøkonomi, hvor plast genbruges og genanvendes. Midlet er et globalt program, som bygger på principperne intet, bedre og mindre plastik for Doves forskellige produkter.

Næste år vil emballagen til Doves skønheds-bar være plastfri.  Og man arbejder desuden på at gøre den ydre indpakning af multi-pakker plastfri. Når det gælder bedre plastik, investerer Dove i mere bæredygtige materialer, der skal reducere brugen af ​​jomfru-plast og dermed støtte udviklingen af ​​en cirkulær økonomi for plast.

Ved udgangen af 2019 lancerer Dove derfor flasker af genbrugsplast (PCR), hvor det er teknisk muligt, i Nordamerika og Europa. Dove fortsætter desuden med at søge efter løsninger på områder om hætter og pumper, som i dag ikke kan bestå af genanvendt plast af tekniske årsager.

Når det gælder målsætningen om mindre plastik, skal det opnås via nye genanvendelige og genopfyldelige deodorant-sticks i rustfrit stålformat, hvis lanceringsdato endnu ikke er fastsat.

Bedre genanvendelse alene vil nemlig ikke løse de plastproblemer, vi står overfor i dag, ifølge Sander Defruyt, der er ansvarlig for New Plastics Economy hos Ellen MacArthur Foundation.

– Vi skal fjerne de plastic-artikler, som vi ikke har brug for og innovere dem, vi har brug for, så alle er genbrugelige, genanvendelige eller komposterbare. Og vi skal cirkulere alle dem, vi bruger ved at genbruge dem, eller genanvende dem til nye produkter og emballage, siger Sander Defruyt i meddelelsen.

Richard Slater, Unilevers forsknings- og udviklingschef kalder udmeldingerne om Doves tiltag for plastikreduktion for “et vigtigt skridt i vores arbejde med at transformere, hvordan vi producerer, bruger og bortskaffer plastemballage”.

– Vores mål er at motivere og drive den globale genvindingsindustri til at indsamle mere affaldsplastik og stille mere genanvendt plast til rådighed, tilføjer han.

Unilevers produkter bliver solgt i over 190 lande og er dagligt i kontakt med 2,5 milliarder forbrugere om dagen. Virksomheden har 155.000 ansatte og genererede et salg på 51 milliarder euro i 2018.

Hvordan skaber vi større digitalisering i vandsektoren?
En øget digitalisering i vandsektoren og udnyttelse af nye teknologiske muligheder er temaet for det første dedikerede spor om vand på DTU’s årlige High Tech Summit , der finder sted 30.-31. oktober 2019.

Verden over er der enighed om, at vand er vigtigt som aldrig før. Både i byer, virksomheder, landbruget og naturen er vand nødvendigt og en stor del af grundlaget for vækst på tværs af sektorer. Samtidig bliver håndtering af vand stadig mere digitaliseret, også i arbejdet med de tiltag, der skal imødegå følgerne af klimaændringer som tørke, oversvømmelser med mere, skriver DTU i en pressemeddelelse.

Og selvom danske virksomheder med rette kan bryste sig af, at Danmark er blandt de førende på vandteknologiområdet, er der plads til forbedring. En sektorudviklingsrapport fra DTU, der udkom i foråret 2019, peger nemlig på behovet for større samarbejde i branchen, hvis det fulde potentiale i digitaliseringen skal udnyttes.

– Rapporten og den efterfølgende høring på Christiansborg gjorde det klart, at der er et stykke vej, før vi i Danmark har udnyttet de muligheder, digitaliseringen giver for nye teknologier, mere intelligente produkter og robuste planlægningsværktøjer, siger Peter Steen Mikkelsen, professor på DTU Miljø og leder af Water DTU i meddelelsen.

På High Tech Summit på DTU bliver de seneste fremskridt inden for området præsenteret, ligesom der bliver debat om mulighederne for at gøre sektoren endnu mere effektiv, innovativ og bæredygtig ved en øget digitalisering.

Drøftelserne på High Tech Summit blandt vandsektorens aktører vil tjene som optakt til 2020, hvor Danmark er vært for verdens største begivenhed på vandteknologiområdet. Det er den store IWA World Water Conference & Exhibition med 10.000 besøgende fra hele verden, der finder sted d. 18-23. oktober 2020 i København.

Deltagelse i High Tech Summit er gratis, men kræver tilmelding.

Sidst men ikke mindst… er Vestas tidligere adm. direktør Anders Runevad på Top 100-listen over CEOs, som Harvard Business Review årligt offentliggør. Han er i dag afløst af Henrik Andersen, som tog over i august. I de seks år Anders Runevads stod i spidsen for Vestas, steg aktien med 460 procent, ifølge Berlingske.dk.

Forsiden lige nu:

Seneste artikler:

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.