Processen omkring roadmaps og ansøgninger til de fire grønne missioner for forskning og innovation i Danmark har været hård.
Det erkendte direktør for Innovationsfonden Anne-Marie Levy Rasmussen torsdag på DFiR Konferencen 2021.
– Der er blevet slidt på relationerne. Men nu skal vi videre. Det kommende arbejde kommer til at kræve noget andet, og vi håber, at man vil tænke ud over sine egne delelementer og bekende sig til de eksisterende roadmaps. Derefter kan man fokusere på sin egen del, sagde Anne-Marie Levy Rasmussen.
Ved konferencen deltog hun i en paneldebat sammen med Ole Kirk, bestyrelsesmedlem i Danmarks Frie Forskningsfond og direktør for teknologi-scouting og forretningsudvikling i Novozymes, og Brian Vad Mathiesen, bestyrelsesmedlem i Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) og professor i energiplanlægning og vedvarende energisystemer ved Aalborg Universitet.
Kort forinden havde Anne-Marie Levy Rasmussen skitseret Innovationsfondens rolle.
– Vi er sat i verden for at understøtte vækst og udvikle løsninger til de politisk udpegede samfundsproblemer. Fondens nye strategi handler om, at vi skal spille en aktiv rolle i det stærke miljø for forskning og innovation. Vi indtager en mere og mere grøn rolle, og i dag udgør vores portefølje 2,3 milliarder kroner.
– Den missionsdrevne tilgang er banebrydende. Mange tidligere tiltag har haft strejf af det, men det er første gang, at vi på nationalt niveau samler et helt system på denne måde, sagde Anne-Marie Levy Rasmussen.
Folketingets grønne ambitioner
De fire missioner udspringer af Folketingets grønne forskningsstrategi fra september 2020, hvor der blev defineret fire områder, der skal løfte den grønne omstilling i Danmark.
- Fangst og lagring eller anvendelse af CO2.
- Grønne brændstoffer til transport og industri (Power-to-X mv.).
- Klima- og miljøvenligt landbrug og fødevareproduktion.
- Cirkulær økonomi med fokus på plastik og tekstiler.
I aftalen for forskningsreserven 2021 blev der øremærket 700 millioner kroner, som Innovationsfonden skal bruge til at etablere forsknings- og innovationspartnerskaber med henblik på at løse de fire missioner.
Læs også: Fondsdirektør: – Det er ved at være sidste udkald
I aftalen for 2022 blev afsat 1,6 milliarder kroner til grøn forskning, hvilket betyder, at der ifølge aftalen samlet set er øremærket 2,4 milliarder kroner til grøn forskning og udvikling i 2022.
DFF arbejder fortsat bredt
Fordi missionerne er drevet af klare, politiske mål, har de sendt ”plejer” på pension. Men hos Danmarks Frie Forskningsfond har de alligevel valgt at arbejde bredt.
– Teknologi kommer til at spille en større og større rolle for, at vi kan nå klimamålsætningerne. Det kræver en videreudvikling af kendt teknologi og udvikling af ny teknologi. Skal vi i mål på den lange bane, har vi brug for noget afgørende nyt. Derfor skal vi ikke prøve at styre forskningen. Af samme grund har vi valgt at gøre vores opslag så brede og vidtfavnende, som muligt, sagde Ole Kirk, bestyrelsesmedlem i Danmarks Frie Forskningsfond.

Foto: Aalborg Universitet
Her var Brian Vad Mathiesen kritisk over for den nye virkelighed, som han mener er alt for uigennemskuelig.
– Vi synes, at forløbet med missionerne har været ret forvirrende, så det vil være rart med en diskussion af dem, lød det.
Læs også: Innovationsfonden: Flere sektorer skal bidrage til den grønne omstilling
Han fokuserede blandt andet på de såkaldte roadmaps, der skal danne grundlaget for arbejdet med de fire missioner.
– Forskere og virksomheder er blevet bedt om at lave et roadmap, men der er flere ting, der ikke blevet taget højde for – blandt andet, hvem, der skal vurdere roadmaps. Vi har fire missioner, der alle er har et bestemt formål, men man har også lavet en proces, hvor midlerne ikke er konkurrenceudsatte. Det er bekymrende, sagde Brian Vad Mikkelsen.
– I EUDP (Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram, red.) holder vi os til nogle bestemte TRL’er (technology readiness level, red.), og vi har blandt andet for øje, at alle projekter bliver vurderet af uafhængige eksperter. Vi synes, at det er usundt, hvis man ikke har en professionel proces, tilføjede han.
Missioner udsat for kritik
Processen omkring den grønne forskningsstrategi er tidligere blevet kritiseret i Science Report.
– Vi ønsker en tydeligere køreplan, forstået som, at regeringen bør gøre sig klart, hvordan den mere præcist forventer, at missionerne i den grønne forskningsstrategi vil føre til reduktioner af drivhusgasudledning, skrev Jeppe Wohlert, programleder for forskning og innovation i Tænketanken DEA, i et debatindlæg.
Han fortsatte:
– Vores pointe er, at det bliver forholdsvist uforpligtende at forfølge reduktionsmål uden at lægge planer for, dels hvor store investeringer, det vil kræve at accelerere udviklingen af grønne løsninger mod 2030-målet, dels hvilke andre virkemidler der skal bidrage til at efterspørge de grønne løsninger, så de rent faktisk tages i brug og fører til reelle reduktioner.
Læs også: Politisk aftale øremærker 2,1 mia. kr. til grøn forskning og innovation
På DFiR-konferencen lød det fra Anne-Marie Levy Rasmussen, at Innovationsfonden ikke har kunnet ”downloade” et ”blueprint” for processen.
– Vi har fået stillet en opgave fra vores ejere med relativt kort aftræk, der skulle udmønte sig uddelingen af 700 millioner kroner. Det er der både fordele og ulemper ved. Andre lande er i gang med samme proces, bare over flere år. Vi har tidligt meldt ud, at det er en læringsproces, og vi asfalterer fortsat vejen, mens vi kører på den, sagde Anne-Marie Levy Rasmussen.
Forsiden lige nu:
Danmark fik markant solcelleboom i 2025
SOLENERGI. Danmark har nået 5 gigawatt solcellekapacitet, hvilket understreger solenergiens voksende betydning i energiforsyningen. Samtidig bremser regler udbygningen af solceller på tage, selv om der fortsat er et stort uudnyttet potentiale.
SDU og Danfoss vil vise, at et bæredygtigt datacenter er muligt
TEKNOLOGI. Det nye datacenter skal give forskere adgang til avanceret AI-regnekraft og samtidig fungere som testplatform for mere energieffektiv og bæredygtig datacenterdrift.
Den globale opvarmning har overskredet 1,5 grader tre år i træk
KLIMA. De seneste tre år har været de varmeste, der er målt, og for første gang ligger gennemsnittet over den temperaturgrænse, verdens lande har forsøgt at undgå.
Seneste artikler:
En grøn, sikker og konkurrencedygtig fremtid kræver målrettet forskning
DEBAT. Europa står i en sikkerheds- og forsyningspolitisk skæbnestund. Det er derfor positivt, at aftalen om 19 milliarder kroner til forskning og innovation sætter fokus på både grøn omstilling og energisikkerhed. Men netop i en tid, hvor uafhængighed og robusthed er afgørende, er det bekymrende, at bevillingerne til EUDP fortsat falder.
Coloplasts klima-retræte er dybt foruroligende
KOMMENTAR. Coloplasts retræte fra sit klimamål er et symptom på et bredere tilbageslag for klimaet. Og et varsel om, hvad der kan ske, hvis ansvarligheden forsvinder i toppen af dansk og internationalt erhvervsliv.
Nemlig.com hædres med vegetar-pris for andet år i træk
DETAIL. Nemlig.com fastholder sin grønne føretrøje, mens Dansk Vegetarisk Forening peger på en detailbranche i bevægelse mod flere plantebaserede varer.
Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.




















