Connect with us

Hi, what are you looking for?

Sustain ReportSustain Report

Debat

2025: Tre must-wins for bæredygtighedschefer 

STRATEGI. Få styr på de mange regler og rammevilkår. Hjælp din topchef til at levere på et centralt ESG-mål og opbyg en stærk organisation. Sådan lyder rådet til bæredygtighedschefer fra to erfarne konsulenter.

Mads Østerby (til højre) og Karsten Wind Meyhoff giver tre råd for 2025 til bæredygtighedschefer. Foto: Rambøll

Kommentar af Mads Østerby og Karsten Wind Meyhoff, Rambøll Management Consulting

Bæredygtighedschefer har nu en unik mulighed for at placere sig tættere på virksomhedernes kerneforretning.

De senere år er bæredygtighedschefens rolle i mange virksomheder blevet stadigt mere væsentlig., blandt andet på grund af ydre forhold som ny lovgivning (f.eks. CSRD) og krav fra kunder og andre forretningsforbindelser.

OM FORFATTERNE

Mads Østerby:
Mads leder Rambøll Management Consultings servicelinje inden for Sustainable Finance, virksomhedsimplementering af EU Taxonomy, SFDR, CSRD og CSDDD. Når han yder rådgivning, bygger Mads på sin store erfaring med bæredygtighed, transformation og operationel excellence.

Karsten Wind Meyhoff:
Karsten leder Rambøll Management Consultings servicelinje for bæredygtighed i forsyningskæden, hvor hans hovedfokus er praktisk implementering af initiativer for at nå ambitiøse og til tider urealistiske mål på tværs af værdikæden. Til at understøtte sit arbejde har Karsten stor erfaring med at udvikle faktabaseret materiale til store strategiske ledelsesbeslutninger i offentlige og private organisationer.

Som Bæredygtighedschef, Chief Sustainabillity Officer (CSO), befinder man sig kort sagt midt i orkanens øje og skal i stigende grad kunne oversætte omverdenens krav til løsninger. Når det er sagt har CSO’en imidlertid nu en enestående mulighed netop nu for at skabe langvarig værdi og og påvirke virksomhedens strategiske ambitioner.

Baseret på vores løbende dialog med CSO’er på tværs af sektorer, har vi samlet nogle centrale indsigter i forhold til, hvad CSO’en skal have på dagsordenen i 2025 for virkelig at blive forretningskritisk. Læs videre for at få denne indsigt.

 CSO’s tre must-wins i 2025

 En af de genkommende diskussioner, vi har med CSO’er på tværs af sektorer drejer sig om prioritering. Hvad skal de fokusere på for at for at få succes med de stadigt stigende forventninger til rollen? 

Det er en vigtig diskussion. Og svaret afhænger af organisationens modenhed og niveauet af buy-in fra ledelsen. I det følgende zoomer vi ind på de tre kampe, der skal vindes, for de CSO’er, som vi typisk er i dialog med. Disse CSO’er er i øvrigt kendetegnet ved at være ambitiøse, kompetente og stærkt underfinansierede – det er et hårdt job at være CSO.

De CSO’er, vi oftest møder, leder en bæredygtigheds-funktion i stærk udvikling. Deres funktion har således været igennem de første år med ESG og SDG-initiativer og er nu i gang med at konsolidere og modne funktionen. Som arketype kan deres funktion kategoriseres som “den transformative CSO-funktion”. Det er fra dette perspektiv, vi zoomer ind på de tre must-wins.

Læs også: LA-opbakning til Musk og Trumps opgør med mangfoldighed, ligestilling og inklusion

Længere nede i artiklen vender vi tilbage til vores syn på udviklingen af ​​CSO-funktionen fra at være historiefortællende til at være transformativ og til endelig at blive forretningskritisk.

For de transformative CSO’er er der i vores øjne nu tre must-wins i 2025, som skal prioriteres. 

1. Håndter compliance-bølgen succesfuldt

Uanset hvad CSO’en og virksomheden har af planer, kommer den ikke uden om at håndtere den betydelige mængde af regulering, der lige nu præger bæredygtighedsområdet. Derfor gælder det for CSO’en om at være en proaktiv partner for organisationen og topledelsen i forhold til at skabe klarhed og forståelse for, hvad den omfattende lovgivning på bæredygtighedsområdet betyder for virksomheden.

Sørg derfor for at informere din organisation om de regulatoriske krav og virksomhedens ansvar i forhold til rapportering og compliance. Det drejer sig om at oversætte og afmystificere de ofte uigennemtrængelige tekster til de håndgribelige handlinger, der skal til for at leve op til bestemte krav og regler. Del tydelige tidslinjer for, hvornår reglerne træder i kraft, og hvordan I planlægger at håndtere kravene på en måde, der giver mening for jeres forretning.

Vis din organisation og topledelsen, at du kan levere på et af de ambitiøse bæredygtigheds-løfter

Udarbejd derudover realistiske estimater for de forventede omkostninger og ressourcebehov, og kommuniker klart, hvordan konkrete indsatser kan føre til succes. Brug reglerne til at skabe små sejre undervejs, men accepter også, at compliance vil fylde meget og kræver en genuin indsats. 

Fokusér endelig på at få kontrol over grundlæggende dataprocesser. Accepter dog også, at ikke alt vil være fuldt automatiseret fra starten, som fx når den første CSRD-rapport skal aflægges.

Hvis det lykkes dig at implementere de forskellige regler for bæredygtighed på en meningsfuld måde og uden at overbelaste organisationen, vil du opbygge tillid og uden tvivl blive anerkendt af direktionen. Når det er opnået, har du derfor vundet den første store sejr i jeres omfattende bæredygtighedstransformation. 

Dette er afsættet for det næste must-win: Opfyld mindst et af CEO’ens ambitiøse bæredygtighedsmål.

2. Opfyld mindst et af CEO’ens ambitiøse bæredygtighedsmål

Din CEO har et problem!

Sandsynligvis har han eller hun offentligt kommunikeret adskillige ambitiøse mål, der spænder over eksempelvis reduktion af klimaudledninger, diversitet i arbejdsstyrken eller cirkulære forretningsmodeller. Men der er ikke blevet rykket på det, problemstillingerne er stadig aktuelle, og det kan svække hele virksomhedens troværdighed, hvis der ikke bliver sat handling bag ordene.

Nu har du imidlertid chancen. Vis din organisation og topledelsen, at du kan levere på et af de ambitiøse bæredygtighedsløfter, som topledelsen tidligere har afgivet.

Vi anbefaler, at du vælger ét ambitiøst mål, som er tæt knyttet til jeres forretningsmodel, og fokuserer fuldt ud på at opnå det. Det kan for eksempel være en betydelig CO2-reduktion i tråd med Paris-aftalen, hvilket både skaber værdi for virksomheden og bidrager til en bæredygtig fremtid.

For at nå målet er det nødvendigt først at fastlægge en baseline og identificere de områder, hvor reduktioner kan realiseres. Derudover skal der udarbejdes en detaljeret handlingsplan, som inkluderer de nødvendige investeringer og klare trin for, hvordan målene kan opnås inden for den ønskede tidsramme.

Løbende involvering af nøglefunktioner på tværs af organisationen er afgørende for at sikre bred opbakning. Dette giver mulighed for, at både din CEO og resten af topledelsen kan godkende og støtte planen. 

Læs også: 24 amerikanske stater fastholder støtte til Parisaftalen

Brug initiativet som en mulighed for at vise konkrete fremskridt og for at styrke den strategiske betydning af CSO-funktionen. Demonstrér, at du proaktivt driver forandringer, der skaber værdi for virksomheden, og ikke blot reagerer på de regulatoriske krav.

Vinder du også denne sejr, er du godt på vej til at blive en succesfuld CSO. For at være relevant i fremtiden kræver det dog også, at du lykkes med det tredje must-win; at bygge en organisation, der gør dig i stand til at levere i fremtiden.

3. Byg organisationen fra bunden

For mange bæredygtighedsfunktioner har de sidste par år handlet om ren overlevelse. Dette kan ikke blive ved, og du kan kun lykkes på sigt, hvis du får opbygget en robust fremtidig organisation. 

Udarbejd derfor en realistisk og troværdig plan for, hvordan bæredygtighedsfunktionen skal udvikle sig i fremtiden, herunder hvad der kræves af nødvendige ressourcer. Vær opmærksom på, at teamet i 2025 sandsynligvis stadig vil være lille, og at et begrænset antal personer skal håndtere en bred vifte af opgaver. 

En midlertidig løsning kan være at oprette et Program Management Office (PMO), som gør det muligt at styre et lille, agilt og effektivt bæredygtighedsteam, der i samarbejde med resten af organisationen kan levere på de nødvendige prioriteter. Dette PMO kan fungere, mens du får dit team bygget op.

Nøgleformålet for den transformative CSO-funktion er at håndtere de utallige krav og regler i ny lovgining

Start derudover tidligt med at involvere nøglefunktioner som indkøb, IT, finans og strategi for at sikre, at deres kompetencer bliver inddraget i både compliance-indsatsen og de ambitiøse mål, der er sat af topledelsen. Sørg desuden for at få så mange data på plads som muligt, så der kan føres en faktabaseret dialog om alle prioriteringer. Hold dog stadig fokus på det lange seje træk – troværdige data tager tid at skabe.

Endelig, vær opmærksomhed på, at det er bæredygtighedsteamets opgave at forankre forståelsen af bæredygtighed i virksomheden. En af CSO-funktionens væsentligste opgaver er nemlig at fungere som ambassadør for bæredygtighedsindsatsen, skabe en fælles retning og sikre den nødvendige kompetenceudvikling på tværs af virksomheden

Lykkes du med de tre must-wins, begynder du for alvor at have et godt fundament for at etablere en slagkraftig CSO-funktion, som bliver inviteret med omkring bordet, når der skal prioriteres og tages strategiske beslutninger. 

Den hastige udvikling af ​​CSO-funktionen

I mange virksomheder er CSO-funktionen netop et af de områder, der undergår en dramatisk udvikling. 

I den forbindelse vil i det følgende definere tre arketyper, der samler op på  CSO-funktionens udvikling siden 2000’erne fra “den fortællende CSO-funktion” til “den transformative CSO-funktion”. Endelig bliver funktionen måske en dag til “den forretningskritiske CSO-funktion” – særligt hvis CSO’en lykkes med at bygge videre på de tre must wins i 2025.

Den historiefortællende CSO-funktion

Indtil begyndelsen af 2020’erne varden historiefortællende CSO-funktion den mest udbredte i de fleste virksomheder. Vores beskrivelse af den historiefortællende CSO-funktion er måske lidt karikeret og stereotyp, men vi tror alligevel, at den vækker genklang mange steder. 

Hovedformålet med den historiefortællende CSO-funktion var at opbygge virksomhedens narrativ om bæredygtighed ved at fokusere på at kommunikere udvalgte planlagte indsatser – som oftest relateret til virksomhedens egen drift.

Der var således intet eller meget lidt fokus på den fulde værdikædes indvirkninger på omverdenen, men snarere et fokus på positive resultater af udvalgte aktiviteter –- alt fra virksomhedsdonationer, sponsorater, verdensmåls-initiativer osv. Ofte var disse aktiviteter ikke centrale for virksomhedens forretningsmodel og var mest af alt ”en god historie”.

For at vise virksomhedens ønske om forandring deltog CSO-funktionen i formuleringen af langsigtede bæredygtighedsindsatser med mål årtier ud i fremtiden. Disse langsigtede og ofte urealistiske mål blev krævet af direktionen for at reagere på samfundets pres –- dog uden at der var en klar idé om den nødvendige transformation og investering, som det krævede at nå de ambitiøse mål.

CSO-funktionens hovedopgave var således at udarbejde ESG-rapporten med fokus på positiv historiefortælling samt at facilitere positive offentlige brandinginitiativer.

Den transformative CSO-funktion

CSO-funktionens rolle er i disse år ved at ændre sig til at blive mere transformativ. 

Nøgleformålet for den transformative CSO-funktion er at håndtere de utallige krav og regler i ny lovgining, der kræver, at virksomheder åbent skal fortælle om og handle på deres negative og positive indvirkninger på omverdenen, finansielle risici og muligheder på tværs af deres værdikæde.

Bæredygtighedsrapportering vil stadig være en prioritet, men det er ikke den forretningskritiske CSO-funktions hovedopgave

Desuden haster det med at realisere dristige bæredygtighedsmål fra topledelsen, og det altid i kombination med begrænsede ressourcer.

Som om dette ikke var udfordrende nok, er der et stigende behov for at opbygge know-how og viden om bæredygtighed og relateret lovgivning i mange virksomheder, få understøttende teknologier på plads og integrere data i virksomhedens beslutningstagning omkring initiativer på området.

I bund og grund har den transformative CSO-funktion mange vigtige opgaver på bordet og er ofte underfinansieret. Igen: det er et hårdt job at arbejde med bæredygtighed i øjeblikket!

Den forretningskritiske CSO-funktion

I dag er kun få virksomheder lykkedes med at modne CSO-funktionen fra at være en udvidet kommunikations- og compliancefunktion til at være en forretningskritisk funktion.

I bund og grund er bæredygtighed en mulighed for kommerciel vækst for de fleste virksomheder. CSO-funktionen skal derfor kunne sammenkoble virksomhedens ambitioner på bæredygtighedsområdet med et kommercielt fokus, så man udnytter bæredygtighed som en konkurrencefordel.  Det er her, CSO-funktionen for alvor kan påvirke og forme virksomhedens fremtid.

Den forretningskritiske CSO-funktion anvender bæredygtighedsdata af høj kvalitet fra teknologiløsninger og forsyner centrale forretningsfunktioner med information, der indgår i beslutninger for salg, indkøb, strategi, risikostyring osv.

Dette indebærer, at bæredygtighed over tid bliver indarbejdet gnidningsfrit i  den daglige drift  og en integreret del af virksomhedens processer. Ligesom  en traditionel finansfunktion skal en moden bæredygtigshedsfunktion kunne levere  data løbende til organisation samt status på givne KPI’er og fælles målsætninger, hvilket muliggør et solidt grundlag for beslutningstagning for topledelsen.

Bæredygtighedsrapportering vil stadig være en prioritet, men det er ikke den forretningskritiske CSO-funktions hovedopgave. I stedet er det opgaven at understøtte implementeringen af strategiske bæredygtighedsinitiativer, der både styrker virksomheden kommercielt, og som har positive indvirkninger for mennesker og miljø. 

Dette er målet på sigt for CSO-funktionen. For mange er der stadig et stykke vej, men hvis du som CSO fokuserer og lykkes med de tre must wins i 2025, så har du et godt fundament til at tage næste skridt på vejen mod målet. 

Artiklen har oprindelig været bragt på Rambølls hjemmeside

Forsiden lige nu:

Danske Rederier opfordrer politikerne til at hente inspiration fra Kina

KLIMAPOLITIK. I en serie tegner Sustain Report et billede af, hvad der står øverst på ønskelisten hos dem, der påvirkes af politiske forhandlinger om bæredygtighed, energi og klima. Dette er fjerde del i serien, hvor vi hører fra interesseorganisationen Danske Rederier.

Seneste artikler:

En grøn, sikker og konkurrencedygtig fremtid kræver målrettet forskning 

DEBAT. Europa står i en sikkerheds- og forsyningspolitisk skæbnestund. Det er derfor positivt, at aftalen om 19 milliarder kroner til forskning og innovation sætter fokus på både grøn omstilling og energisikkerhed. Men netop i en tid, hvor uafhængighed og robusthed er afgørende, er det bekymrende, at bevillingerne til EUDP fortsat falder.

Coloplasts klima-retræte er dybt foruroligende

KOMMENTAR. Coloplasts retræte fra sit klimamål er et symptom på et bredere tilbageslag for klimaet. Og et varsel om, hvad der kan ske, hvis ansvarligheden forsvinder i toppen af dansk og internationalt erhvervsliv.

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.

Discover more from Sustain Report

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading