Af Bjørn Mogensen, arkitekt, markedschef og kreativ leder i Transformation & Renovering, Sweco Architects
Når jeg følger debatten om bæredygtigt byggeri, får jeg ofte indtryk af, at vi kan bygge os ud af problemet med klimaet – bare vi går tilstrækkeligt teknisk til værks.
Misforstå mig ikke – jeg synes, vi er kommet langt med nye materialer, EPD’er, LCA-beregninger og CO2-loft. Men jeg synes, at de æstetiske og arkitektoniske kvaliteter helt og aldeles glimrer ved deres fravær i diskussionen om at bygge bæredygtigt til fremtiden.
Det kan godt være, at materialer i gamle dage ikke var så klimavenlige, som de er i dag. Til gengæld blev der lagt tid, kræfter og kærlighed i smukke formgreb og håndværk af højeste kvalitet. Se bare J.C. Jacobsens æresbolig, der netop er blevet renoveret af landets bedste håndværkere og konservatorer. Det har været dyrt, uden tvivl, men boligen står her fortsat om 200 år – brugbar, smuk og klimavenlig.
Det kan vi desværre ikke forvente af meget af det byggeri, der skyder op i Københavns nye bydele i disse år. Byggeri i dag er i høj grad pengebinding, investering og afkast. Store bygherrer er optagede af driftsøkonomi, og det rimer på velisolerede bygninger med høje karakterer inden for bæredygtighedscertificering. Vedligehold derimod er gift for økonomien og æder af afkastet.
Brug og smid væk kultur
Den tilgang fører til byggeri med standardløsninger uden større æstetisk værdi. Ingen kommer derfor rigtigt til at holde af bygningerne, og ingen vil kæmpe for at bevare dem om 50 år.
Bygningerne vil i øvrigt heller ikke kunne bevares. De er så driftsoptimerede og vedligeholdelsesfrie, at en simpel ting som at reparere et vindue stort set er umuligt. At de er vedligeholdelsesfrie, betyder reelt blot, at vinduerne skal udskiftes efter 20 år, hvor de deponeres, så der kan blive produceret, fragtet og monteret nye vinduer, som vi så igen kan udskifte efter 20 år.
Læs også: Indlejret klimaaftryk skal frem i lyset
På samme måde som bygningsdelene, bygninger er bygget af, vil det vedligeholdelsesfri standardbyggeri blive revet ned, når de er udtjente eller skal bane vejen for et nyt byggeri med endnu mere teknik i.
Det minder om ’brug og smid væk’-kulturen, der kendetegner en del af møbel- og tekstilindustrien. Det kan godt være, at vores tøj og møbler er produceret af fornybare og CO2-venlige materialer, men kvaliteten og den æstetiske værdi er så ringe, at vi smider dem ud efter få års brug. Hvorfor ikke investere i godt designede møbler, der holder længe, og som kan vedligeholdes og repareres – og som folk holder af?
Skønheden er klimavenlig
Jeg savner at se, at æstetik og arkitektonisk kvalitet i højere grad bliver et parameter, når vi diskuterer udviklingen indenfor bæredygtigt byggeri. Den diskussion skal ikke kun handle om teknik, tal og analyser.
Ved at bygge smukke bygninger skabt med omhu og designet med omtanke, i holdbare materialer og med robuste løsninger skaber vi arkitektonisk kvalitet, som vi har lyst til at værne om. Bygninger som vi vil investere i at vedligeholde og renovere – og dermed levetidsforlænger til gavn for klimaet og vores fælles historiefortælling.
