Lad os starte med det positive: I mine 17 år i finanssektoren har jeg læst mange bøger om investering, men alligevel er bogen ’Investér bæredygtigt – og bliv fremtidens vinder på aktiemarkedet’ af Pernille Wahlgren og Eva Grønbjerg markant anderledes end de fleste.
På både godt og ondt.
At bogen skiller sig ud, skyldes flere ting. Ikke mindst, at bogen langt henad vejen minder mere om en selvhjælpsbog, der rådgiver om læserens livsstil, end en klassisk bog om investering. Dermed skriver bogen sig ind i strømninger i tidsånden, hvor investering og bæredygtighed bliver flettet sammen.
Også forfatternes baggrund skriver sig ind i tidsånden. Pernille Wahlgren og Eva Grønbjerg har nemlig begge anderledes baggrunde og tilgange til investering end mange professionelle investorer. Wahlgren er uddannet cand.mag. i europæisk etnologi, byplanlægning og kunsthistorie fra Københavns Universitet. Hun har tidligere udgivet bogen ’Invester i livet – Køb aktier og bliv fri’, og i dag arbejder hun som investor. Grønbjerg har en baggrund i CSR, og hun har grundlagt virksomheden Sustainify, hvor hun arbejder med data på bæredygtighed.

Med ’Investér bæredygtigt – og bliv fremtidens vinder på aktiemarkedet’ spiller Wahlgren og Grønbjerg sig dermed ind strømningen af finfluencers. En ny gren inden for investeringsverdenen, hvor influencers deler erfaringer og anbefaler aktier. Typisk er finfluencerne ikke professionelt uddannede eller har arbejdet professionelt med investering. Derimod har de en interesse, som de deler med andre. Investeringen bliver dermed et amatørspil, der trods den negative klang ikke skal forstås sådan. Det handler om, at finfluencerne sjældent har samme viden som de professionelle investorer.
Bred forståelse af investering
Med bogen lægger forfatterne op til en bredere forståelse af investering end bare investering i aktier: Det handler om at investere i dig selv, finde ud af hvem du er, og hvad du står for investeringsmæssigt. Set fra min stol er det helt klart den stærkeste del af bogen.
Læs også: ‘Bæredygtig Business’ giver praktisk indføring i grøn omstilling til ledere
Begge forfattere har selv taget rejsen, og de er gode til at sætte ord på den. Ikke mindst i forbindelse med forklaringen af alle de forskellige betegnelser, der knytter sig til bæredygtig investering, som kan være svær at navigere i. Her giver bogen et af de bedste overblik, jeg har stødt på.
Bogens halten
Som introduktion til bæredygtig investering er bogen altså god, men jeg synes, den er alt for overfladisk, hvis den skal bruges af en person som ikke har investeret før. Sat på spidsen er det naivt, at forfatterne mener, at læserne kan komme godt i gang med investering på baggrund af bogen. Samtidig er nogle af deres beskrivelser af investeringsbegreberne for svage og farvede af forfatternes egne holdninger. Så bogen mangler noget faglighed.
I modsætning til tidligere er det i dag utroligt nemt at investere i aktier. Men det er ikke nødvendigvis nemt at få succes med investering. Aktierne er godt nok steget de sidste mange år, hvor forfatterne har været aktive. Næsten ligegyldigt, hvilke aktier du har investeret i, har de klaret sig godt. Så derfor har mange mennesker gode historier om deres investeringer, og den kollektive hukommelse er kort, så de fleste har glemt, at der blev tabt store formuer under aktiekriserne i 2008, 2000 og 1987.
Læs også: Her er de fire største tendenser inden for bæredygtighed
Investorer bør også – lige gyldigt om de investerer bæredygtigt eller ej – overveje at sprede deres investeringer over flere aktivklasser. Det vil sige at investere i andet end aktier for at være mindre udsatte for økonomiske udsving. De privatinvestorer, der rent faktisk kan lære noget om aktieinvestering af denne bog, vil være bedre tjent med at begynde deres investeringer i bæredygtige indeksfonde, der automatisk har en stor spredning med tusindvis af globale aktier. Når fundamentet er lagt, kan investorer så supplere med enkeltaktier. I bogen er der dog gjort opmærksom på at det vigtigt at sprede sine investeringer og forfatterne har lært mig ordsproget, ”spredning er din redning”.
Lang horisont
Men lad os kort vende tilbage til de store kriser, for måske betyder de ikke så meget i forfatternes syn på investering. De har begge en meget lang investeringshorisont, hvorfor de er mindre påvirkede af lejlighedsvise udsving i markedet. Desværre kommer bogen ikke ind på, hvordan de forholder sig til prisen på de aktier, de handler. For selvom et selskab producerer en efterspurgt vare, kan virksomhedens aktiepris godt være helt skæv.
Bogen lægger op til, at læserne selv skal finde deres egen investeringstype ud fra personlige holdninger og følelser. Der er dog også andre typer af følelser forbundet med investering, og for mange vil de følelsesmæssige rutsjeture ved at investere i enkeltaktier fylde meget, og dette behandles desværre ikke i bogen.
Læs også: Bundlinjen påvirker ikke arbejdet med Verdensmål
At livsstil og værdier skal afspejles i investeringerne, er ikke en ny måde at investere på, men over de senere år er den blevet meget populær specielt blandt unge investorer. Men er det en god måde at investere på? Det kommer an på, hvorfor du investerer. Vil du have det godt med dig selv, og tror på at du kan gøre en forskel med dine investeringer, eller ser du mest på afkast? Forfatterne mener, at du kan vælge begge dele, fordi de investerer i virksomheder, hvis produkter, der vil være efterspørgsel på i fremtiden. Spørgsmålet er så, om de har ret i den antagelse. Det vil tiden vise, og for nu er det et trosspørgsmål.
Kan være en hjælp til bæredygtighedsarbejdet
For dem, der arbejder med sustainability, kan bogen være et værktøj, når de i deres arbejde skal måle og kommunikere deres impact og sustainability. Det skyldes, at forfatterne har et velovervejet syn på bæredygtighed, der er mere personligt og i hvert fald anderledes end mange andre professionelles.
Med bogen i hånden kan bæredygtighedsprofessionelle specielt i SMV’er se sig selv fra en ny generation af investorer, hvilket kan være en hjælp, når virksomhederne skal rapportere om deres bæredygtighed.
Men, når det handler om konkrete råd til investeringer, vil jeg anbefale at finde viden andet steds.
’Investér bæredygtigt – og bliv fremtidens vinder på aktiemarkedet’ af Pernille Wahlgren og Eva Grønbjerg. Udkom 10. september på People’s Press.
Forsiden lige nu:

Her er de juridiske kamppladser for bæredygtighed
JURIDISKE KAMPPLADSER. Denne temaserie følger med advokathuset Lundgrens de juridiske kampladser i arbejdet med bæredygtighed. Datasikring er første step.

Kommuner mangler værktøjer til at stoppe klimabelastende nedrivninger af gode huse
Kommuner kan erklære huse og bygninger bevaringsværdige med henvisning til arkitektur og kulturarv. Her skal klima også tænkes ind, mener flere aktører.

Kærligheden til mad kan løse udfordringen med at mange forlanger kød på bordet
PODCAST: Vi er nødt til at få mennesker til at forstå, at billig mad kan laves godt, siger Claus Meyer, som gæster Steffen Max Høgh i Bæredygtig Business.
Seneste artikler:

Kristian Jensen træder ind i bestyrelsen hos grøn tech-virksomhed
Kristian Jensen, tidligere minister og næstformand for Venstre, indtager bestyrelsespost hos virksomheden Sustainable Projects Group Inc.

Departementschef skal afløse Möger
Peter Stensgaard Mørch skal være ny administrerende direktør hos PensionDanmark. Men først efter et år, hvor han bliver rustet til stillingen.

Djøfs lederpris 2023 går til leder med blik for bæredygtighed, social ansvarlighed og inklusion
I år kunne Rune Petersen, chef for innovation og investeringer hos Pelican Self Storage, tage imod titlen som årets bedste leder.
Loading...
Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.
