Kommentar af Steen M. Andersen, direktør, FCG Global Goals
Lad mig med det samme komme med en indrømmelse: Efter 24 års arbejde i FN-systemet er jeg bestemt ikke ukendt med bureaukrati. Jeg anerkender behovet for regler og rapporter, nok ikke mindst inden for systemer der skal fungere i mange lande samtidig. Jeg anerkender behovet for at kunne ensarte, sammenligne, kontrollere m.m. Jeg anerkender, at man er nødt til at bruge arbejdstid på det.
Alligevel fik jeg lidt af et chok forleden, da jeg deltog i et webinar, der handlede om EU’s CSRD-direktiv. CSRD står for Corporate Sustainablility Reporting Directive. Det er et direktiv fra 2022 på intet mindre end 66 sider, der i detaljer redegører for, hvordan og hvornår virksomheder skal rapportere om deres indsats (eller mangel på samme!) inden for bæredygtighed, grøn omstilling, klimaindsats eller hvad man nu vælger at kalde det.
For at konkretisere debatten havde arrangøren, CSR-Forum, fået en repræsentant for en af de største banker til at gennemgå, hvad de har gang i for at sikre, at de kan leve op til rapporteringskravene fra 2024, når direktivet rammer de første virksomheder. Det skal så løbende udvides til at dække endnu flere virksomheder, uden at der endnu ligger en detaljeret køreplan herfor.
Det var en fremragende gennemgang. Ingen tvivl om at de har eller er ved at få styr på det. De er ved at gennemgå hele virksomheden, indhente store mængder data, etablere gode rapporteringssystemer, understøtte dem med it-systemer, ansætte medarbejdere til at sikre at rapporteringen kommer til at ske, som den skal m.m.
Tag vare på SMV’erne
Dem er der ikke grund til at bekymre sig om. Men hvad sker der, den dag CSRD rammer de mange små- og mellemstore virksomheder?
Disse SMV’er arbejder jeg med i dagligdagen som konsulent og rådgiver. De udgør rygraden i dansk erhvervsliv. En del af dem er i gang med at arbejde med bæredygtighed. Andre er slet ikke i gang. Men uanset hvor de er i processen, så skal de alle sammen på et tidspunkt leve op til kravene i CSRD.
Læs også: Værktøj fra Global Compact rammer skævt, mener CSR-veteran
Det er her, min bekymring sætter ind. For efter mit bedste gæt – og erfaring fra en del års samarbejde med dem – så har de ikke erfaringen, ressourcerne og energien til at leve op til omfattende rapporteringskrav. Og hvad betyder det så for deres lyst til at arbejde strategisk med bæredygtighed, uagtet at både kunder, medarbejdere, investorer med flere efterspørger det?
Jeg er klar over, at rapporteringskravene til SMV’er sandsynligvis bliver mindre end til den føromtalte store bank. Men hvor meget mindre? Kan de eksempelvis undgå at ansætte ekstra medarbejdere, bekoste dyre investeringer i it og afsætte arbejdstid flere steder i huset for at kunne efterkomme kravene?
Fokuser på ”need to know”
Risikerer vi, at den grønne omstilling bliver kvalt i bureaukrati? Selvfølgelig skal det være holdbart, hvad en virksomhed fortæller om sit bæredygtighedsarbejde – greenwashing er aldrig acceptabelt. Den tid er forbi, hvor en virksomhed alene kunne skrive lidt poesi om sine gode intentioner og ledsage det med nogle fotos af grønne marker og fristende blå bølger.
Men hvis kravene til rapportering bliver for detaljerede, for omfattende, for krævende – ja så risikerer vi dels nogle ufuldstændige rapporter, dels at alene rapporteringskravet vil holde nogle tilbage fra at arbejde med bæredygtighed. Og det var vel ikke lige det, vi ville.
Så min appel er, at der ikke indføres urealistisk store krav, at der alene efterspørges data på, hvad der er ”need to know” og ikke ”nice to know”. Hvis en sådan balance kan rammes, så vil CSRD være med til at fremme en mere bæredygtig fremtid og ikke det modsatte.
