Af Trine Plambech, leder af forretningsområdet Digital Grøn Omstilling ved Alexandra Instituttet
Når det står skidt til med at skaffe nye materialer, er det oplagt at genbruge gamle. Indtil videre har det været svært – blandt andet grundet manglende garanti og ringe datagrundlag. Blockchain-teknologien kan muligvis bane vejen for mere genbrug og cirkulær økonomi.
Jeg hører det ofte: Den danske byggesektor står for omkring 40pct. af den samlede CO2-udledning. Men selvom der hvert år bliver købt for 100 mia. kr. byggematerialer herhjemme, er det under en pct. af dem, der er genbrugte materialer. Blandt andet manglende garanti gør genbrug til en usikker vej at gå, og det har bremset mulighederne for genbrug af materialer.
Som softwarehus er det naturligt for os at vende det visionære blik mod nye teknologier, når udfordringer skal løses og visioner løftes – og her er blockchain oplagt at kigge på i forhold til cirkulær økonomi – i byggebranchen såvel som i andre brancher.
Manglen på råvarer
Cirkulær økonomi handler om at få eksisterende råvarer til at cirkulere, altså blive brugt igen og igen, i stedet for at blive smidt ud eller forbrændt efter endt brug. Og det kan være en rigtig god ide at kigge mere på mulighederne for genbrug gennem indsamling af data.
Kort sagt handler min vision for cirkulær økonomi om at skaffe mere og bedre datakvalitet over materialer. Vi skal gøre det nemt at finde ud af, hvilke ressourcer der er tilgængelige og hvor, så vi har garanti for kvaliteten af dem, selvom de ikke længere er nye.
Der kan eksempelvis være en virksomhed, der gerne vil genbruge gamle mursten. Det er en arbejdskrævende proces at pille dem ned og rense dem, så det er vigtigt for virksomheden at vide, at murstenene er af god kvalitet. Hvis man har et ID på murstenene, så man fx ved hvilket teglværk, de er brændt på, og om de er maskinlavet eller håndlavet, så har man meget viden om kvaliteten af murstenene.
Men der mangler både en proces, en teknik og et datagrundlag, der fungerer så tilfredsstillende, at producenter kan få gamle materialer retur, skille dem ad, pille ædelmetal eller træ ud og bruge dem på ny.
Datagrundlaget mangler
Så jeg taler om at give materialer en identitet, og jeg har en vision om, at blockchain kan være en brugbar teknologi, fordi det ikke er muligt at pille ved data om materialerne i ”den digitale kæde”.
Det kan eksempelvis være en opladervirksomhed, der gerne vil holde styr på, hvor mange procent grøn strøm bilerne er ladet med. Blockchain giver mulighed for at følge med i sammensætningen af strømmen – dvs. hvor meget strøm der kommer fra hhv. fossile eller vedvarende energikilder.
Indrømmet! Tankerne her er på forkant, og man har ikke mange erfaringer endnu, men det er med den forestillingsevne, vi skal kigge på blockchain og cirkulær økonomi.
Hvis vi bruger vinduer som eksempel, skal vi udvikle et system, der gør det nemt at cirkulere vinduer, der ellers skulle have været smidt ud. Hvis en bygning fx skal rives ned, så skal de gamle vinduer pilles ned og hvis muligt renoveres, så de kan bruges på ny eller i nye sammenhænge. Det kræver viden om materialerne og en transparens, så aftageren af de cirkulerede ressourcer ved, hvad det er, man har at gøre med. Der kunne blockchain være en mulighed til at indsamle data om tilgængelighed, karakteristika og kvalitet.
Find det fælles incitament
Skal vi lykkes med den indsamling, er der brug for at få tværfaglig viden i spil. Nogen skal vide noget om, hvilke data det er vigtigt at putte ind i materialers identitet. Og så er der teknologierne. De er der ikke helt endnu, men min kollega, blockchain-eksperten Jonas Lindstrøm, er bestemt ikke afvisende over for visionen, selvom han stadig ser flere udfordringer, som det jo ofte er tilfældet, når digitale løsninger er i sin spæde start.
I en klassisk blockchain, der handler om penge, er det hele digitalt. Men hvis man tilføjer et fysisk element, som fx et vindue, så skal man sikre sig, at det element registreres korrekt, så den digitale virkelighed afspejler den fysiske. Samtidig skal de andre i kæden kunne stole på, at der ikke er snydt med data. Man kan ikke snyde med at sige, at man har penge i Bitcoin, for alle kan se og verificere alle transaktioner. Men det gør sig ikke gældende på samme måde, hvis det er en fysisk ting. En fordel ved blockchain er, at den kan agere som den betroede tredjepart, der muliggør samarbejde og deling af data.
Vi har set eksemplet hos Maersk, der har brugt blockchain til fragtdokumenter. Det foregik analogt tidligere, fordi Maersk ikke har haft en oplagt digital løsning, og der er mange parter involveret. Maersk kunne ikke drive den digitale løsning, for det ville deres konkurrenter ikke synes om. Så der gav blockchain mening.
Hele pointen er at kunne dele data. Men det er svært, fordi der udvikles løsninger mange steder over hele verden. Blockchain får først værdi, når mange kobler sig på. Det problem kan delvist adresseres med standarder, så forskellige løsninger kan tale sammen.
Mit bidrag er at forstå de forskellige behov i værdikæden og deraf aktørernes lyst til at bidrage og koble sig på en blockchain-løsning. Hvor er incitamenterne til at bidrage? Pantsystemet kender vi, og vi forstår, hvorfor de forskellige aktører oplever et incitament til at bidrage til systemet. Den samme forståelse skal vi have af, hvad der driver de aktører, der skal indgå i en cirkulær værdikæde. Med den forståelse kan vi udforme systemet, så flest muligt føler sig motiveret til at bidrage med data og dermed være med til at virkeliggøre den cirkulære økonomi.
Hypen i blockchain-teknologien kan sparke døre ind. Men hypen er ikke noget værd, hvis det viser sig at være en dårlig løsning. Det er det, vi skal i gang med at undersøge.
Deltag gratis i Loop konferencen i København 27. april 2022, hvor du bl.a. kan møde Trine Plambech og flere af hendes kollegaer fra Alexandra Instituttet.
