Modstanderne af bæredygtighed kan muligvis begrave reguleringen – men ikke fremtidens udfordringer

Af Mads Steinmüller, Head of Climate & Nature i Danske Bank.

For bare seks år siden kæmpede virksomhederne overalt i verden om at sætte de mest ambitiøse ESG-mål. Jeg var selv netop begyndt at arbejde med ansvarlige investeringer, hvor bæredygtigheden var drevet af efterspørgsel fra kunder og ikke af lovgivning. Det var en tid, hvor jeg hurtigt blev kastet ud i at skulle navigere mellem virksomheder, der frit kunne smykke sig med bæredygtighedslabels og selvopfundne standarder uden nævneværdige krav og regulering. Investorerne var ligeledes overladt til at navigere i et virvar, der næsten mindede om det vilde vesten. Der manglede i den grad en fælles ramme for at skabe klarhed for forbrugerne og en ny retning for at løse samfundets bæredygtighedsudfordringer. For at løse det rullede man nye ambitiøse regler og rammer ud for at sikre, at bæredygtige løfter ikke bare var tomme ord. 

I dag, blot få år efter at kampen om at gå forrest på bæredygtighed udspillede sig, er vi nu vidne til et af de største tilbageslag for bæredygtighedsdagsordenen. I hvert fald når det kommer til reguleringen og fælles retning.

2025 er året, hvor vi tager afsked med bæredygtighedsregulering 

Verdens samfundsproblemer vokser, mens reguleringen, der skulle håndtere den, bliver rullet tilbage en efter en. Bæredygtighedsregulering er snart at finde på IUCN’s liste over rødlistede truede arter. Som førstehåndsvidne til udviklingen, får det mig til at tænke over, om det snart er på tide at skrive en nekrolog for den regulering, der skulle hjælpe verdens samfunds- og klimaudfordringer, der er på vej. I så fald ville den lyde således: 

Efter et kort og dramatisk liv, skal vi vinke farvel til en reguleringsdrevet bæredygtighedsagenda, som officielt er blevet begravet af en bevægelse, der kæmper imod alle bogstaverne i forkortelsen ESG (Klima, sociale forhold og god forretningsskik). En bevægelse, der består af politiske krigere, som bruger bæredygtighedsagendaen som brikker i en kulturkamp, og som har kæmpet tappert for retten til at ignorere blandt andet klimaforandringer og diversitetsudfordringer, og hvor fakta og økonomisk fornuft må vige for politiske agendaer. 

Det paradoksale er, at anti-ESG-bevægelsen, som primært er drevet af frygten for at miste konkurrencefordele og arbejdspladser, har besluttet at gøre bæredygtighed til en fjende. Men netop ved at ignorere de bæredygtighedsudfordringer, der truer økonomien og jordens knappe ressourcer, svækker de det, de ønsker at beskytte på lang sigt. 

Klimaforandringer, tab af biodiversitet, ressourceknaphed, medarbejderes trivsel og diversitet er ikke abstrakte trusler – de er reel økonomisk risiko. At løse de udfordringer handler ikke om at opfylde en politisk dagsorden, men om at sikre stabile forsyningskæder, skabe innovation, sikre fremtidige arbejdspladser og skabe en planet, der er værd at leve på. 

Men uanset hvor meget anti-ESG-bevægelsen kæmper imod, så kan de ikke ændre den grundlæggende virkelighed: Mennesker og virksomheder eksisterer på naturens præmisser – ikke omvendt. 

Anti-ESG handler om friheden til at træffe dårlige beslutninger

Anti-ESG-bevægelsen største sejr var at overbevise politikere om, at bæredygtighed var en ideologisk dagsorden og ikke en økonomisk nødvendighed. De råbte op om “woke kapitalisme”, som om investorer pludselig var blevet aktivister snarere end rationelle aktører med fokus på afkast. Anti-ESG-bevægelsen forspilder ikke en chance på at fortælle, at vi havde mistet evnen til at regne.

Derfor måtte diversitetsreguleringen og basale aktionærrettigheder begraves i USA. Slut med diversitet. Som en stor Mad Men-fan har jeg tit undret mig over, hvordan det mon var at leve i starten af 1960’erne, dengang borgerrettighedsbevægelsen og rødstrømperne kæmpede for kvinders og minoriteters rettigheder. Jeg havde dog aldrig troet, at jeg skulle få lov til at opleve en lignende bevægelse – bare med omvendt fortegn.

Det er kommet så vidt, at i USA tør virksomheder og investorer ikke at tale om klima og diversitet. Virksomheder har travlt med at slette sporene af deres tidligere bæredygtighedsstrategier. Det er også tæt på at være slut med investorernes aktive ejerskab. Det amerikanske børstilsyn har besluttet, at investorer ikke længere skal besvære virksomhedernes ledelse med irriterende spørgsmål omkring klima, diversitet og god selskabsledelse. Det går jo ikke med aktionærer, der stiller krav til de selskaber, de ejer. At det aktive ejerskab i høj grad handler om at styrke potentialerne for afkast i selskaberne, synes at være en pointe, der er gået tabt. 

Hvad skal vi egentlig også med gennemsigtighed? Vi investorer kan jo blot gætte os til, hvordan selskaber arbejder med bæredygtighed – ligesom vi gjorde i de gode gamle dage. 

Det hjælper ikke at lukke øjnene

Midt i anti-ESG bevægelsens fejring af den ”genoprettede frihed” overså de en detalje: 

Selvom de snart har begravet reguleringen, lever de fundamentale principper videre i bedste velgående. Hvorfor? Fordi de finansielle markeder reagerer på risici og muligheder. For bæredygtighed handler netop om at håndtere de risici, som klimaforandringer, tab af biodiversitet, dårlige arbejdsforhold og dårlig ledelse skaber eller om at se de muligheder, som selvsamme temaer frembringer.

Investorer ved godt, at virksomheder, der håndterer disse udfordringer proaktivt, er bedre rustet til fremtiden end dem, der håber, at det hele nok skal gå væk af sig selv. De ved også, at virksomheder med stærke diversitets- og inklusionsprogrammer tiltrækker bedre talenter, skaber innovation, bedst illustreret på Apples seneste generalforsamling, hvor hele 97% af deres investorer stemte på at bevare virksomhedens diversitetsprogram. Og hvorfor så det? Fordi som PepsiCo skrev året før, at de trak deres diversitetsprogram tilbage: Det skaber konkurrencefordele. For de fleste virksomheder bør det også snart være tydeligt, at kunder ikke accepterer virksomheder, der opfører sig som om, at de stadig lever i en verden, hvor forurening og social uansvarlighed er gratis.

Mens anti-ESG-bevægelsen arbejder for at lægge reguleringen i graven, er det kun et spørgsmål om tid, før realiteterne rammer dem. Forsikringsselskaber hæver allerede præmierne for virksomheder, der ignorerer klimarisici og afviser at forsikre ejendomme i ”klimaramte” områder. Banker bliver mere tilbageholdende med at finansiere højrisikoprojekter uden bæredygtighedsplaner. Store pensionsfonde flytter deres investeringer i en retning, der tager hensyn til fremtidige bæredygtighedsrisici. Kreditvurderingsbureauer nedjusterer virksomheder, der ikke håndterer klimarisici. Disse bevægelser betyder højere omkostninger og sværere adgang til kapital, hvis ikke man håndterer sine bæredygtighedsrisici. 

Kort sagt: Kapitalen justerer sig efter virkeligheden.

Så hvil i fred, reguleringsdrevet bæredygtighed. Du blev kvalt i en politisk kulturkamp, men din arv lever videre i virksomheder, der stadig ønsker at tjene penge – bare ikke på en døende planet.