Connect with us

Hi, what are you looking for?

Sustain ReportSustain Report

Navne

Sammen kan Didde og Louise både regne og lægge ESG-strategi

PORTRÆT. De vil være personlige, nærværende og moderne. Og så vil de hjælpe SMV’erne godt i gang med ESG-arbejdet i deres nye virksomhed ESG Rådgiverne.

På sigt håber kvinderne bag ESG Rådgiverne at kunne tilvælge de virksomheder, der “vil det by heart.” Foto: Thomas Evaldsen

Didde Svendborg Østergaards arbejdsglæde er helt i top, når hun har hjulpet sine kunder med at løse et konkret problem som at få færdiggjort et klimaregnskab. 

Louise Kofod Thomsen, hendes partner i deres fælles nystiftede virksomhed, går glad hjem fra arbejde, når hun er lykkedes med at skære igennem den forvirring, der kan være om bæredygtighed, så lyset går op for hendes publikum eller kunde. 

Det er formentlig ikke svært at gætte, hvem af dem, der har en revisorbaggrund, og hvem der har arbejdet med bæredygtighed ud fra et strategisk og forskningsmæssigt perspektiv. 

Louise Kofod Thomsen har specialiseret sig i rådgivning af SMV’er inden for strategisk bæredygtighed. Foto: Thomas Evaldsen

Til fælles har de to kvinder, at de brænder for at hjælpe små og mellemstore virksomheder med at indstille sig på nye ESG-krav og skubbe virksomhederne i en mere grøn retning. Deres erfaring er, at netop SMV’erne halter bagud, når det kommer til arbejdet med ESG – på trods af, at der er store gevinster at hente for netop den type virksomheder. 

Derfor har de stiftet virksomheden ESG Rådgiverne, som skal hjælpe SMV’er med at komme godt i gang med deres ESG-arbejde. 

Louise Kofod Thomsen har mere end 9 års erfaring med at arbejde med bæredygtighed og har specialiseret sig i rådgivning af SMV’er inden for strategisk bæredygtighed og ESG. Derudover er hun underviser og facilitator og ansat som ekstern lektor i bæredygtig udvikling på Copenhagen Business School. 

Hun mødte Didde Svendborg Østergaard i kvindenetværket Mandag Morgen Businesskvinder, hvor de hurtigt fandt ud af, at de kunne noget helt særligt sammen. 

– Udover at Didde virkede som en skøn person, jeg godt kunne have en hyggelig aften med, så kunne jeg se, at hun sad med nogle kompetencer, som er meget efterspurgte inden for bæredygtighedsområdet. Det kunne jeg godt tænke mig at slå mig sammen med, fortæller Louise Kofod Thomsen. 

Didde Svendborg Østergaard har 20 års erfaring med processer, kontroller og compliance. Foto: Thomas Evaldsen.

Didde Svendborg Østergaard har en baggrund som revisor, og hun har arbejdet med processer, kontroller og compliance i de sidste 20 år. Hun har blandt andet arbejdet med at bygge kontroller til Novo Nordisks bæredygtighedsrapportering, og senest har hun fokuseret på compliance med bæredygtighed, herunder CSRD.

Tilsammen skiller de sig ud fra andre mindre rådgivningsvirksomheder, fordi de tilbyder et fagligt og strategisk blik på bæredygtighed kombineret med revisionskompetencer. 

Et helt nyt sprog

Louise Kofod Thomsen og Didde Svendborg Østergaard har begge erfaret, at der er et stort behov for hjælp til arbejdet med ESG i de små og mellemstore virksomheder. Det er et nyt område for SMV’erne, og ofte har de ikke de nødvendige kompetencer eller ressourcer til at løfte opgaven selv. Samtidig er det et område, der er i konstant forandring. 

– Tidligere har SMV’erne måske arbejdet med bæredygtighed, eller dengang CSR, på en måde, hvor de udvalgte nogle separate initiativer og fortalte de gode historier. Det var ikke strategisk forankret, fortæller Didde Svendborg Østergaard. 

Da jeg var ung, ville jeg i store træk gerne bare have et arbejde. Nu stiller de unge mennesker i højere grad krav til, at virksomhederne er ansvarlige

Didde Svendborg Østergaard

Nu er det ikke længere nok at bryste sig af, at man har fået en elbil eller indført affaldssortering. Man skal gerne kunne dokumentere, hvilken påvirkning initiativet har. 

– På mange måder er det et nyt sprog, de skal lære – et sprog de skal kunne tale både i bestyrelsessammenhænge og med kunder, forklarer Louise Kofod Thomsen. 

Her kan ESG Rådgiverne give en hånd. De hjælper virksomhederne med at lægge en strategi og gøre den operationel, så den kan udføres i praksis. De understreger, at det er vigtigt, at ESG ikke bare bliver rapportering for rapporteringens skyld, men at det også fører til en adfærdsændring. 

Læs også: Tre særlige udfordringer, som SMV’er støder på i ESG-arbejdet

Selv erfarer Didde Svendborg Østergaard og Louise Kofod Thomsen, at der er sket en stor ændring i virksomhedernes incitament for at arbejde med bæredygtighed. Hvor man før skulle tale mere til forretningsbenet, vokser andelen af folk med et reelt ønske om at være mere bæredygtige. 

Der er f.eks. flere ledere, som er naturligt drevet af at gøre en forskel, og som har brug for hjælp til, hvordan det sker i praksis. 

– Og så er der dem, hvor det handler om at tiltrække de rigtige medarbejdere. Da jeg var ung, ville jeg i store træk gerne bare have et arbejde. Nu stiller de unge mennesker i højere grad krav til, at virksomhederne er ansvarlige, særligt i de brancher, som er kendt for at være mindre bæredygtige, supplerer Didde Svendborg Østergaard. 

Motiverede by heart

På sigt håber kvinderne bag ESG Rådgiverne at kunne tilvælge de virksomheder, der “vil det by heart,” som de siger. Dem, der har et reelt ønske om at skabe bæredygtig forandring. 

– Når man selv brænder så meget for området, ønsker man jo også at arbejde med nogen, der også er begejstrede og motiverede for det, fastslår Louise Kofod Thomsen. 

Hun fremhæver dog selv, at SMV-segmentet har nogle andre forudsætninger for at arbejde med bæredygtighed end de helt store virksomheder. 

– Typisk har de ikke budgetter til, at Didde og jeg kan hjælpe dem over mange år, og derfor er det også vigtigt for os at udbygge deres kompetencer, så de kan fortsætte arbejdet selv. Det betyder også, at de selv skal have nogle ambitioner for at drive arbejdet videre, forklarer hun. 

PORTRÆT: De vil være personlige, nærværende og moderne. Og så vil de hjælpe SMV’erne godt i gang med ESG-arbejdet i deres nye virksomhed ESG Rådgiverne.
Det er vigtigt for Didde og Louise at holde sig nysgerrige og opdaterede. Foto: Thomas Evaldsen

I den forbindelse forsøger de to kvinder også at finde en balance i, at systemet ikke skal blive for komplekst. 

– Vi skal opbygge nogle værktøjer, de kan arbejde med, og som giver mening for dem, som fungerer simpelt. Hellere at de gør en lille smule rigtigt, end at de gør en masse forkert, fastslår Louise Kofod Thomsen. 

Moderne og personlige

I deres eget arbejde er det vigtigt for dem at holde sig nysgerrige og opdaterede. Tingene ændrer sig hurtigt i deres branche, og derfor er det vigtigt for kvinderne at være moderne og omstillingsparate. 

– Ser man på vores hjemmeside, ligner vi ikke nødvendigvis et klassisk konsulenthus. Vi er gået efter et personligt, nærværende og lidt sjovt udtryk, for det repræsenterer, hvem vi er, fortæller Louise Kofod Thomsen.  

De er også to kvinder, der sætter arbejdsglæden i højsædet. For Louise Kofod Thomsen er den i top, når hun står i en formidlingssituation, hvor lyset går op for hendes publikum. 

– Når jeg får skåret igennem den forvirring, der kan være på bæredygtighedsområdet, og de forstår budskabet klart, så er mit arbejde virkelig meningsfuldt. Det samme gør sig gældende i mit arbejde med Didde, når vi får formidlet et budskab klart for vores kunder, som også giver mening for dem. Så er jeg flyvende, smiler hun.  

Læs også: Fra udfordring til forbedring med CSRD og partnerskaber

Didde går glad hjem fra arbejde, når hun har hjulpet en kunde med at få løst et konkret problem.

– Måske har de ikke vidst, hvordan de skulle komme videre i en given situation, hvor vi har formået at give dem et værktøj. Eller måske har de fået lavet det klimaregnskab, de har kæmpet med. Jeg bliver også altid glad, når vi har hjulpet dem til at kunne løse opgaven selv, siger hun. 

Her kan man næsten mærke de to kvinders faglige baggrunde skinne igennem, og dem sætter de da også stor pris på ved hinanden. 

– Hvor jeg selv kommer fra et udgangspunkt, hvor to plus to giver fire, har Louise et perspektiv og en faglighed i forbindelse med det strategiske arbejde med bæredygtighed, der er fuldstændig fantastisk, fremhæver Didde Svendborg Østergaard. 

Louise Kofod Thomsen beundrer sin makkers revisortilgang og talforståelse. 

– Samtidig har Didde også en baggrund, som er meget mere corporate end min. Didde har arbejdet i en størrelse virksomheder, som jeg ikke har, og på den måde har hun et udsyn og nogle perspektiver fra nogle større sammenhænge, end jeg har, fremhæver hun.

Forsiden lige nu:

Seks bæredygtighedsdebatter, du bør høre på Folkemødet 

GUIDE. Sustain Report har tilrettelagt det perfekte program, hvis du skal på Folkemødet med en grøn agenda. Vi har udvalgt seks arrangementer, som både giver anbefalinger til faglig indsigt, nye perspektiver og lidt legene formater til den grønne samtale.

Seneste artikler:

En grøn, sikker og konkurrencedygtig fremtid kræver målrettet forskning 

DEBAT. Europa står i en sikkerheds- og forsyningspolitisk skæbnestund. Det er derfor positivt, at aftalen om 19 milliarder kroner til forskning og innovation sætter fokus på både grøn omstilling og energisikkerhed. Men netop i en tid, hvor uafhængighed og robusthed er afgørende, er det bekymrende, at bevillingerne til EUDP fortsat falder.

Coloplasts klima-retræte er dybt foruroligende

KOMMENTAR. Coloplasts retræte fra sit klimamål er et symptom på et bredere tilbageslag for klimaet. Og et varsel om, hvad der kan ske, hvis ansvarligheden forsvinder i toppen af dansk og internationalt erhvervsliv.

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.

Discover more from Sustain Report

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading