Vi skal prioritere en stærk, grøn industri i Europa

Af Johan Moesgaard Andersen, EU-chef i Dansk Metal, og Jacob Ruben Hansen, EU-konsulent i Dansk Metal

Danskerne skal stemme til Europa-Parlamentsvalget den 9. juni. Men inden vi kridter skoene og valfarter til gymnastiksale over hele landet, er det værd at dvæle et øjeblik ved de temaer, der fyldte ved det seneste Europa-Parlamentsvalg i 2019. 

I Dansk Metal forsøgte vi dengang at råbe EU-politikerne op. Vi mente, det var afgørende at holde Europa i sporet på Kina og USA, så vi ikke risikerede at sende gode industrivirksomheder og arbejdspladser mod øst og vest. Den udfordring er endnu mere relevant i dag. Det vender vi tilbage til senere. 

Først hopper vi en tur i tidsmaskinen og spoler tiden fem år tilbage. 

En historisk grøn retning

I 2019 var der nemlig et andet tema, som nærmest fyldte det hele. Dengang lå valgene til Europa-Parlamentet og Folketinget klos op ad hinanden. Nævner man klimavalget i 2019, tænker de fleste danskere nok på Folketingsvalget, og hvordan danske politikere ivrigt overbød hinandens grønne løfter. Men klima og grønne ambitioner fyldte ikke kun i Danmark. 

Der skal føres grøn politik, hvor klima og industriarbejdspladser går hånd i hånd.

Da Europas topposter skulle besættes efter EP-valget i 2019, præsenterede den nye kommissionsformand, Ursula von der Leyen, en historisk grøn retning for sin nye Europa-Kommission. Flere private investeringer skulle kanaliseres over i grønne virksomheder og grøn omstilling. Et helt nyt lag skulle bygges på det finansielle system, for at det grønne nu kunne inkorporeres. 

Siden har EU-politikerne vedtaget en grøn taksonomi, disclosure-forordningen og krav om virksomhedernes grønne afrapportering, som lidt teknisk kaldes CSRD’en, og som er behandlet indgående her i Sustain Reports spalter.

Når det gælder bæredygtighedsrapportering, giver fælles standarder god mening. Havde EU nu vedtaget 27 forskellige sæt regler, ville eksportvirksomheder i industrien risikere at sidde med administration til op over begge ører. Allerede i dag kan man frygte for, hvorvidt kravene i CSRD’en vil medføre uforholdsmæssigt store administrative byrder for de små og mellemstore virksomheder. Det kan betyde færre investeringer i ny teknologi og produktion og risikere at give mindre værdiskabelse i Danmark og derfor færre danske industriarbejdspladser.

Her har vi altså et godt eksempel på en udfordring for Europa, som også bliver båret ind i næste EU-valgperiode. På den ene side vil vi gerne gøre kontinentet grønnere. På den anden side vil vi ikke have, at unødige regler, sagsbehandling og godkendelser spænder ben for Europa i konkurrencen med for eksempel Kina og USA. Der skal føres grøn politik, hvor klima og industriarbejdspladser går hånd i hånd. Og så er vi faktisk tilbage til den dagsorden, som vi i Dansk Metal forsøgte at sætte i 2019, og som vi mener, EU-politikerne bør interessere sig mere for. 

Vi vil ikke konkurrere med Kina og USA på at have de laveste lønninger. Vi skal konkurrere på at have den bedste teknologi.

For selvom ”Europa som produktionskontinent” ikke fyldte alverden ved det seneste Europa-Parlamentsvalg, er der gode argumenter for, at temaet bør fylde ved det kommende valg. For Europa har været igennem flere forsyningskriser siden sidste EP-valg.

Kriser i kø

Først ramte coronakrisen os, hvor produktion og forsyning af mundbind, medicin og værnemidler med ét blev afgørende. Hernæst opstod der forsyningskriser under og efter corona, hvor europæiske virksomheder pludselig stod over for problemer med leveringer fra Asien af for eksempel mikrochips. Derefter forsyningsproblemer på grund af Suez-kanalen, da først Ever-Given gik på grund og blokerede kanalen, og helt aktuelt Houthiernes angreb på skibe ud for Yemens kyst.

Ligeså har vi i denne valgperiode oplevet en forsyningskrise på energi efter Ruslands eskalering af krigen i Ukraine i februar 2022. Kriserne kan vi lære meget af. Én af læresætningerne er, at Europa skal være et produktionskontinent. Kritisk produktion skal ikke kun foregå på andre kontinenter. Så risikerer vi at blive taget på sengen én gang til. 

Læs også: Trin for trin guide: Gennemtænkte datacentre kan mindske den voksende klimaregning

Nu ved vi ikke, om den nuværende kommissionsformand, Ursula von der Leyen, fortsætter. Vi ved, at hun oprindeligt er uddannet læge. Og som i så mange andre sammenhænge, er der ikke én medicin, der i sig selv kan løse Europas udfordringer. Der er brug for, at vi doserer medicinen rigtigt og mikser flere forskellige politiske medikamenter. 

For det første er der brug for en offensiv grøn industripolitik i Europa. Europa havde engang en styrkeposition i produktionen af solceller. I dag høster Kina frugterne af den europæiske solcelleudvikling. 95 procent af verdens solcelleproduktion sker i Kina. Det samme må ikke ske med for eksempel vindmøllerne. Derfor bliver det afgørende, at et nyt Europa-Parlament og en ny kommission realiserer planerne om at styrke Europas vindsektor.

Hvis Europa bliver bange for udlandet, vil det betyde et kæmpe værditab for danske virksomheder og lønmodtagere.

Et særligt fokus bør være godkendelser. Her i Danmark kender vi selv eksemplet med det gamle Lindøværft. Her tager en udvidelse af Odense Havn op mod 10 år. De otte år skyldes myndighedernes sagsbehandlingstid, mens selve udvidelsen kun tager to år. På samme måde er der brug for at gøre EU’s godkendelsesprocesser hurtigere og smidigere på de afgørende styrkepositioner som for eksempel biosolutions. 

Aktiv og offensiv handel

For det andet er der brug for en offensiv handelspolitik. Global handel og EU’s handelsaftaler har været en kæmpe fordel for danske industriarbejdspladser. Men med et kommende Europa-Parlamentsvalg, der ser ud til at skubbe Europa og Europa-Parlamentet længere til højre, kan man frygte, hvor EU’s handelspolitik bevæger sig hen. Hvis Europa lukker om sig selv og bliver bange for udlandet, vil det betyde et kæmpe værditab for danske virksomheder og lønmodtagere.

Ifølge Erhvervsstyrelsen er en tredjedel af Danmarks vækst i BNP siden 1992 sket på baggrund af en stigende international handel. For en gennemsnitlig husstand i Danmark svarer det til 90.000 kr. om året. Et nyt Europa-Parlament og en ny kommission skal fortsætte med at føre en aktiv handelspolitik og indgå nye aftaler rundt om i verden. Vi har desværre set mange handelsaftaler kuldsejle. Tag bare EU’s forhandlinger med Australien om en handelsaftale i oktober. Eller tag forhandlingerne med Mercosur-landene i Sydamerika og TTIP-aftalen med USA. 

Læs også: Både samfundet og virksomheden taber med hurtige løsninger på væsentlighedsanalysen

En aktiv handelspolitik og flere handelsaftaler vil både gøre EU mere robust over for internationale begivenheder og gøre Europa mindre afhængig af enkelte lande. I dag er Europa meget afhængig af kritiske råstoffer fra eksempelvis Kina. En handelsaftale med for eksempel Mercosur-landene vil mindske afhængigheden af Kina og sikre et Europa, der står stærkere. Samtidig kan vi løfte klimaambitioner og arbejdstagerrettigheder i den tredje verden. 

Robot-kapløbet

For det tredje skal Europa op i gear, når det gælder den teknologiske omstilling. Vi vil ikke konkurrere med Kina og USA på at have de laveste lønninger. Vi skal konkurrere på at have den bedste teknologi. Her bliver det afgørende, at en ny Europa-Kommission skubber på at for at få flere robotter i Europas industri. I dag har Europa svært ved at følge med Kina, Sydkorea, Japan og USA, når det gælder om at installere robotter. 

Læs også: Skal industrien bestemme den grønne retning?

Samtidig har vi brug for at blive mere digitale i Europa. Danmark ligger nummer 2 i Europa på det såkaldte digitaliseringsindeks, mens et land som Tyskland ligger helt nede i midterfeltet. Der er brug for at løbe blandt andet det tyske lokomotiv i gang – for det er det lokomotiv, den danske industri i høj grad skal koble sig på. 

Europa skal være et produktionskontinent. Kun sådan sikrer vi Europas uafhængighed og fortsatte vækst og velstand i Europa. Her i Sustain Reports spalter har vi den seneste valgperiode kunne læse om et væld af nye lovgivningsinitiativer, som kommer fra EU. I den nye valgperiode må ambitionen være, at Europa skal være åbent, grønt og digitalt – for alternativet er fatalt.