Det er med risikoen for afskedigelser, et forventet minus for 2020 og social distancing, at Grundfos ikke desto mindre kan fejre 75 års jubilæum 12. maj.
Den Bjerringbro-baserede virksomhed står da også stærkt med et historisk højt 2019-salg på 27,5 mia. kr. i bagagen.
– Vi forventer helt klart, at vi ender med et minus for året. Men det er slet ikke noget, der er en katastrofe eller truer Grundfos overhovedet, siger koncernchef og adm. direktør i Grundfos Mads Nipper til Børsen.
Han forventer, at virksomheden står over for en “lang økonomisk genopbygning”.
– Det vil være et nyt udgangspunkt, vi starter fra – ligesom rigtig mange andre brancher,” siger Mads Nipper til Børsen.
Nem var situationen dog heller ikke, da virksomheden blev grundlagt i 1945 efter fem års tysk besættelse. I dag er den direkte til stede gennem 83 selskaber i 56 lande. Dertil kommer flere lande i kraft af et netværk af partnere og underforhandlere.
Fra den allerførste pumpe i 1945 til dagens digitale løsninger har Grundfos været synonym med pionerånd, social bevidsthed og innovative løsninger, skriver Grundfos. 75-årsdagen er dedikeret til de fælles værdier, der binder virksomhedens 19.280 ansatte over hele verden sammen.
Grundet coronakrisen vil Grundfos først i 2021 markere jubilæet med en festival for de danske medarbejdere. 12. maj vil medarbejderne globalt dog fejre dagen i deres lokale enheder, omend det for mange vil foregå digitalt.
For Grundfos er jubilæet en lejlighed til at reflektere over fortiden, nutiden og fremtiden.
– Vi fejrer den banebrydende og socialt ansvarlige ånd, der har drevet Grundfos siden starten, og som fortsætter med at drive os i dag. Vi fortsætter den tankegang med et dybt engagement i at bekæmpe de aktuelle klima- og vandudfordringer, der berører os alle, siger Mads Nipper i meddelelsen.
Her fremhæver han konkret Grundfos’ ambition om at bidrage til at bringe sikkert drikkevand til 300 millioner mennesker i det kommende årti og at blive en klimapositiv virksomhed.
I marts annoncerede Grundfos desuden, at omkring 2600 køretøjer står overfor en udskiftning i løbet af de næste seks år som led i koncernens planer om at skifte til elbiler inden udgangen af 2025.
Initiativet er en del af virksomhedens ambition om at reducere sine egne CO2-emissioner med 50 pct. i 2025 og blive klimapositive i 2030. Grundfos bilerne udleder 14.500 ton CO2-e om året, mens produktionen til sammenligning i 2019 udledte 80.068 ton.
Og netop engagementet i bæredygtighed og klima er noget, der har givet såvel topchefen som virksomheden meget positiv omtale i de senere år. Mads Nipper er blandt andet kåret som ‘Årets Leder 2019‘ med henvisning til hans engagement i verdensmålene og som ‘Årets Sociale CEO Superbrand‘ i Infomedia 2018-måling på grund af sin succesfulde kommunikation om bæredygtighed på sociale medier. I 2019 kom han ind på en femteplads over CEOs med de mest bæredygtige brands.
Som CEO har han formået at positionere Grundfos som en markant del af den grønne omstilling, vurderer Martin Vith Ankerstjerne, director i Advice med fokus på bæredygtighed.
– Han (Nipper, red.) lægger ikke skjul på, at han ønsker at præge dagsordenen langt ud over, men i tråd med, Grundfos’ interesser. I et interview med Infomedia siger han direkte: “Jeg har det store privilegie, at flere gerne vil lytte, når jeg taler, og det er da noget, jeg gerne vil udnytte”, siger Martin Vith i et interview med Sustain Report.
Under corona-krisen var Grundfos blandt de virksomheder, som hurtigt var på banen med diverse tiltag såsom at omlægge dele af produktionen til værnemidler samt at fremskynde betalingen af underleverandører
Grundfos’ historie
Pumpevirksomhedens historie startede kort inden afslutningen på Anden verdenskrig, da Grundfos-grundlægger og ingeniør Poul Due Jensen blev spurgt af en lokal landmand, om han kunne skaffe en pumpe. I kølvandet på krigen var der mangel på næsten alt, så han måtte udvikle og konstruere en komplet vandforsyning fra bunden. Løsningen blev en stor succes, og – som historien viser – grundlaget for den virksomhed, vi kender i dag.
Udover at være innovativ, var Poul Due Jensen meget bevidst om værdien af at samarbejde. Han lagde kimen til en inkluderende arbejdsplads med budskabet om, at alle har magten til at bidrage.
”Det er ikke meget, et enkelt menneske kan overkomme, men der er ingen grænser for, hvad mange mennesker kan nå, når de arbejder sammen,” sagde han og udråbte medarbejderne som nøglen til succes.
Grundfos har hovedkontor i Bjerringbro og er globalt førende inden for avancerede pumpeløsninger og trendsætter inden for vandteknologier. Virksomheden blev grundlagt i 1945 og har forpligtet sig til at være pionerer, der leverer banebrydende løsninger på verdens vand- og klimaudfordringer og forbedrer menneskers livskvalitet.
Grundfos leverer energieffektive pumper og smarte digitale løsninger til applikationer på tværs af forskellige segmenter, herunder kommercielle bygninger, industrier og vand- og spildevandsstyring.
Kilde: Grundfos
Forsiden lige nu:

Polestar følger værdikæden med blockchain
I 2027 skal alle batterier have et digitalt pas. Elbilproducenten Polestar er gået foran og tracker allerede nu en række metaller. Både myndigheder og forbrugere kræver i stigende grad transparens.

Et flertal er med på forandringer – men det kræver inddragelse
PODCAST: Naturens konto er i voldsomt overtræk, og derfor er vi nødt til at vende op og ned på det hele. Det argumenterer Rune Baastrup for, når han gæster Steffen Max Høgh i denne udgave af Bæredygtig Business.

Startede Footprint Firm: Nu skal han sætte aftryk på grønt råd
Stifter og partner fra The Footprint Firm, Christian Sparrevohn, skal overtage posten som forperson for Rådet for Grøn Omstilling.
Seneste artikler:

Henrik Frandsen overtager ordførerskab for klima-, energi og forsyning
Moderaterne udvider klimaområdet med et nyt klimaordførerskab med fokus på global klimapolitik.

Fond ansætter ny frontfigur til at lede investeringer i fremtidens fødevarer
Danmarks Eksport- og Investeringsfond ansætter ny direktør til at lede fondens arbejde med udvikling af klima- og miljørigtige fødevarer.

Virksomheder i fødevarebranchen har nu udsigt til 58 mio. kr. i tilskud til plantebaseret fødevareproduktion
Fra den 31. maj har Fonden for Plantebaserede Fødevarer sat 58. mio. kr. på højkant til virksomheder, der arbejder med plantebaserede fødevarer.
Loading...
Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.
