nyheder

Sådan kobler Chr. Hansen sin bundlinje til Verdensmålene

Som en af de første virksomheder måler Chr. Hansen, hvordan bæredygtighed kan ses på bundlinjen.

Af - 10. januar 2019

– Vi har ikke længere en særskilt sustainability-strategi. Nu har vi én samlet virksomhedsstrategi, som hedder ”Nature’s no. 1, Sustainably”, hvor vi måler hvor står en del af vores omsætning der bidrager til Verdensmålene. I år gælder det 82 procent af omsætningen, mens det sidste år var 81 procent.

Sådan siger Annemarie Meisling, Director of Sustainability i Chr. Hansen, som leverer naturlige ingrediens-løsninger til fødevareindustrien, medicinalindustrien og landbruget.

Chr. Hansen har 3.000 produkter, cirka 3.000 ansatte, globale investorer og sælger naturlige løsninger til nogle af verdens største fødevareproducenter, både i Danmark og udlandet. Derfor var det ingen nem opgave, da man for to år siden besluttede at kæde forretningsstrategien sammen med Verdensmålene i én fælles strategi.

Vi er så heldige at have nogle fremsynede investorer

Her fortæller Annemarie Meisling, hvordan Chr. Hansen kastede sig ud i at tilpasse sin strategi til Verdensmålene, hvordan organisationen blev engageret, og hvad den største udfordring har været i processen.

Derfor begyndte vi at rapportere på hvor stor en del af vores omsætning der bidrager til bæredygtighed

– Vi er så heldige at have nogle fremsynede investorer. Det var faktisk en af vores udenlandske investorer som pressede på for at vi kunne rapportere hvor stor en del af omsætningen der bidrager til bæredygtighed. Vi brugte Verdensmålene som ramme for denne rapportering, da de jo allerede var en integreret del af vores strategi, siger Annemarie Meisling.

Se på undermålene

– Vi startede med at se på, hvordan vores eksisterende forretning matchede med Verdensmålene, og på hvor vi kunne gøre den største forskel med vores produkter.

Grib det an ved at se på undermålene

– Min anbefaling til andre i den forbindelse er, at man griber det an ved at se på undermålene, så snart man har udvalgt sig nogle overordnede Verdensmål. Det er i undermålene, at de bliver konkrete og strategisk brugbare. Vi landede på mål 2, 3, og 12, som er sult, sundhed og bæredygtig produktion. Det skyldes, at de tre mål passede med vores tre strategiske fokusområder.

Find gode inspirationskilder

– Vi lader os meget inspirere af store fødevarevirksomheder. De er virkelig ambitiøse og har lavet en virksomhedsstrategi, der er defineret ud fra, hvilken forskel de kan gøre for verden gennem deres fødevarer. En af vores største markeder er fødevareindustrien, så dem følger vi tæt og lader os inspirere af. Derudover stiller de selvfølgelig også krav til os, som vi skal leve op til. Det er også med til at udvikle vores bæredygtighedsindsats.

Brug eksperterne i din regnskabsafdeling – og få mål og resultater revideret eksternt

– Vi udviklede vores sustainability-metode med PwC. De stillede høje krav til, hvordan vi skulle dokumentere, at vi bidrog til bæredygtig udvikling. Men de havde ikke metoden til, hvordan vi skulle gøre det. Den måtte vi selv udvikle.

Vi havde et sindssygt godt arbejde med en ekspert fra regnskabsafdelingen

– I den proces, havde vi et sindssygt godt arbejde med en ekspert fra regnskabsafdelingen, som har været her i 12 år og ved alt om forretningen. Han udviklede et gigantisk excelark, som gør, at vi kan måle vores fremgang eller tilbagegang i forhold til vores bæredygtighedsmål.

– Excelarket er en kortlægning af alle vores 3.000 produkter. De er kategoriseret efter hvert af de tre Verdensmål, vi arbejder med. Hvis et produkt har indflydelse på mål nummer 2 om sult og bæredygtigt landbrug, måler vi dets effekt ud fra otte underkategorier, som vi har hentet fra de undermål til Verdensmålet, som vi synes var relevante.

Det kan f.eks. være at bidrage til et bæredygtigt landbrug ved brug af naturlige plantebeskyttelse. De kan højne effektiviteten i landbruget og skabe en bedre høst, men samtidig nedbringe brugen af pesticider.

– For at PwC ville godkende, at et bestemt produkt medvirker til at reducere sult og bidrage til et bæredygtigt landbrug ude i verden, skulle vi dokumentere det i form af validerede undersøgelser eller forsøg.

– Vi tog hul på processen i 2016, og den tog meget lang tid. Men det første år var helt klart det hårde år. Nu har vi gjort grundarbejdet, så nu skal vi opdatere tallene og tilføje nye produktkategorier.

Lyt til jeres investorer – måske er de (endnu) mere ambitiøse end jer?

– Feedbacken fra vores investorer er, at de har været meget glade for, at vi valgte den meget målbare metode i forhold til bæredygtighed. Nogle investorer har endda sagt, at de vil bede andre virksomheder gøre noget lignende, fordi det er så nemt at se, om vi lever op til vores målsætninger eller ej.

Verdensmålene også været gode i forhold til kontakten med nye og eksisterende kunder

– Vi er heldige med vores investorer. Ikke alle virksomheder oplever det samme pres for at blive mere bæredygtige og for at dokumentere deres resultater. Investorernes engagement har helt klart været en drivkraft for os, særligt pensionskasserne. Processen var gået langsommere uden det pres de lagde på topledelsen.

– Rent finansielt, har Verdensmålene også været gode i forhold til kontakten med nye og eksisterende kunder. Alle vores globale kunder har jo også en strategi, der er kædet sammen med Verdensmålene. Nu kan vi sige: “I har også et mål for punkt 5 i Verdensmål nummer 3. Det har vi også, skal vi tale om, hvordan vi kan hjælpe hinanden med et opnå det?

Få toplederen – og topledelsen med

– I juni fik vi ny adm. direktør, som hedder Mauricio Graber. Da han kom til gik han i gang med at lære alle dele af virksomheden at kende. Han byggede videre på et stort arbejde omkring vores virksomhedskultur, som HR var i gang med. Det kulturarbejde gjorde det meget tydeligt, at vi som virksomhed har et bæredygtigt fokus, men samtidig skal skabe resultater, og at vi nu har en struktur, som støtter op om det. For eksempel skal vi ikke kun arbejde for en bedre verden og glemme resultaterne, men vi skal heller ikke kun fokusere på profit uden at tænke på, hvordan vi påvirker verden. Heldigvis går de to elementer hånd i hånd i Chr. Hansen.

Vores sustainability-arbejde fungerer godt, fordi vores adm. direktør læner sig ind i det

– Mauricio Graber leder også vores bæredygtighedsbestyrelse. Den består af direktørerne for både de interne og eksterne funktioner, så det gælder alt fra produktion og innovation til salg og marketing. Vi mødes tre gange om året og diskuterer, hvordan det går, og hvad vi kan gøre bedre.

– Vores sustainability-arbejde fungerer godt, fordi vores adm. direktør læner sig ind i det. Jeg ville for eksempel ikke kunne drive bæredygtighedsbestyrelsen med samme vægt, fordi de forskellige direktører ikke refererer til mig. Så en af grundene til, at det er fedt at arbejde med bæredygtighed her er, at det har sådan en god forankring i organisationen.

Få organisationen med

– Vi kan altid gøre mere for at engagere medarbejderne, men en af de metoder vi bruger er gamification. Vi har udviklet et bæredygtighedsspil, som alle i virksomheden kan spille fra køkkenmedarbejderen til topledelsen. Vi synes, det er vigtigt, at alle i Chr. Hansen reflekterer over, hvad bæredygtighed betyder for dem og deres arbejde.

– Spillet stiller forskellige dilemmaer op, som behandler hvor vi lægger snittet mellem bæredygtighed og forretning. Vi har fået input til dilemmaerne fra de forskellige afdelinger i virksomheden.

Vi har i det kommende år rigtig meget fokus på at mobilisere alle medarbejdere i bæredygtighedsarbejdet

– Et dilemma kan gå på, at vi som virksomhed gerne vil udvikle produkter der kan være med til at reducere behovet for antibiotika. Som medarbejder kan man trække et kort, der siger, at man er den progressive stakeholder, som helt med på den idé. En anden medspiller får rollen som den mere konservative stakeholder, der skal overtales. På den måde får man som medarbejder sat sig ind i nogle af de udfordringer, vi møder som virksomhed. Vores andre stakeholdere i form af NGO’ere og topledelsen er også repræsenteret i spillet. Et spil er bare en måde at tale om bæredygtighed på, som vi tror virker. En nok så fin powerpoint-præsentation glemmer man hurtigt.

– Vi har i det kommende år rigtig meget fokus på at mobilisere alle medarbejdere i bæredygtighedsarbejdet. Vi er ved at rulle en intern kampagne ud som skal mobilisere medarbejder til at tænke over hvordan de selv kan bidrage til en bæredygtig udvikling. Både i det store og det små. Vi håber at kunne skabe en bevægelse.

Om Annemarie Meisling
Annemarie Meisling er uddannet jurist med en master i sociologi. Hun har tidligere arbejdet med menneskerettigheder og bæredygtighed for Udenrigsministeriet, Den amerikanske kongres, Verdensbanken, Dansk Industri, Cowi og Novo Nordisk. Hun er gift og har to drenge på 4 og 8. Familien har lige købt sejlbåd og bruger det meste af deres fritid på havet.

Tags:

nyheder

Her er de nyeste danske bæredygtigsprojekter

Fra selvsorterende affaldsspande og undertøj syet med sølvtråd til reparation af teknik. Her er nogle af de nyeste virksomheder og opfindelser på markedet, der skaber forretning ud af bæredygtighed.


Warning: sizeof() [function.sizeof]: Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/sustainreport.dk/public_html/wp-content/plugins/wp-mystat/lib/mystat.class.php on line 1252