Connect with us

Hi, what are you looking for?

Sustain ReportSustain Report

Nyheder

Her er Nordens 50 mest lovende impact startups

Nordens 50 mest lovende startups har løsninger på nogle af verdens største udfordringer.

impact startups
Foto: Søren Svendsen

Flyvende vindmøller, e-handelsplatforme til mikrovirksomheder og sundhedssystemer til ulande uden CPR-numre.

Sådan lyder tre af eksemplerne på de 50 nordiske impact startups, der er udvalgt til at deltage i Nordic Impact Business Summit, som 17. september afholdes for anden gang i København. Her bliver de matchet med op til 200 globale investorer og med erfarne forretningsfolk.

Formålet er at skaffe den nødvendige kapital og de nødvendige kompetencer til, at de udvalgte virksomheder kan blive bæredygtige både økonomisk og i forhold til FN’s verdensmål.

Derfor er virksomhederne nøje udvalgt på baggrund af en analyse af flere end 1.000 nordiske og baltiske virksomheder af The One Initiative, en dansk baseret, non-profit, som også står bag arrangementet på Axelborg i København.

– Vi står med et mega spændende felt i år. Flere af virksomhederne er langt fremme med deres forretningsideer og står foran omfattende investorrunder, som vi forhåbentlig kan bidrage til. Fælles for dem er, at de arbejder med teknologier, der kan skabe markante positive klimamæssige eller sociale forandringer, siger Richard Georg Engström, der er initiativtager og direktør for The One Initiative i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Impact startups mangler medvind

Investeringer i mpact startups kan gavne etablerede virksomheder
Baggrunden for initiativet er, at tal fra FN viser, at hvis blot omkring én procent af verdens samlede private investerede kapital bliver placeret i de rigtige løsninger, er det med stor sandsynlighed muligt at nå FN’s verdensmål i 2030.

Vi bad Richard Georg Engström uddybe, hvorfor det i øvrigt giver mening som privat investor eller virksomhed at interessere sig for impact startups.

Hvad er businesscasen for at investere i bæredygtige startups – hvilket jo i forvejen er risikofyldt – når vi også befinder os i en periode med høj grad af økonomisk usikkerhed?

– Uanset økonomisk nedgang eller ej, så er der altid impact startups der er værd at investere i, så længe deres business case er god og de vokser med øget salg og anden udbredelse i deres marked.

– Vores analyse Impact Report Nordic Investors fra 2019 viser blandt andet, at 41 procent af de deltagende nordiske private investorer er drevet af at skabe en positiv effekt på samfundet, før de prioriterer det finansielle afkast. Hvorfor det? Ganske enkelt, fordi 83 procent af deltagerne forventer, at deres impactinvesteringer vil levere et finansielt afkast på niveau med eller over markedsrenten. På langt sigt, mere end syv år, forventer 40 procent tilmed, at deres impactinvesteringer vil være en bedre finansiel investering end deres konventionelle investeringer.

Denne artikel er normalt låst, da kvalitetsjournalistik koster penge. Hvis du kan lide, hvad du læser, kan du tilmelde dig vores gratis nyhedsbrev her.

Hvem kan med fordel investere – er det også etablerede virksomheder, som måske kan få fordel af at afsøge nogle grønne løsninger via investeringer i startups?

– Corporate Venture investeringer øges også indenfor dette område. For eksempel kunne en virksomhed som Novo Nordisk, der med sine to venture kapital fonde Novo Seeds og Novo Ventures med fordel investere i life science-orienterede virksomheder, der skaber en bedre verden. Et eksempel er TraceGrow (Finland), der omdanner problematisk og dyrt alkalisk batteriaffald til mikroernæringsstoffer af høj kvalitet. Virksomheden tilbyder gødning til brug i landbrug såvel som produktionsanlæg.

– Et andet eksempel er SaltX (Sverige), der er noteret på Nasdaq First North, og som forsøger at imødekomme efterspørgslen efter opbevaring af vedvarende energi. Denne impact startup bruger nano-coated saltteknologi til at skabe energilagring til el-værktøjer, industrielle og kommercielle kunder. Udmærkede virksomheder der er på vej ud i et internationalt marked og oplagt for for eksempel Novo Nordisk at se på.

Vækstfonden: Vigtigt at sikre kapital til morgendagens virksomheder 
Hvad er dit bedste råd til potentielle investorer?

– Investorer skal som altid fokusere på at gøre en ordentlig due diligence af virksomheden før en investering. Vel ombord, så skal de naturligvis blande sig i et omfang der giver mening, alt efter de specifikke kompetencer investoren har. Nogle gange med en plads i bestyrelsen, andre gange med ad hoc sparring som rådgiver. En ny rolle for alle investorer der går ind i en impact startup er at se til, at virksomheden har styr på den positive effekt de med deres teknologi og løsning har på mennesker, samfund eller miljø.

– Hvis ikke virksomheden selv har sat op målsætninger i form af KPI’er, har en metode for at måle deres impact og et format for at rapportere det til investorerne, kunderne og andre vigtige stakeholders, er det et stykke arbejde vi anbefaler, at en investor sikrer bliver udført. Hvis virksomheden har målsætninger, målinger og rapportering af impact, vil værdiansættelsen i næste finansieringsrunde blive højere, og det har alle investorer naturligvis interesse i, slutter Richard Georg Engström.

Som noget nyt er den statslige investeringsfond Vækstfonden i år en del af arrangementet og her lægger man ligeledes vægt på vigtigheden af at begge parter har læst på lektien.

– Det særlige ved Nordic Impact Business Summit er i virkeligheden forarbejdet. De deltagende virksomheder er gennem-analyserede på forhånd, og investorerne er nøje udvalgte, så parterne kender til hinanden allerede inden, de mødes. På den bagrund kommer de markant længere i at afklare, om der er basis for en investering, end normalt ved den type arrangementer. I Vækstfonden udvikler vi de virksomheder, Danmark ikke må gå glip af, og derfor er det vigtigt med initiativer som Nordic Impact Business Summit, der kan sikre kapital til morgendagens virksomheder, siger Tonni Bülow-Nielsen,  Managing partner i Vækstfondens afdeling for direkte investeringer, VF Venture i meddelelsen.

Ved sidste års arrangement mødtes de 50 udvalgte startups med 143 internationale investorer. 58 procent af dem mødtes igen efter arrangementet, og 34 procent gik videre med investeringsprocesser.

10 myter om impact startups i Norden
Danske Bank kortlægger for tredje gang impact startups i Norden i rapporten ‘The State of Nordic Impact Start-ups 2020’.

I den indgår 10 myter om nordiske impact startups, som banken med fordel mener, man kan gøre op med for at styrke virksomhedernes muligheder for at vokse.

En af myterne omhandler, at man må give køb på proft i forhold til purpose, hvis man skal have en effekt. Reelt viser undersøgelsen dog, at næsten 98 procent af de nordiske impact startups formål at integrere deres formål på enmåde, så det øger deres rentabilitet. Kun 20 pct. af dem er dog gode nok til at måle deres impact. Se hele rapporten her.

Nordic Impact Business Summit afholdes i samarbejde med bl.a. Vækstfonden, Erhvervsstyrelsen, Nordic Innovation og +impact, som Danske Bank står bag.

3 udvalgte danske impact startups

KiteX
KiteX Dansk startup, der arbejder på “flyvende vindmøller”. KiteX har udviklet en vindmølle, der blot vejer 5 kilo, og som er konstrueret, så den kan svæve fx fra toppen af en mast og generere nok el til en husstand. Fordi den er let og relativt billig (forventet markedspris på omkring 500$), vil potentialet være, at den kan forsyne familier i uvejsomme områder, hvor det ikke er muligt at opstille traditionelle vindmøller (fx bjerge), med vedvarende energi – endda uden at de er koblet på elnettet. KiteX forventer, at de i løbet af efteråret 2020 kan markedsføre de første vindmøller via crowdfunding, hvorefter teknologien skal videreudvikles og udbredes.

Beyond Leather Materials
Beyond Leather Materials har fundet ud af at omdanne rester fra produktion af æblejuice og -cider til et materiale, der i udseende og egenskaber minder om læder. I modsætning til andre læderlignende materialer er det 100 procent fri for plastik, og i forhold til produktion af animalsk læder, går der 85 procent mindre CO2 til. Materialet består af 70 procent æblepulp (det der er tilbage, når æbler er presset til juice eller cider). De resterende 30% er bæredygtige ingredienser fra andre kilder. I forhold til skind fra dyr, spares også garvningsprocessen og dermed store mængder vand og kemikalier. Beyond Leather Materials tog hul på udviklingen i 2017 og forventer at være på markedet med produktet til efteråret.

Sky.garden
Sky.garden er en dansk startup, der har udviklet en e-handelsplatform målrettet små virksomheder i afrikanske lande. De arbejder lige nu i Kenya, hvor 60% af økonomien er uformel og virksomhederne dermed i praksis er enkeltpersoner eller familier, der sælger varer fra et lille lager i hjemmet. De kommer aldrig i nærheden af at opbygge egne webshops, så hvis de skal sælge til andre end naboerne, kan de via Sky.garden få adgang til en standardiseret webshops (i lande, hvor stort set alt forgår på smartphones), der også indeholder adgang til varelevering og sikre betalingssystemer. Sky.garden er lige nu aktiv i Kenya, hvor ca. 5.500 små erhvervsdrivende bruger platformen. Næste skridt er at udvide til nabolande og senere til Vestafrika.

Kilde: The One Initiative

Find listen over de 50 udvalgte impact startups her.

Forsiden lige nu:

Seneste artikler:

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.