Indlægget er skrevet af Helene Regnell, som har +20 års erfaring med strategisk bæredygtighed i store danske og internationale virksomheder. Hun er en del af LEAD Sustainability. Indlægget er første gang udgivet på LinkedIn. 

Lige så længe jeg har arbejdet med samfundsansvar og bæredygtighed har der været virksomhedsledere, der med fortvivlelse i øjnene har spurgt: Hvor langt rækker vores ansvar egentlig?

For nylig er spørgsmålet kommet op igen, fordi Nemlig.coms chauffører tilsyneladende har arbejdet under umenneskelige forhold her under Covid19.

Nemlig.com forsvarede sig i første omgang med, at chaufførerne ikke er egne ansatte. Det argument kunne måske have været gangbart tilbage i 1970’erne, da der for første gang kom fokus på de indonesiske sweatshops, hvor børn producerede fodtøj til blandt andet Nike.

Der er meget fokus på de globale værdikæder, men hvad med det arbejde, der foregår i Danmark?

50 år senere er vi blevet klogere og der er ikke længere kun tale om et moralsk ansvar. De internationale konventioner støttes op af globale initiativer, f.eks UN Guiding Principles on Business and Human Rights og OECD’s retningslinjer for Multinationale Virksomheder. EU kommer her i 2021 med lovgivning, der kræver, at virksomheder, som opererer indenfor EU, skal udvise Due Dilligence på menneskerettigheder gennem hele deres værdikæde.

Der er således meget fokus på de globale værdikæder, men hvad med det arbejde, der foregår i Danmark? Hvad med de rumænske avisbude, der arbejder til en sulteløn eller de lettiske landarbejdere, der arbejder i danske landbrug til en løn væsentlig under, hvad overenskomsten foreskriver?

Og hvad med de arbejdere, der udfører farligt arbejde på store infrastruktur projekter til en lille løn, eller dem, der leverer mine dagligvarer til døren under arbejdsforhold, som ikke kan accepteres? Det har et navn: Social dumping.

Krisestyring og spin giver bagslag, når det er oplagt, at virksomheden burde have vidst bedre

Måske tror vi, at virksomheder i Danmark er alt for pæne til at blive fanget i den slags adfærd. Sandheden er, at det er de også – de fleste af dem – og i hvert fald, når de bliver taget med fingrene i kagedåsen. Så er der ingen grænse for, hvordan dette skal undersøges og ophøre med det samme. Det har deres kommunikationsfolk nemlig lært dem er den rette måde at reagere, når krisen brænder på.

Problemet er bare, at krisestyring og spin giver bagslag, når det er oplagt, at virksomheden burde have vidst bedre, som i tilfældet Nemlig.com. Når man nærmest fordobler sin virksomhed på et år, så er det en del af ansvaret at undersøge om forretningsmodellen vedbliver at være socialt bæredygtig.

Ikke bare i forhold til egne medarbejdere, men også og måske i endnu højere grad i forhold til de transportleverandører, som man bevidst har ønsket skal være små – fordi de så er i et større afhængighedsforhold og nemmere at skifte ud?

Jeg håber, at både store og små lærer af dette

Svaret blæser i vinden, men det blæser og lige nu er der modvind for den lille start-up på dagligvaremarkedet. Timingen er virkelig dårlig, for de største konkurrenter har netop lanceret deres konkurrerende tiltag. Jeg håber, at både store og små lærer af dette og får etableret nogen transportaftaler, som er ligeværdige og jævnligt tjekker ind på lønforhold hos leverandørerne.

Det kan så være, at jeg skal betale lidt mere for at få mine varer leveret med et smil. Men det gør jeg gerne.

Redaktørnote: Læs Nemlig.com’s svar på Politikens afdækning af de kritisable arbejdsforhold for chauffører her.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning.