Connect with us

Hi, what are you looking for?

Sustain ReportSustain Report

Nyheder

Overshoot Day blev markeret med kras kritik af vækstøkonomien

IDEER. Sustainable Change Makers mødtes 19. marts med Degrowth på dagsordenen. Hvis vi skal genoprette natur og klima, må vi også se på velfærd og fordelingspolitikken, mente oplægsholderne.

Alexandra Halberg Møller, Jens Friis Lund, Sofie la Motte og Christina Mie Christensen. Foto: Kim Hedegaard von Holstein-Rathlou, Holstein Photography

Tidspunktet og mødets indhold gav sin egen symbolik. Kalenderen sagde 19. marts 2025. I år er det dagen, hvor vi i Danmark har brugt vores fair andel af ressourcer, hvis vi skal holde os inden for rammerne af det, jorden kan holde til.

Sustainable Changemakers havde sat hinanden stævne hos Engineer the Future ved Kalvebod Brygge i København.

I det lyse og indbydende lokale satte professor i politisk økologi ved Københavns Universitet Jens Friis Lund og Sofie la Motte, som er sustainability specialist hos Synthogra, skarpt fokus på nogle af de mest presserende økonomiske og klimamæssige udfordringer i vores tid. De pegede begge på mulige løsninger for fremtidens økonomi med modvækst (degrowth) som et centralt omdrejningspunkt

Velfærd uden overforbrug af ressourcer

Jens Friis Lund, professor i politisk økologi, indleder sit oplæg ved at spørge: Hvad er problemerne med vækst? Han påpeger, at problemet med en samfundsmodel, hvor de kapitalistiske logikker bliver dominerende, er, at den ikke tager de hensyn, der skal til for at skabe social og grøn bæredygtighed.

Større virksomheder udnytter deres økonomiske magt til at påvirke politiske beslutninger, hvilket fører til en udhuling af demokratiet gennem lobbyism

Jens Friis Lund, professor i politisk økologi

-Det handler både om at skabe en velstående økonomi, der kan sikre trivsel for mange borgere, samtidig med at den holdes inden for bæredygtige ressourcemæssige grænser, siger han.

Jens Friis Lund fremhæver en rapport fra organisationen Oxfam, som viser, at siden 2020 har verdens fem rigeste personer mere end fordoblet deres formuer fra 2.760 til 5.920 mia. kr., mens de fattigste 60 procent af verdens befolkning – næsten fem mia. mennesker – er blevet endnu fattigere.

-På et socialt plan er der dynamikker i samfundet, hvor profitdrevne mekanismer skaber ulighed – både økonomisk og magtmæssigt. Større virksomheder udnytter deres økonomiske magt til at påvirke politiske beslutninger, hvilket fører til en udhuling af demokratiet gennem lobbyisme, fortæller han.

Genopret balancerne

Jens Friis Lund peger på, at for at komme klimaudfordringerne og den stigende ulighed til livs, må vi tænke vores økonomiske system anderledes.

-Det handler ikke blot om at nytænke vores system, men at rette op på nogle balancer, som er blevet mere og mere skæve. I Danmark har vi jo haft formuebeskatning indtil for ganske få årtier. Vi har haft en højere arveafgift, højere virksomhedsbeskatning, og boligbeskatning, som nu har været fastfrosset i lang tid. Det har været med til at udvide uligheden i samfundet, siger han.

For en degrowth-tilgang ville en del af løsningen være at genoprette disse balancer gennem politiske reformer. Ifølge Jens Friis Lund afhænger omstillingen også af, at befolkningen organiserer sig politisk. Det kan ske gennem fagforeninger, klimabevægelser eller nye folkelige bevægelser, der stiller krav til magthaverne. Nogle ser en mere revolutionær tilgang som nødvendig, mens andre mener, at den eksisterende parlamentariske model kan bruges til gradvise reformer.

Alternativ til kapitalisme

Anden oplægsholder Sustainability Specialist Sofie la Motte forklarer, at modvækst ikke handler om recession eller at sænke alles forbrug drastisk, men om at fordele verdens ressourcer mere retfærdigt.

Sofie la Motte understreger, at profit- og konkurrenceprincippet driver vores økonomi i en retning, hvor finanssektoren bestemmer, hvilke sektorer der vokser. Bankerne afgør gennem deres udlån, hvad der har vækstpotentiale, hvilket skaber en uendelig ekspansion af markedsrelationer. Dette betyder, at alt fra sociale medier til basale behov bliver varer på et marked, hvor det primære formål er at skabe profit frem for at dække samfundets reelle behov.

Som et alternativ til den kapitalistiske økonomi præsenterer Sofie la Motte Post-Growth. Hun giver flere eksempler på post-growth virksomheder, der ikke drives af en klassisk vækststrategi, men i stedet fokuserer på sociale og grønne værdier. Mud Jeans og Fairphone er blandt de virksomheder, der bygger deres forretningsmodeller på aktivisme og ansvarlig sourcing.

Et vigtigt tema er, hvordan vi kan finansiere velfærdsstaten uden konstant økonomisk ekspansion. Der peges her på alternative løsninger som true pricing, hvor virksomheder betaler for den reelle miljømæssige skade, de forvolder.

Afslutningsvis blev der stillet skarpt på, hvordan degrowth-idéer kan vinde frem i en verden, hvor magtforholdene er skæve. Jens Friis Lund citerede Rune Lykkeberg: ”Vi skal gøre det hele på én gang.” Fra arbejdspladser til civilsamfund, fra politisk lobbyisme til aktivisme – vejen frem er mangfoldig.

Forsiden lige nu:

Seneste artikler:

En grøn, sikker og konkurrencedygtig fremtid kræver målrettet forskning 

DEBAT. Europa står i en sikkerheds- og forsyningspolitisk skæbnestund. Det er derfor positivt, at aftalen om 19 milliarder kroner til forskning og innovation sætter fokus på både grøn omstilling og energisikkerhed. Men netop i en tid, hvor uafhængighed og robusthed er afgørende, er det bekymrende, at bevillingerne til EUDP fortsat falder.

Coloplasts klima-retræte er dybt foruroligende

KOMMENTAR. Coloplasts retræte fra sit klimamål er et symptom på et bredere tilbageslag for klimaet. Og et varsel om, hvad der kan ske, hvis ansvarligheden forsvinder i toppen af dansk og internationalt erhvervsliv.

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.

Discover more from Sustain Report

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading