Naturens ressourcer bliver et af fremtidens vigtigste konkurrenceparametre

Kommentar af Christina Haupt Toft, stifter af Circle

Den globale jagt på naturressourcer har aldrig været mere intens. Senest har Donald Trump gjort det klart, at adgangen til mineraler er en central brik i den internationale magtkamp. Den amerikanske præsidents store interesse i både Ukraine og Grønland er eksempler på geopolitiske hotspots – og viser, at adgangen til naturens ressourcer er et afgørende parameter i fremtidens konkurrencekraft. Ikke mindst fordi Kina i dag dominerer forsyningen af mange kritiske mineraler.

Det rejser et afgørende spørgsmål: Hvordan kan virksomheder sikre deres fremtidige adgang til disse ressourcer uden at bidrage til destruktiv udnyttelse af naturen? Og hvorfor har så mange store virksomheder ikke vurderet natur og biodiversitet som væsentlige faktorer, når de er en fundamental del af deres forretning og fremtidige resiliens – fx i forhold til udvinding af råstoffer og adgang til vand og land?

Reelt er CO₂-udledning og det enøjede fokus på klima en dårlig indikator for bæredygtighed. Det er nemlig ikke altid muligt at reducere CO₂ og samtidig nedbringe presset på biodiversitet. Hvis man til gengæld styrker fokus på biodiversitetstab påvirker det stort alle bæredygtighedsperspektiver positivt – og det sætter en naturlig grænse i forhold til, når vi har opbrugt råstoffer, rent vand eller land.

Vi kan blive ved med at udlede CO2, men vi kan ikke blive ved med at bruge af naturens ressourcer, som vi gør i dag. Det er biodiversitetstab – ikke CO₂ – der sætter den reelle, ufravigelige grænse for, hvor længe vi kan blive ved med at producere og forbruge, som vi gør i dag.

Alt for mange virksomheder har en kortsigtet tilgang til biodiversitet og råstofudvinding. De ignorerer bæredygtighedsperspektivet i jagten på billige og stabile ressourcer. Men den strategi er hverken holdbar eller ansvarlig. Virksomheder bør i højere grad gentænke deres værdikæder og sikre, at de ikke bidrager til naturødelæggelse, sociale konflikter eller geopolitiske spændinger. Samtidig bliver det, i en tid hvor deglobalisering synes at vinde frem, endnu mere relevant at have styr på værdikæderne – og eventuelt trække dem tættere på geografisk.

I den forbindelse må det forventes, at Donald Trumps seneste udmeldinger om nye toldsatser og en genopblusset handelskonflikt vil få flere virksomheder til at revurdere deres globale afhængigheder. Resultatet bliver sandsynligvis en øget prioritering af mere lokale og – ikke mindst – mere gennemsigtige værdikæder.

Det er på tide, at virksomheder erkender, at de ikke kun skal arbejde med biodiversitet og natur, fordi de har et ansvar – men mindst lige så meget for deres egen forretnings skyld. Der er brug for langsigtede investeringer i genanvendelse af materialer, innovation inden for substitution af sjældne metaller og råstoffer samt etablering af mere etiske forsyningsnetværk. Fremtidens konkurrencekraft vil ikke alene afhænge af adgang til råstoffer og naturressourcer, men også af virksomheders evne til at sikre en stabil og etisk forsvarlige værdikæde. I dette kapløb bliver strategiske partnerskaber – både på tværs af og inden for brancher – en vigtig faktor.

Hvis virksomheder fortsat ignorerer disse udfordringer, risikerer de ikke blot at stå uden nødvendige ressourcer i fremtiden, men også at miste kundernes tillid og blive fanget i en uholdbar afhængighed af geopolitiske stormagters luner. De kloge virksomheder handler nu, før det er for sent.

Så nej, biodiversitet og natur i en virksomhedskontekst handler ikke kun om kvashegn og grønne arealer foran kontoret, men også om at kunne producere bæredygtigt i fremtiden.