Connect with us

Hvad søger du?

Sustain ReportSustain Report

Debat

Guldbryllup med EU: Bliv nu voksne Mai og Morten

EU spiller en afgørende positiv rolle for både Danmark og den grønne omstilling. EU-modstanden fra både nationalkonservative og rød-grønne virker mest af alt som forældet arvegods.

50 år i lyst og nød. 2. oktober 2022 er 50-årsdagen for danskernes ja til EF. Illustration: iStock/Victor Metelskiy

Kommentar af Henrik Munksgaard, redaktør Sustain Report

Så kom dagen, hvor vi danskere kan fejre guldbryllup med EU. I hvert fald hvis vi regner med 2. oktober 1972 som bryllupsdagen. Det var dagen, hvor et stort flertal i en folkeafstemning sagde ja til ‘Fællesmarkedet’.

Det har ikke altid været lige yndigt at følges ad. Det er trods alt de færreste ægteskaber af 50 års holdbarhed, som byder på så meget konflikt, vankelmodighed og folkeafstemninger. Heldigvis for det for andre guldbrudepar – desværre i EU-sammenhæng.

Et langt stykke hen ad vejen er EU-modstand mere forankret i følelser og fordomme end en rationel analyse af vores muligheder for at øve indflydelse på Europa og verden. Ser man nærmere på EU-modstanden i både højre og venstre side af det politiske spekter, er der huller i logikken.

Uanset om man har en rød-grøn og bæredygtig agenda eller en national agenda om at understøtte danske virksomheder og dansk beskæftigelse – som vel trods alt er fundamentet for dansk kultur – har EU-systemet gennem de seneste år været en af de afgørende kræfter på den internationale scene.

Et par af de markante modstanderpartier har frontpersoner, som ikke var født i 1972. Med Morten Messerschmidt i Dansk Folkeparti og Mai Villadsen i Enhedslisten gælder det begge fløje. Måske har de bare arvet EU-modstanden uden at tænke nærmere over det. Og det er jo ikke alt arvegods, som kan overleve.

‘Duer ikke – væk’ er let

Min egen ansættelse her på Sustain Report dækker indtil videre kun godt en procent af perioden med dansk medlemskab af EF/EU. Alligevel er det på lidt over et halvt år blevet til et væld af artikler med EU-vinkler – og dermed en god illustration af EU’s betydning for danske virksomheder og for den grønne omstilling.

Der er nye regnskabsregler på vej med CSRD – Corporate Sustainable Reporting Directive. Virksomheder skal rapportere mere præcist, og dermed bliver rapporteringsreglerne et incitament til at agere grønt.

Der er det nye Due Diligence-direktiv på vej, hvor virksomhederne forpligtes til at have styr på arbejdsforhold hos leverandører.

Der er EU Taksonomien for grønne investeringer, og der er ESPR – Ecodesign for Sustainable Products Regulation, hvor vi frem til 2030 vil få detaljerede krav til mere miljøvenlige og bæredygtige produkter. Et enkelt eksempel er EU’s tekstilstrategi, som vil gøre op med den klimabelastende ‘fast fashion’.

Læs også: EU vil gøre miljø- og klimarigtige produkter til normen

De mange forkortelser og indviklet teknisk lovgivning gør det ikke let. I virksomheder og organisationer knokler bæredygtighedsansvarlige og eksperter med at forstå de mange nye reger, som helt bestemt også er udfordringer for politikere – og også journalister.

Så når idealsamfundet er Bakkens krydsfiner-kulisser af Korsbæk, kan jeg sagtens forstå, at det er fristende med et ‘duer ikke – væk’. Det er det, vi hører fra Messeschmidt og DF med parolen ‘Mindre EU – Mere Danmark’. Når debatten kører på slagordsniveau, slipper man for at grave sig ned i de komplekse detaljer.

Mindre EU – mindre Danmark

Vi har stærke danske virksomheder, som i dag har bygget deres forretning omkring den grønne omstilling. Fra Vestas og Ørsted inden for vind, over Grundfos, der bidrager til at sikre vand til millioner af mennesker verden over, til Danfoss, som bidrager med energieffektivisering på en lang række områder. Og lad mig så skynde mig at undskylde til de mange virksomheder, der ikke er nævnt – der er masser af dem herhjemme.

Det er virksomheder, som er dybt afhængige af at kunne agere på et europæisk marked: De rekrutterer internationalt. De henter finansiering internationalt. Deres udvikling og innovation er funderet i et bredt felt med både danske og internationale partnere. De samarbejder og de sælger internationalt.

Hvis de mange stærke grønne virksomheder skulle have ‘mindre EU’, ville de være bagud fra start over for deres europæiske konkurrenter. Det ville blive ‘mindre EU – mindre Danmark’. Færre eksportindtægter, færre arbejdspladser, et mindre produktivt forskning- og innovationsmiljø. Og et grønt aftryk på verden, som ville være i en betydelig blegere nuance.

Vel kan der da findes mærkelige og sikkert også bureaukratiske EU-regler – jeg tænker, at vi også har et par nationale af slagsen. Og vel er der behov for bedre kontrol med EU-midlerne – det er den kommende retssag mod Morten Messerschmidt jo i sig selv et bevis på. Men helt grundlæggende er det til vores fordel som et lille land, at vi kan handle og samarbejde frit på tværs af grænser, vel at mærke uden det bliver et kapløb om, hvem der har de slappeste miljøkrav, den mest lempelige forbrugerbeskyttelse og den ringeste sikring af lønmodtagerrettigheder.

Uden fælles regler risikerer vi et ræs mod bunden

Direktiver og forordninger, der kommer væltende i disse år, handler netop om at sikre fælles minimumsregler for klima, miljø og lønmodtagerrettigheder. Og mere end det, det handler om at skabe incitamenter til den grønne omstilling.

Derfor er det direkte ulogisk, at et grønt venstrefløjsparti som Enhedslisten fundamentalistisk fastholder sin EU-modstand. 

Man kan sagtens mene, at de udspil, jeg har nævnt her, er for slappe, og indfasningen går alt for langsomt. Skrappere miljøkrav og ønsket om, at tvinge virksomhederne til at tage ansvar for arbejdstagerrettigheder i en bredere del af værdikæden er selvfølgelig en legitim kritik fra et venstrefløjsparti.

Men kæden hopper af, når kritikken rettes mod EU som institution. Det store flertal af os, vil jo stadig gerne styres af Folketinget, også selvom vi ikke altid er enige med det flertal, der aktuelt er.

Klima, miljø, menneskerettigheder, lønmodtagerbeskyttelse og forbrugerrettigheder og for den sags skyld også selskabsskat kan kun løses på et plan, der rækker udover det nationale. Ellers risikerer vi et et ræs mod bunden, som jeg egentlig er sikker på ikke står på ønskelisten hos EU-modstanderne i Enhedslisten.

Hvad er alternativet?

Uanset om det handler om politikker, som skal styrke pensionsselskaberne incitament til at investerer grønt eller indsatsen for at lægge pres på Kina for at stoppe de slavelignende vilkår, som etniske mindretal producerer under i dele af landet, giver det mere mening at løse dette fælleseuropæisk frem for nationalt.

Set med ‘grønne øjne’ er det svært at finde en international aktør, som  de seneste år har skubbet så meget til udviklingen. Helt grundlæggende skylder Mai Villadsen og andre venstreorienterede at fortælle os, hvilken alternativ international institution, de forestiller sig, skal drive udviklingen i grøn retning.

Både Morten og Mai er jo unge endnu. De er sikkert præget af historien og traditionen i deres respektive partier. Man kan jo håbe på, at de gennemlever et ungdomsoprør og frigør sig fra dogmerne om EU-modstanden.

Herfra skal der lyde et tillykke med de 50 år til både danskere og EU, så venter vi og håber på, at også Mai og Morten melder sig ind i klubben, der gerne ser et endnu længere ægteskab.

Forsiden lige nu:

Seneste artikler:

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.