Af Thomas Riise Johansen, Professor, Institut for Regnskab, CBS
Større danske virksomheder skal følge omfattende rapporteringskrav, når det europæiske direktiv om bæredygtighedsrapportering, CSRD, er indarbejdet i dansk lovgivning og gradvist træder i kraft fra regnskabsåret 2024. Det skyldes særligt de nye europæiske standarder for bæredygtighedsrapportering, ESRS, der sigter mod at udgøre et rammeværk i stil med de finansielle rapporteringsstandarder.
Selvom de fleste oplysninger ikke som udgangspunkt er obligatoriske, men skal underlægges en væsentlighedsanalyse, så må både væsentlighedsanalysen samt de oplysninger der vurderes væsentlige (og som dermed skal rapporteres), forventes at kræve betydelige ressourcer hos virksomhederne.
Spørgsmålet er, om de betydelige ressourcer der nu og fremover lægges blandt regnskabsaflæggere og disses regnskabsbrugere, opvejes af tilsvarende betydelige resultater for den grønne omstilling. Mange udfordringer skal håndteres, for at vi kan svare positivt på dette spørgsmål. I det følgende fremhæves to af disse udfordringer.
Mål er ikke handlinger
Centralt i diskussionerne om grøn omstilling, særligt i klimadebatten, er fastsættelse af mål for klimaneutralitet. Undersøgelser viser, at virksomheder er begyndt at være gode til at fastsætte de såkaldte ’net zero’ mål, der fx sættes for klimaneutralitet i 2030, 2035 eller 2040. Imidlertid er mål ikke handlinger, hvorfor planer for, hvordan målene skal nås, bliver afgørende for at holde virksomhederne ansvarlige for fremskridt, eller mangel på fremskridt, frem mod de langsigtede mål.
Virksomhederne er således ofte mindre konkrete i forhold til de tiltag og investeringer som skal føre til målopfyldelse. Omstillingsplaner, særligt på klimaområdet, er derfor et af de steder, hvor de kommende rapporteringsstandarder skal øge kvaliteten, herunder også i forhold til at det bliver muligt at holde virksomhederne ansvarlige for de tiltag, der er nødvendige på kort, mellem og lang sigt. De langsigtede mål giver et betydeligt spillerum for at skubbe krævede tiltag for grøn omstilling ud i fremtiden. De langsigtede mål risikerer således at skabe plads for udskydelse af nødvendige tiltag.
Omstillingsplaner skal give en konkret forståelse for de tiltag der er nødvendige for målopfyldelse på kort, mellem og lang sigt. Det omfatter hvad virksomheden allerede nu planlægger konkret. Planerne bør også tydeliggøre i hvilket omfang virksomheden afventer, og håber på, en teknologisk udvikling der skal understøtte omstillingen. Det siger noget om graden af usikkerhed.
Derudover må omstillingsplanerne alt andet lige følges af en forståelse af, at den klimamæssige værdi af tiltag, der fører til lavere emissioner, typisk er dalende over tid. Det er meget tydeligt, at der på kort sigt kan være konflikt mellem finansielle og klimamæssige interesser. Finansielle interesser kan skabe incitamenter til at skubbe grønne investeringer til senere tidspunkter.
Fra et klimamæssigt synspunkt medfører en investering i dekarbonisering ofte en større gevinst på undgåede emissioner jo tidligere og dermed længere væk fra net zero målet man investerer. Således er netop omstillingsplaner og planer for ressourceforbrug et af de steder, hvor konflikten mellem klimahensyn og finansielle mål er mest åbenlys.
Læs også: Er certificeringsordningen et problem for bæredygtighed?
Det er derfor vigtigt, ud fra et klimahensyn, at synliggøre værdien af grønne tiltag på forskellige tidspunkter og at synliggøre dekarboniseringskurven og de nødvendige handlinger frem mod ’net zero’ målet samtidig med at de finansielle konsekvenser af tiltagene så vidt muligt også synliggøres. Dette er en meget betydelig udfordring efter ESRS.
Rapportering medfører ikke automatisk positive forandringer
Regler om bæredygtighedsrapportering er ’indirekte’ regulering, hvor der er en klar forventning om, at rapporteringen vil skabe positive forandringer, fordi virksomheden bliver mere bevidst om dens påvirkninger, og fordi regnskabsbrugerne antages at bruge informationerne for at holde virksomheden ansvarlig for fx svage præstationer eller ukonkrete omstillingsplaner.
Det er ikke første gang at myndigheder forsøger sig med ’indirekte’ regulering ved at kræve rapportering om bæredygtighed. For knap 30 år siden introduceredes lovpligtige grønne regnskaber, men disse blev siden udvandet og er nærmest udfaset i dag. Dette skyldes blandt andet en markant mangel på interesse for de grønne regnskaber blandt mulige regnskabsbrugere.
Tilsvarende har både danske og udenlandske myndigheder senere introduceret rapporteringskrav om samfundsansvar. Regnskabsforskningen kan måske nok fremvise nogle positive effekter af disse krav, men har ikke dokumenteret, at de positive effekter står mål med indsatsen. Alt i alt har de tidligere tiltag inden for lovgivning om ikke-finansiel rapportering ikke været overvældende succesfulde som reguleringsinstrumenter for miljø og samfundsansvar. Hvorfor skulle det være anderledes med CSRD og ESRS?
Der er i hvert fald to forhold som er anderledes under den kommende bølge af bæredygtighedsrapportering i forhold til tidligere. For det første er der i dag langt mere fokus, debat og udtrykt vilje til at arbejde for en grøn omstilling. For det andet er reguleringen langt mere omfattende og gennemgribende på en måde hvorpå virksomhederne tvinges til at afgive oplysninger, som de ellers ikke ville afgive, hvis det var frivilligt, eller hvis lovreguleringen var mere løs. En væsentlig joker er, hvem der egentlig holder øje med virksomhedernes præstationer inden for bæredygtighed?
Det er nødvendigt at forholde sig i dybden og nuanceret til informationerne
Det er helt centralt om, og i givet fald hvordan, oplysningerne bliver brugt af regnskabsbrugere som investorer, banker og samhandelspartnere. Det er ikke tilstrækkeligt at oplysningerne føder mekanisk ind i forskellige ’ESG-ratings’ og derefter mekanisk bliver brugt af investorer, banker og andre.
Tænk på, at når vi forholder os til finansielle præstationer og den finansielle stilling, så er der behov for langt mere end blot at reagere på ’credit-ratings’ og lignende. Der er et omfattende apparat af aktører, der dagligt bruger og kommenterer finansielle informationer, herunder aktieanalytikere, investorer, kreditanalytikere, erhvervskunderådgivere, konkurrenter, samhandelspartnere, medier og myndighedstilsyn.
Da det ikke er mindre vanskeligt at forholde sig til præstationer inden for bæredygtighed, så får vi behov for et lignende apparat af aktører, der løbende forholder sig til de informationer, der afgives efter ESRS. Revisorer skal ganske vist afgive en erklæring på bæredygtighedsrapporteringen, men erklæringen retter sig mod kvaliteten af informationerne – ikke om virksomhedens præstationer og planer inden for bæredygtighed er gode nok.
Læs også: Ørsted: – Vi har efterspurgt en international standard for ESG-rapportering i årevis
Der vil være behov for systematisk og i forhold til den konkrete virksomhed, at de forskellige aktører kommenterer, kritiserer og går i dialog med virksomheden for at skabe forandringer. Det er simpelthen nødvendigt at forholde sig i dybden og nuanceret til informationerne for at opnå en forståelse for, hvordan virksomheden tackler de grønne udfordringer. Hvis ikke det sker, og hvis ikke der er nogle der holder virksomhederne ansvarlige på baggrund heraf, så får vi næppe meget grøn omstilling, og så vil mere direkte regulering være at foretrække fremfor krav om rapportering.
Blot to af mange udfordringer
Disse udfordringer er blot to blandt flere betydelige udfordringer for den kommende bølge af rapporteringer. Eksempelvis kunne indlægget også have diskuteret udfordringer inden for rapportering om forhold i værdikæden og om virksomhederne og regnskabsbrugerne vil gå i en meningsfuld dialog om disse forhold.
Der er en risiko for, at CSRD og ESRS er med til at skabe et bureaukratisk rapporteringsmonster, som gennem en betragtelig mængde af ord, tal og fremtidige løfter ender med at skabe en oplevet virkelighed af klimahandling, som ikke afspejler sig i tilsvarende reelle forbedringer, som fx fald i udledning af drivhusgasser.
Vi har tidligere eksperimenteret med forskellige rapporteringsformer som supplement til det finansielle regnskab. Denne gang er der ikke meget tid til at eksperimentere og lære af det. Vi er nødt til hurtigt at arbejde for og finde ud af, om den øgede mængde rapportering gør en tilstrækkelig forskel – hvis ikke, så må andre reguleringsinstrumenter på banen.
