Connect with us

Hi, what are you looking for?

Sustain ReportSustain Report

Nyheder

Unge stiftere bag bæredygtig investeringsapp får million-støtte

De er alle under 30 år og har indtil videre rejst 2,7 mio. kr.

Fra venstre ses Andreas Zangenberg, COO Mads Willumsen, CTO Sofie Ewald, Creative Director David Bentzon, CEO Andreas Vinther, CFO Foto: Presse

Med i alt 2,7 mio. kr. fra business angels, Vækstfonden og Innovationsfonden i ryggen, lancerer et hold af iværksættere, der alle er under 30 år, til maj en ny “bæredygtig investeringsapp”.

Den har navnet Gaia og skal matche investorers mærkesager med de virksomheder og investeringsfonde, som arbejder for dem, ifølge deres egen rapportering.

– Midlerne skal bruges til at opbygge infrastrukturen bag den nye app, siger David Bentzon, der er CEO og en af stifterne i Gaia, som netop har modtaget sin investeringsrådgiverlicens fra Finanstilsynet.

Måden Gaia tjener penge på er helt traditionel.

– Vi etablerer et samarbejde med en partnerbank, som modtager kundens penge og eksekverer handlerne. De sidste detaljer mangler at falde på plads, men vi er snart klar til sætte navn på, siger David Bentzon, som uddyber:

– Vi tager en procentsats af kundens investerede beløb. Når det går godt for kundens investeringer, går det derfor også godt for os. Det er en forretningsmodel, der afspejler vores interesser, men også planetens interesser. Jeg kan ikke give dig den præcise procentsats for, hvad vi kommer til at tage for vores service endnu, men det vil være på cirka samme niveau som andre spillere.

Øget konkurrence om bæredygtige investeringer
Vækstfonden begrunder sin investering i Gaia på følgende måde.

”I Vækstfonden vil vi være med til at holde hånden under danske virksomheder igennem Coronakrisen. Finansieringen til Gaia er samtidig til et selskab, der understøtter nye grønne forretningsmodeller, og giver danskerne mulighed for at investere grønt og bæredygtigt. Derfor er vi glade for at kunne yde finansiering til selskabets udviklingsrejse,” lyder det i en udtalelse.

Ud over bankernes egne bæredygtige investeringsfonde og selvstændige investeringsfonde som SDG Invest, pibler det frem med andre bæredygtige investeringsapps, som også er karakteriseret ved at have unge stiftere.

Det gælder fx Doland med Pelle Pedersen i spidsen, som tidligere er chef for Bæredygtige Investeringer i pensionskassen PKA. MakeImpact er et andet eksempel på en app, som vil matche brugernes præferencer i forhold til verdensmålene med investeringsmuligheder i samarbejde med Nordnet.

Alligevel mener David Bentzon, at der er plads til endnu en spiller på markedet for bæredygtige investeringer.

– Det er rigtigt, at der er ved at ske et skifte i forhold til bæredygtige investeringer hos bankerne, men tilliden til dem er ærlig talt i bund. Folk finder det ikke troværdigt, at de på den ene side siger, at de vil investere bæredygtigt, og på den anden side er involveret i hvidvasksager, Panama Papers osv., siger David Bentzon med henvisning til Gaias egen research og fokusgrupper.

– I modsætning til andre bæredygtige investeringsapps, er vores mål på sigt at dække hele kundens finansielle liv fra de langsigtede investeringer over budgetkonti til lån, så vi bliver en one stop shop, der aligner brugernes pengemæssige beslutninger med deres bæredygtige aftryk, siger han.

Stifter: Bæredygtige investeringer giver ikke dårligere afkast
I første omgang får app’en dog alene fokus på investeringer. Og de kommer ikke til at give dårligere afkast, selvom selskaber inden for industrier som eksempelvis våben-, fossile brændstoffer og tobak er valgt fra, forventer David Bentzon.

– Med bæredygtige investeringer siger vi, at man skal forvente et afkast på niveau med traditionelle investeringer. Royal Bank of Canada var for nylig ude med en rapport, der sammenlignede investeringer på tværs af tusindvis af selskaber for at finde ud af, om der var en gevinst ved at være “ond”. De fandt, at der ikke var signifikant forskel i afkastet.

Hvordan fungerer app’en?

– Når man downloader Gaia app’en eller finder os i en browser, besvarer man spørgsmål om sin finansielle livssituation og risikoprofil, men også om sine personlige værdier, og de sager, man vil støtte med sine investeringer, siger David Bentzon.

Det gælder emner som grønne byer, grøn energi, ligestilling, innovativ teknologi og sygdomsbekæmpelse men også mere atypiske emner som ‘genbrug’. Her foreslår Gaia den hollandske virksomhed ASML, som producerer mikrochips til blandt andet computere, der har fundet kreative løsninger på at genanvende forældet teknologi i produktionen.

– Et af de områder vi sætter massivt ind på er at tilbyde kunderne feedback i forhold til deres investeringer. Vi vil løbende vise, hvilket aftryk deres investering har i forhold til fx CO2, andelen af kvinder i bestyrelsen, eller hvor gode selskaberne er til at håndtere affald. Men en ting er vise, at man som investor har sparet 5.000 CO2 ækvivalenter, noget andet er at vurdere, om det er godt eller skidt. Derfor vil vi omsætte de rå tal til et sprog, man forstår, så man kan se, hvor mange flyrejser eller bilkørsel, det svarer til.

Samarbejder med den grønne fintech Matter
Hvordan finder I frem til de investeringsmuligheder, I udvælger?

– En af de primære udfordringer, vi er stødt på er at finde en objektiv sandhed om bæredygtighed. Det tætteste vi kommer på det er FN’s Verdensmål. Vi samarbejder desuden med Matter, som leverer bæredygtighedsdata til os, siger David Bentzon med henvisning til fintech-virksomheden, som Nasdaq købte sig ind i sidste år.

Virksomheder er ofte bedre til at rapportere om de gode ting, de gør, fx i forhold til verdensmålene, end de er til at fortælle om deres negative impacts. Hvordan sikrer I jer, at virksomhederne er bæredygtige?

– Vi samarbejder med specialister i kvantificering af bæredygtighed. De kan hjælpe med at skille fårene fra bukkene og afsløre greenwashing. Finder vi ud af at nogle virksomheder ikke leverer på de løfter, som mange virksomheder har, så ryger de ud, siger David Bentzon med henvisning til samarbejdet med Matter.

Du og dine medstiftere er alle under 30 år – har det været en hurdle i forhold til at rejse kapital?

– Vi er så privilegerede at have fundet investorer, der deler vores vision om et finansielt system der forener bæredygtighed og investering. Vi har alle en passion for at ændre status quo i den finansielle verden, og det kombineret med praktisk erfaring fra branchen har været blåstempling nok for vores investorer, siger David Bentzon og tilføjer:

– Derudover har vi en fantastisk god bestyrelse med et bredt udsnit af kompetencer fra den finansielle sektor til adfærdsdesign, så det at vi er unge ser jeg kun som en fordel for at forstå de kommende generationers behov.

Gaias bestyrelse og Advisory Board består af:
Adfærdsdesignekspert Sille Krukow, chefjurist hos PreSeed Ventures Jonatan Hjortdal, tidligere CEO i SydInvest Eskild Kristensen, Kommerciel direktør i Qblue Balanced Tine Lundegaard, Business Angel Allan Sønderskov Darré og CEO i Danmark for Målene Theresa Blegvad.

Kommende finansieringsrunder forventes ifølge David Bentzon at rejse flere midler med det formål at lancere Gaia i Norden, Europa og globalt.

I første omgang lancerer app’en i en “lukket beta” for inviterede brugere i tre måneder.
Man kan investere helt ned til 500 kr. via Gaia.

Forsiden lige nu:

Seneste artikler:

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.