Festivalers frivillige er stærke fællesskaber – men mest for hvide

Af Cecilie Johansen, cand. soc. i arbejdslivsstudier og kommunikation. Kvalitativ analytiker hos Kulturens Analyseinstitut.

Fællesskabet blandt de frivillige er en stærk kraft i at skabe de festivaler, som landet over fylder den danske sommer med musik og oplevelser. Det har været mit privilegium at komme tæt på det frivillige liv derude og se, hvordan fællesskabet bygger på antidagligdag, forsøg-og-lær-kultur og tilknytningen til en opgave, der sammen med tusind andre opgaver bliver til et stort fælles tredje. Det er stærkt, og det er et mere betydningsfuldt holdepunkt for mange mennesker, end man lige tror ved første øjekast.

Men der mangler nogen i de stærke fællesskaber. Står man på en festival og kigger ud over fællesspisningen, så ser det meget… ja, hvidt ud. Meget etnisk dansk, og selvom festivalerne er opmærksomme på det, så er der ikke rigtigt noget, der viser, at man formår at åbne fællesskabet op. Det holder selvfølgelig ikke i længden – særligt fordi netop den rytmiske musik lader til at være en del af kulturen, som ellers favner bredt. 

En ting, vi kan se direkte i data, er også, at erhvervsuddannede ikke er specielt godt repræsenteret i festivalfrivilligheden. Slet ikke blandt de unge. Kun 8 pct. af de frivillige, som er under uddannelse, går på en erhvervsuddannelse. Og måske mangler vi også de unge fra handelsskolerne i den bredere kulturfrivillighed? Det viser den kvalitative del af et igangværende projekt om unge i Region Syddanmark, hvor gymnasieelever er klart hyppigst repræsenteret blandt unge på ungdomsuddannelser. 

Men hvad er forklaringen? Spørger man festivalerne, så er alkoholkultur en barriere i forhold til etnicitet. Der er måske også noget med traditioner for foreningsliv og frivilligt arbejde. Når det gælder manglen på bredde i uddannelsesretninger, så forklarede nogle af de unge frivillige (fra gymnasier), at deres venner på erhvervsuddannelserne jo ikke har en lang sommerferie at bruge af, eller at der simpelthen ikke var erhvervsskoler i nærheden af festivalen.

 Og så har vi jo alle en tendens til at invitere folk tæt på os. Folk, der ligner os. 

Læs også: Direktør gør diversitet til god forretning for erhvervslivet

På en Handelsskole i region Syddanmark havde de elever, vi talte med, heller ikke en tæt tilknytning til kulturlivet – men det havde de til gengæld til idræt. 

Det paradoksale er, at kulturfrivilligheden faktisk lader til at have plads til mange nuancer af mennesker. Her skal man ikke konkurrere, og man skal ikke have en særlig uddannelse. Det er opgaver over hele paletten – fra at male hegn, til budgetlægning, byggeri, sikkerhedsopgaver, performance og at stå i en bod. Det er f.eks. medvirkende til, at en del af de frivillige, jeg mødte på festivalerne, var i stand til at bidrage til og være med i fællesskaberne, selvom de lever med særlige sårbarheder til daglig. 

Jeg har observeret, at der er to ting i spil, når de kulturfrivillige fællesskaber lykkes med den lidt bredere inklusion end blot ”alle os med overskud”. Og det ene er netop overskud. Når rammerne for frivilligheden rummer overskud, så gør det plads til, at vi kan finde gode løsninger med hinanden, og det vil man gerne i de skabende fællesskaber. Knasten er bare – og det er observation nummer to – at det er gennem etablerede netværk, at langt de fleste får adgang. Så det er svært at få andel i fællesskaberne, hvis ikke din forælder, din ven, den gode nabo eller din lærer inviterer dig med.

Læs også: Ligestillingen snegler sig frem i provinsen

Jeg tænker, vi kan bruge den viden til to ting. Kig indad, jer med de gode fællesskaber. Hvem er det, I ikke har med? Og kig ud. Hvis mekanismen er, at man kommer med gennem relationer, så inviter dem, I mangler. Så starter vi med repræsentation. For I kan godt. Jeg har set det, og det er værdifuldt.