Hvis alle i en virksomhed, skal arbejde med bæredygtighed, giver det så mening med en særskilt CSR- eller sustainability-afdeling?
Nej, mener man i Mærsk, som sidste år nedlagde sin sustainability-afdeling. Siden har Mærsk dog oprettet en afdeling for CO2-reduktion.
Det er en fundamental fejl, for bæredygtighed er for de 19.000, ikke for de 16
Også i Grundfos har man droppet en særskilt afdeling for bæredygtighed for flere år siden. Det fortalte daværende CEO for Grundfos Mads Nipper på konferencen Ledelsens Dag i november.
– Jeg traf den beslutning for fire år siden at nedlægge Grundfos’ bæredygtigheds-afdeling, eller CSR-afdeling som den hed. Det virker som lidt af et paradoks, fordi “så tror han da ikke en skid på det”. Tværtimod. Der sad 16 mennesker og beskæftigede sig med bæredygtighed, og det fik den implikation, at alle andre sagde: “alletiders, bæredygtighed det er de 16, der sidder der. Det vil sige, at de 18.984, som vi andre ansatte i Grundfos er, sagde, at det er så ikke vores job. Det er en fundamental fejl, for bæredygtighed er for de 19.000, ikke for de 16. Derfor valgte vi at bage bæredygtighed ind i ledelsessystemet, sagde Mads Nipper, som nu står i spidsen for Ørsted.
Behov for stærk sustainability-faglighed
Selvom Grundfos ikke har en decideret bæredygtighedsafdeling, fik Janda Campos titlen som Group Director for Sustainability Engagement for et års tid siden. Hun er dermed den øverste ansvarlige for at sikre integrationen af bæredygtighed i hele organisationen.
– Jeg er personlig ked af, at Mads citat om, at sustainability skal være alles ansvar er blevet misforstået som en decimering af fagligheden omkring sustainability. Der er netop behov for det modsatte; personer som har en stærk, faglig sustainability-viden samtidigt med, at alle driver det ud i organisationen. Det er jeg ikke i tvivl om, at Mads ville være enig i, siger hun.
Hvis alle driver agendaen, er der ingen, som kan samle aktiviteterne og prioritere dem
Bliver sustainability i sin egen ø i organisationen, er der dog behov for at gentænke set-uppet, mener Janda Campos.
– Det gælder især de steder, hvor sustainability/CSR opererer som en selvstændig del af organisationen og driver deres egne projekter uafhængigt af forretningen.
Men det er afgørende, at nogen har bæredygtighedsstafetten.
– Risikoen ved at gøre sustainability fuldstændig decentralt kan være, at virksomheden mangler en samlet strategisk tilgang til bæredygtighed. Hvis alle driver agendaen, er der ingen, som kan samle aktiviteterne og prioritere dem i forhold til forretningsstrategien, siger hun.
Om det overordnede bæredygtighedsansvar er placeret i Kommunikation, Strategi, Finance eller andre afdelinger, finder hun mindre relevant.
Rollen som bæredygtighedschef vil ændre sig. Potentielt fusionerer den med en anden rolle
Sustainability-ansvarlige får ‘oversætter-funktion’
I Danske Bank påpeger Head of Group Societal Impact & Sustainability Maria Simonsen ligeledes, at sustainability-afdelingen, og rollen som sustainability-leder, er under forandring.
– Jo mere bæredygtighed bliver integreret og institutionaliseret i virksomheden og dens processer, ja, så tror jeg, at rollen som bæredygtighedschef vil ændre sig. Potentielt fusionerer den med en anden rolle.
Set fra Maria Simonsens stol, er vi “kun ved slutningen af bæredygtighedens begyndelse”. De kommende år kalder på nye kompetencer.
– Den nødvendige forandring for at drive transformation vil kræve, at bæredygtighedsspecialister supporterer de beslutninger, der bliver taget i organisationen.
Der et behov for at kunne oversætte den enorme mængde aktiviteter og datapunkter
Den stigende interesse fra diverse stakeholdere for at forstå virksomheders udvikling inden for bæredygtighed. Giver også sustainability-ansvarlige en vigtig rolle.
– Uanset om udviklingen måles gennem Agenda 2030, Paris-aftalen eller branchespecifikke rammer, er der et behov for at kunne oversætte den enorme mængde aktiviteter og datapunkter, som en virksomhed genererer. Ellers kan de ikke på en meningsfuld måde vise alle stakeholdere, den impact virksomheden har, og de fremskridt den gør i forhold til bæredygtighed.
To skoler når det gælder CSR-afdelingen
Spørger man Erik Johnson, fagleder for bæredygtig forretningsudvikling i Dansk Industri (DI), er diskussionen om for- og imod bæredygtighedsafdelingen langt fra ny.
– Der er to skoler, når det gælder CSR-afdelingen, siger han og forklarer.
– Det ene skole mener, at CSR-afdelingen næsten burde nedlægges, fordi alle i virksomheden skal arbejde med bæredygtighed. På den måde undgår virksomheden en CSR-silo, som giver den forventning i organisationen, at CSR-folkene nok skal tage sig af bæredygtighed. Den anden skole mener, at det fortsat er vigtigt med bæredygtighedseksperter, som kender til fagstoffet. Jeg hører selv til i sidstnævnte kategori, siger han.
Den sustainability-ansvarlige får i højere grad en koordinerende funktion
Arbejdet med bæredygtighed skal nemlig understøttes af fagfolk med teknisk ekspertise, særligt når det gælder måling af CO2-aftrykket, forklarer han og fortsætter:
– Når det er sagt, er det helt klart, at sustainability-rollen har ændret sig. Fra at være ansvarlig for at indsamle og levere data til CSR-rapporten, er bæredygtighedsarbejdet nu en del af forretningsstrategien i de mest succesfulde virksomheder. Derfor får den sustainability-ansvarlige i højere grad en koordinerende funktion. Det betyder, at man ikke længere driver hele bæredygtighedsarbejdet selv. Man er med til at facilitere bæredygtighedsarbejdet i salg, marketing, leverandørkæden osv.
En sustainability-enhed fremtidssikrer forretningen
Frances Lu, Head of Sustainability & ESG Services i KPMG, mener ikke at en sustainability-enhed er en stopklods for, at bæredygtighed kommer til at leve i organisationen.
– Jeg ser både et behov for et stærkt sustainability-team og for, at bæredygtighed integreres i organisationen. Ofte vil sidstnævnte netop være en vigtig del af sustainability-afdelingens arbejde, siger hun og tilføjer:
– Når der ikke er en selvstændig sustainability-enhed, risikerer virksomheder at miste det makro- og fremtidsorienterede blik på bæredygtighed. Det er en af de centrale fordele ved at arbejde med agendaen. For når sustainability alene bliver en operationel funktion, falder det ikke naturligt at have øje for nye tendenser og at tappe ind i, hvad der sker i samfundet. Det er vigtigt at vide, for vindervirksomhederne er jo dem, der er et skridt foran og sætter agendaen frem for at følge strømmen.
Den pointe er Janda Campos også inde på.
– Man mister forbindelsen med, hvad der sker af nyt inden for sustainability-feltet, fordi hver enkelte afdeling følger med i udviklingen inden for deres egne områder og ikke i den overordnede agenda. Derfor er det fortsat vigtigt, at man har en, mere eller mindre, smal organisation, som supporterer den del af opgaven og integrerer bæredygtighed på tværs. Det er det, jeg er blev ansat til for lidt over et år siden, siger hun.
Et bevis på det er, at mange af nutidens bæredygtighedstendenser var på radaren hos bæredygtighedseksperter for længe siden, fortæller Frances Lu.
– Allerede for ti år siden havde de fleste sustainability-afdelinger forudset de tendenser, som har ramt forsiderne nu. Det gælder klimakrisen, og det øgede fokus på biodiversitet og ansvarlig skat. Det betyder ikke nødvendigvis, at der skal være en afdeling for sustainability, men en enhed i organisationen bør være ansvarlig for at forudse de tendenser og, mindst lige så vigtigt, hvordan industrien og virksomheden adresserer dem.
Sustainability kan bo mange steder
Men hvis sustainability ikke nødvendigvis skal bo i en særskilt afdeling eller enhed, hvor hører det så til?
– Jeg bliver ofte spurgt, hvor sustainability bedst ligger i en organisation, men det er der ikke et entydigt svar på, siger Frances Lu og forklarer:
– Afhængig af typen af virksomhed og dens prioriteter, kan det spænde fra strategi eller CFO’ens område til kommunikation eller drift. Vi ser også i stigende grad, at sustainability rykker tættere på bestyrelsen med direkte rapportering til CEO’en, og det er positivt.
Den mest afgørende faktor for at kunne integrere bæredygtighed i forretningsstrategiener er toplederens rolle
Selvom der ikke er en facitliste for, hvordan sustainability-arbejdet skal organiseres i en virksomhed, står en ting klart, ifølge både virksomheder og eksperter.
Der skal være en visionær kraft, som er på forkant med bæredygtighedstendenser og driver arbejdet i organisationen. Og den drivkraft skal også komme fra toppen af hierarkiet, understreger Erik Johnson fra DI.
– Den mest afgørende faktor for at kunne integrere bæredygtighed i forretningsstrategiener er toplederens rolle, ifølge en undersøgelse af multinationale virksomheder, siger han og fortsætter:
– Når en topleder som Mads Nipper kommunikerer kontinuerligt og konsistent om bæredygtighed, sætter han en strategisk ledestjerne, som får hele organisationen med. Er man derimod en topleder, som taler om bæredygtighed det ene øjeblik, og om at levere overskud i næste kvartal det andet øjeblik, så hører medarbejderne kun det sidste. De bliver presset til at følge den kortsigtet dagsorden frem for at have bæredygtighed og profit som ’både og’. De dygtigste virksomheder bruger det ene element til at opnå det andet.
Forsiden lige nu:

Danske virksomheder i front med bæredygtige investeringer – men rapporteringen halter
Danske virksomheder sætter standarden i den grønne omstilling, viser den globale softwarevirksomhed SAP’s årlige bæredygtighedsundersøgelse. Men de danske ledere famler efter målestandarder og kalder på finansafdelingens assistance.

Verdensmål 15: Danmark svigter naturen på land, selvom løsningen ligger lige for
I 2030 skal der gerne være 30 pct. beskyttet natur i Danmark – pt. er der ikke engang 2 pct. Greenpeace tager os i hånden og gennemgår en status på det 15. verdensmål. Vi skal rette blikket mod landbruget.

Et kilo status på verdensmålene, tak
Steen Hildebrandt har føjet endnu en bog til sit imponerende forfatterværk. Bogen gør status over verdensmålenes udvikling i Danmark, nu hvor vi er halvvejs mod 2030. Desværre er vi ikke halvvejs i mål, men vi kan nå i mål, hvis vi er villige til at tage verdensmålene seriøst.
Seneste artikler:

OL-kemi, Science-hold og grønne løsninger: Ørsted Medaljen hylder unik underviser og rollemodel
STEM-fagene og en grøn fremtid skal være for alle. Det formår lektor, Novo-rådgiver og gymnasielærer i kemi Nicolai Bogø Stabell med unik undervisning, der både når universitetshøjder og samtidig lader talentet overvinde forhindringer hos udfordrede elever. Derfor modtager han H.C. Ørsted Medaljen i bronze.

Skævvredne data gør os mindre robuste over for klimaforandringer
Et nyt studie fra SDU viser, at vi har et skævvredet billede af verdens plantedata, fordi den fortrinsvis er indsamlet i og af rige lande, hvilket gør os mindre modstandsdygtige over for klimaforandringernes effekter. Det er et eksempel på et større problem med en strukturel, global ulighed akademia, mener forskere fra DIIS.

Efter 25 år i Jyske Bank skal han stå i spidsen for Seges Innovations økonomiværktøj
Seges Innovation ansætter Lars Viftrup Lund som ansvarlig for virksomhedens økonomistyringsværktøj.
Loading...
Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.
