Verdensmål 14: Kun kort tid til handling, hvis det sorte hav skal se lys

Af Henrik Beha Pedersen, miljøbiolog og stifter af Plastic Change

Det ser lyst ud for livet i havet. Gennem ambitiøs lovgivning har vi vendt årtiers negative effekter, afværget de alvorlige udfordringer i vores verdenshave og genoprettet bæredygtige rammer for havets økosystemer og dyreliv.

Det lyder som ren ønsketænkning. Og det er det sådan set også. I hvert fald for nu. For nedtællingen er i gang, og inden 2030 skal ordene blive til virkelighed, hvis vi skal nå verdensmål 14 for livet i havet.

Siden jeg stiftede miljøorganisationen Plastic Change i 2014 – året inden FN vedtog verdensmålene – har vi haft øjnene rettet mod verdenshavene. Som miljøbiolog og sejler har jeg set, hvordan plastikforurening har indfundet sig i det dårlige selskab af overfiskeri, bundtrawling, iltsvind og klimaforandringer som endnu et eksempel på menneskers rovdrift på naturen.

I dag er problemet så omfattende, at indsatser for at rense havene for plastikaffald og mikroplastik, kommer til kort: Det er umuligt at følge med, når millioner af ton sodavandsflasker, engangsemballage, cigaretskodder, nylon-fiskenet og andet plastikaffald ender i miljøet eller efterlades i havene hvert år.

Mere og mere plastik akkumuleres, og nyere studier viser, at mængderne af nyt affald er stigende. Med andre ord: Vi ser ind i en fremtid, hvor strømmen af affald ud i havmiljøet fortsætter – og accelererer, hvis ikke vi gør noget.

I det perspektiv ser det nærmere sort ud for verdens have.

Det første delmål lyder, at inden 2025 skal “…alle former for havforurening forhindres og væsentligt reduceres (…)”. Vi tør godt lægge hovedet på blokken og sige, at det når vi ikke. 

Så hvorfor har jeg alligevel et vist håb? 

Det skyldes, at verden lige nu står med et historisk handlerum. I disse år er både EU og FN væsentlige drivkræfter, der politisk kan sikre livet i havet. 

Læs også: Ildsjæl inden for socialt arbejde bliver Kvinderådets nye direktør

Mest betydningsfuldt fortsætter FN-forhandlingerne om en global aftale imod plastikforurening denne måned.

Plastiktraktaten er den første af sin slags; juridisk bindende og en endegyldig erkendelse af, at løsningen kun findes, hvis vi løfter blikket fra det blå hav og kigger mod kilden til forurening. Mod forbruget og den stigende produktion af plastik.

Med aftalen har verdens ledere en unik mulighed for at forebygge plastikforurening frem for at symptombehandle.

Få plastikken væk fra havet

I EU – hvor plastikforbruget per borger er blandt verdens højeste – ser vi også, hvordan en række nyere og aktuelle lovgivninger skal forhindre, at plastik ender i havmiljøet. Det gælder blandt andre:

1: Engangsplast-direktivet, der forbød en række engangsprodukter af plastik, som  sugerør, bestik og vatpinde.

2: Det udvidede producentansvar, der med princippet om, at “forureneren betaler” øger virksomhedernes incitament til at begrænse forurenende engangsemballage. 

3: Begrænsning af mikroplast. Undersøgelser viser, at store mængder mikroplastik hvert år udledes til miljøet, og fisk og havfugle forveksler nemt de små plastikpartikler med føde. EU har blandt andet forbudt bevidst tilsat mikroplastik i kunstgræsbaner og makeup. 

4: Affaldstransportforordningen, som denne måned kan blive stemt igennem med et forbud mod eksport af plastikaffald ud af unionen. EU skal tage ansvar for sit eget affald, og med et forbud undgås det, at plastik sendes til lande, hvor manglende affaldshåndtering kan føre til forurening. 

5: Emballageforordningen, der de kommende år kan komme til at stille mål og krav om mere genanvendelse og genbrug.

Læs også: Verdensmål 5: Ligestilling er nøglen til bæredygtig udvikling – men vi er langt fra målet

Lovene er ikke perfekte, men de udgør alle vigtige skridt mod en verden uden plastikforurening og mod verdensmål 14. Det giver håb, at problemstillingen – set i et historisk perspektiv – er blevet rejst så mange steder på så kort tid. 

Lovene baner vejen for mere ambitiøse tiltag. Når den globale plastiktraktat underskrives i 2024 skal den blandt andet kunne tage fat om problemets rod og begrænse plastikproduktionen, mener vi i Plastic Change.

“(…) alle anerkender, at status quo ikke er en mulighed”, som generaldirektør for FN´s Miljøprogram, UNEP, Inger Andersen sagde i forbindelse udgivelsen af de første udkast til plastiktraktaten i september.

Både borgere og erhvervsliv vil skulle omstille sig, og forholde sig kritisk til brugen af især engangsplastik. Og så skal de øvrige udfordringer for livet i havet selvfølgelig adresseres.

Kun sådan kan jeg sige, at det på længere sigt ser lyst ud for livet i havet.