Erik Thomas Johnson er chefkonsulent ved Dansk Industri og leder for projektet ‘Filantropi til Forretning’. Debatindlægget blev første gang bragt på LinkedIn, dette er en lettere redigeret version.
Jo mere jeg læser om klimaforandringer, jo mere bekymret bliver jeg over vores børns fremtid. Jeg føler mig heldig over at kunne gøre noget ved klimaforandringerne hver dag på mit arbejde som sustainability-rådgiver, frem for at leve i den tilstand af handlingslammet ængstelse, som lader til at være så udbredt her i begyndelsen af det 21. århundrede.
Som individer ved vi, at vi burde gøre noget ved klimaforandringerne, men vi kan ikke rigtig finde ud af, hvad det skal være ud over et par kosmetiske forandringer, der virker håbløst utilstrækkelige, såsom at sortere vores affald eller at blive flexitar.
Verdensmålene, er, på trods af deres mangler, den bedste platform vi har for global mobilisering
Jeg har mulighed for at arbejde med virksomheder for at hjælpe dem med at blive mere bæredygtige ved at bruge Verdensmålene, som et afsæt for at finde forretningsværdien i bæredygtighed. I min rolle hepper jeg på Verdensmålene, som, på trods af deres mangler, er den bedste platform vi har for global mobilisering og handling. Og selvom jeg ikke forventer, at den private sektor “skal redde os”, er menneskeheden dødsdømt, hvis ikke virksomheder spiller en ledende rolle.
Min organisation, Dansk Industri, går ind for, at virksomheder adresserer alle deres negative effekter, men også at de bruger Verdensmålene til at fokusere på, hvor de kan have den største positive effekt. Den tilgang bruges af mange danske virksomheder, såsom Grundfos, der har har rebranded sig selv som et ‘Verdensmål 6 og 13-selskab’ med deres visionære CEO Mads Nippers ord.
Verdensmålenes 17 topprioriteter på bæredygtighedsområdet er for mange for virksomheder. Vi tror på, at det kræver fokus at opnå resultater.
20 meters havstigning er formentlig allerede indkapslet i atmosfæren
Men i sidste uge blev jeg lidt mismodig, da jeg sad med en gruppe virksomheder, som arbejdede sig igennem en øvelse om at identificere, hvilke Verdensmål der var mest relevante for deres virksomhed.
Ligesom de fleste andre teknikker, involverede øvelsen at finde krydsfeltet mellem det område, hvor virksomheden kunne bidrage mest muligt til Verdensmålene med de områder, der rummer flest muligheder for deres forretning.
Min mismodighed skyldes alt, hvad jeg har lært om klimaforandringer. Klimaforandringerne er så massive i skala og omfang, at det bogstavelig talt truer al menneskeligt liv på jorden. Der er mere CO2 i atmosfæren nu, end der har været i 400.000 år. På det tidspunkt var havoverfladen 20 meter højere end nu – 20 meter. Det er med den mængde af CO2, der allerede er i atmosfæren. Men vi fortsætter ikke kun med at udløse drivhusgasser. De bliver også udløst i en grad, der fortsat stiger. Husk det faktum. Tænk på det senere. 20 meters havstigning er formentlig allerede indkapslet i atmosfæren.
Grundet forsinkelsen mellem udledningerne af drivhusgasser og tidspunktet hvorpå deres effekt viser sig, lever vi i en periode, hvor vi har tændt for ovnen, men hvor den stadig mangler at blive varm. Men effekterne af at vi drejer på knappen er uomgængelige og vil fortsætte indtil minimum 2050, hvad end vi lever op til Paris-aftalens mål eller ej.
Jeg frygter, at Verdensmålene giver et falsk billede af, hvor man skal fokusere
Og hvad værre er; vi er pt ikke på rette kurs som planet i forhold til at nå de mål, som vil holde os inden for en global opvarmning på to grader. Faktisk er vi på vej til at nå en global opvarmning på otte grader, hvilket reelt er enden på menneskeligt liv på jorden. Ved otte grader vil en perfekt storm af hede, katastrofer, sygdomme, konflikter og kollapsende økosystemer gøre planeten ubeboelig.
Så når virksomhedsledere jeg arbejder med sidder over en farverig plakat eller et værktøj for at identificere, hvor de kan gøre en forskel, som også vil gavne deres forretning, frygter jeg, at Verdensmålene giver et falsk og vilkårligt billede af, hvor man skal fokusere. Vores råd til virksomheder er: “fokuser på hvor I kan have den største effekt”, hvilket inkluderer en stor fokus på at reducerer de nuværende negative effekter.
Så hvis du er en stor drivhusgasudleder, skal du fokusere på at reducere udledningen, hvis du er en stor energiforbruger, skal du skære ned på energien eller skifte til 100 procent vedvarende energi.
Hvad jeg ser er en overvægt af virksomheder, som fokuserer på Verdensmål 8, anstændige jobs og økonomisk vækst, og Verdensmål 12, ansvarligt forbrug og produktion
Men hvad jeg ser er en overvægt af virksomheder, som fokuserer på Verdensmål 8, anstændige jobs og økonomisk vækst, og Verdensmål 12, ansvarligt forbrug og produktion. Hvad der bekymrer mig ved øvelser som disse er, at udfordringen bag Verdensmål 13, klimaindsats, er så massiv, at den simpelthen ikke bør ignoreres.
Hvis alle virksomheder og regeringer fulgte vores råd og “fokuserede på hvor de kan gøre den største forskel”, ville det ikke være et problem. Flyindustrien ville gå all-in på at finde alternativer til fossile brændsler. Ligeledes ville olie- og gasindustrien finde alternativer til vores energibehov. Klimaforandringer ville blive adresseret af dem, der har den største effekt på dem.
Måske tilskynder Verdensmålene virksomhederne til at overse den vigtigste udfordring af dem alle: klimaforandring
Det er et issue, som jeg kæmper med i forhold til Verdensmålene: vi bliver nødt til at overbevise virksomheder om at finde forretningsværdi i Verdensmålene. Det er ikke nok, at de kun fortsætter med filantropi og velgørenhed. Men ikke desto mindre tilskynder Verdensmålene måske virksomhederne til at overse den vigtigste udfordring af dem alle: klimaforandring.
Denne uge (i april, red.) er jeg i Capetown, Sydafrika, hvor jeg arbejder med virksomheder om at integrere Verdensmålene i deres forretninger. Her har jeg mødt en lignende bekymring over vilkårligheden af Verdensmålene, men fra et helt andet perspektiv.
I Sydafrika er fattigdom, ulighed, uddannelse og sult på toppen af agendaen på linje med fred og sikkerhed. Her spørger virksomhederne: “Hvad så hvis vi fokuserer på et par Verdensmål i landbrugssektoren, men vi glemmer de fundamentale sociale forhold, der gør det muligt at operere i Sydafrika som virksomhed?”
Når virksomheder finder et match mellem Verdensmål og forretningen, hvordan sikrer de så, at de også bidrager til makro-niveauet?
Et andet perspektiv, men et lignende problem. Når virksomheder finder et match mellem deres fokus på Verdensmål og deres relevans for forretningen, hvordan sikrer de så, at de også bidrager til de faktorer på makro-niveau, der gør det muligt for virksomheder, for samfundet og dybest set for det menneskelige liv at eksistere?
Svaret er selvfølgelig, at vi behøver politisk handling. Omend det er i Sydafrika eller globalt, kan virksomheder ikke gøre det alene. Ud over de forandringer som store investorer, pensionsselskaber og forsikringsselskaber gør for at gøre det sværere at skaffe kapital til industrier, som modarbejder vores liv på jorden, har vi også brug for politikere til at regulere og prissætte eksternaliteter som drivhusgasser, så det står klart, hvad de koster nuværende og fremtidige generationer.
Det er lovgiverne som bærer ansvaret for at sikre, at markedet belønner virksomheder, der hjælper samfundets og planetens overlevelse, og at beskatte og regulere dem som ikke gør det. For første gang i menneskehedens historie truer de udfordringer reelt vores overlevelse som art.
Jeg krydser mine fingre for, at vi tager os sammen, før ovnen når otte grader
Kort sagt, det burde ikke være muligt for mig at flyve til Sydafrika for at tale om bæredygtighed, mens fire kubikmeter gletscheris smelter undervejs. Jeg bryder mig ikke om at gøre det, men indtil der kommer en global CO2-skat, er mine muligheder som individ ret begrænsede.
Jeg kan købe CO2-kompensation. Jeg kan overbevise virksomheder om vigtigheden og forretningsrelevansen af klimaforandringer, livet på land og livet i havet. Undlade at flyve. Skrive til mine repræsentanter i regeringen og opfordre dem til at handle. Tilslutte mig mine børn ved #FridaysForFuture-klimaprotesterne og håbe, at lovgiverne lytter. Og jeg kan krydse mine fingre for, at vi tager os sammen, før ovnen når otte grader.
