Kommentar. Af Henrik Munksgaard, redaktør Sustain Report
”Vi anbefaler ikke, at man river bevaringsværdige huse ned.”
Sådan lød undskyldningen igen og igen fra den store faglige organisation, da vi her på Sustain Report skrev om Djøf Forsikring.
Et Djøf-medlem kunne ikke få husforsikring i Djøf Forsikring, for her udelukker man alle de huse, der er bevaringsværdige i kategori 1-3. Et kig i BBR-registret er nok, lige hvordan huset ellers ser ud.
Djøf forsøgte sig også med en forklaring om, at forsikring af bevaringsværdige huse var et specialprodukt, som kun få forsikringsselskaber tilbød. En påstand, der ikke holdt til et faktatjek. Ingen af de store forsikringsselskaber havde samme tilgang som Djøf og deres partner i Købstædernes Forsikring.
I mange sammenhænge er det sundt at lave tankeeksperimentet “hvad nu, hvis alle opførte sig på samme måde som mig”.
Det gælder i trafikken, det gælder når man tømmer termokanden uden at sætte nyt kaffe over på arbejdspladsen. Og det gælder også, når man som faglig organisation vil have forsikringer som et medlemstilbud.
Set i det store billede er problemet heldigvis til at overse. De Djøf-medlemmer, som ikke kan bruge fagforeningsaftalen til at tegne en husforsikring, klarer sig nok alligevel.
Men Djøfs tilgang og dårlige undskyldninger er desværre kun toppen af isbjerget, når vi ser på hele privatboligmarkedet og især villaer og parcelhuse.
Byggeriet er en af de mest miljø- og klimabelastende sektorer. Vi skal renovere langt mere og bygge langt mindre nyt, og generelt skal vi vænne os til at bo på langt mindre plads og derfor også bygge mindre. Det er et par af de vigtigste nøgler til en helt nødvendig grøn omstilling.
Markedet er den evige undskyldning
Man kan altid diskutere, om der sker nok, når det gælder byggeriet af kontorer og udlejningsejendomme. Her har man dog taget DGNB og klimakrav, hvor ufuldstændigt det end måtte være til sig. I sammenligning er villamarkedet det vilde vest.
Her er Djøf og Købstædernes Forsikring meget lidt hjælpsom for nu at sige det forsigtigt.
Desværre er de langt fra alene. Vi har tidligere her på Sustain Report skrevet om den klimabelastende trend, hvor folk køber gode huse for at rive dem ned og bygge deres “drømmehus.”
At en række af typehusfirmaerne er mere end ufine i kanten og skubber den gale retning, siger nærmest sig selv. Det er trods alt deres kerneforretning, der er på spil.
Men når banker, kreditforeninger og ejendomsmæglerkæder (og man kaster et par boligprogrammer i medierne med i gryden) aktivt understøtter både riv-ned-byg-nyt og de monstrøst store klimabelastende en-familiehuse, så er det, at det går galt.
Læs også: Djøfs dobbeltmoral: Bæredygtighed i ord og klimabelastende handling
På tværs af sektoren vil alle aktører lige som Djøf sikkert sige, at de ikke opfordrer til at rive gode huse ned. Der er næppe nogen, der direkte har noget imod familier, som selv vælger at bo på færre kvadratmeter. En gang eller to har der som et kuriøst indslag sikkert også været et boligprogram om “tiny houses”.
Det er markedet, lyder undskyldningen igen og igen. Hvis huset ikke er stort nok eller for gammelt, ja så falder markedsværdien og dermed også loftet for belåningen. Når de finansielle aktører skubber den gale vej, er det ikke ond vilje, men blot ansvarlig snusfornuftig forretning, mener de selv.
Se på økologi og plantemad
Men markeder skaber ikke sig selv. Markedsaktørerne er med til at definere vilkårene. Tænk blot på hvordan økologien har gjort sit indtog i kølediske og på spiseborde de seneste 30 år. I første omgang var det drevet af idealister. Og så vågnede de store producenter og detailkæder op. Det samme oplever vi i disse år med den plantebaserede kost.
På en og samme tid er mange af de store detailkæder med til skubbe til markedet og samtidig sikrer de, at de er relevante for fremtidens forbrugere.
Måske skal villa-segmentet i ejendomssektoren se samme vej, så man i stedet for de 200 kvadratmeter store villaer udvikler langt flere tilbud til de familier, som gerne vil bo mindre klimabelastende. Indtil videre virker det til at være et nichemarked. Men hvis man gør det lettere og gør de mindre miljøbelastende boliger mere attraktive – såvel arkitektonisk som finansielt – kan det jo være, at det går lige som økologien.
Det handler om mange andre end blot typehusfirmaerne, ikke mindst de finansielle aktører. Og måske ikke kun om enkeltvirksomheder, men også om brancheforeningerne.
Jeg forventer ikke, at man vender på en tallerken, men tænk hvis Finans Danmark, Forsikring & Pension, Dansk Ejendomsmæglerforening med flere kunne sætte sig sammen og lave et sæt spilleregler, så vi får en tilgang, hvor man ikke åbenlyst diskriminerer, de boligkøbere og boligejere, som faktisk gør det klima- og miljømæssigt mest fornuftige, så ville vi dog være på vej.
Tag det gerne som en opfordring.
