Connect with us

Hi, what are you looking for?

Sustain ReportSustain Report

Greenwashing

Ældresagens medlemstilbud: Greenwashing og miljøskadelige produkter

MARKEDSFØRING. Rabatter hos kommercielle partnere er en af medlemsfordelene i Ældresagen. Men Danmarks største NGO har ikke styr på spillereglerne for grøn markedsføring

Der er masser af tilbud på Ældresagen hjemmeside - og greenwashing og miljøskadelige produkter. Screendump fra aeldresagen.dk

Med over en million medlemmer er Ældresagen Danmarks største NGO. Organisationens rabataftaler og særlige medlemstilbud om alt fra rejser og internet til tøj og sko er et af organisationens store slagnumre for at sikre kontingentkroner.

Men Ældresagen har enten ikke styr på markedsføringsloven eller også blæser organisationen bevidst på spillereglerne.

Blandt de mange tilbud, man kan se på organisationens hjemmeside, er der flere produktomtaler, som en ekspert betegner som klokkeklare eksempler på vildledende grøn markedsføring. Og der er endda produkter, som er direkte miljø- og sundhedsskadelige.

Sustain Report bad Louise Kofod Thomsen se nærmere på en række produktomtaler fra Ældresagens hjemmeside. Hun er indehaver af rådgivningsvirksomheden ESG Rådgiverne, og ekstern lektor på CBS, hvor hun underviser i reglerne om greenwashing.

Sammenfattende kalder hun de cases, vi præsenterede hende for, for skoleeksempler på vildledende markedsføring.

-Der er påstande om bæredygtighed, CO2-neutralitet og andet, hvor man en-til-en allerede har eksisterende afgørelser, der har fastslået, at den type markedsføring er vildledende. For mig var det chokerende, at en så stor organisation som Ældresagen sætter sin troværdighed bag sådanne vildledende produktomtaler. Ikke mindst fordi reglerne er helt klare. Det er over ti år siden, vi fik den første vejledning på området, siger hun.

Louise Kofod Thomsen peger på en række formuleringer i Ældresagens omtale af smykkerne fra Pure Leaf, som er vildledende. Screenshot fra Ældresagens hjemmeside, der efter Sustain Reports henvendelse fjerne annoncen.

Ældresagen tilbyder bl.a. 15 pct. rabat på “bæredygtige smykker” fra virksomheden Pure Leaf. Der er tale om guldsmykker, der er fremstillet i Brasilien, angiveligt med “genbrugsguld.”

En håndfuld fejl

I en forholdsvis kort produktomtale er der ifølge Louise Kofod Thomsen en håndfuld punkter, hvor Ældresagen og virksomheden kommer på kant med markedsføringsloven.

-Det er basisviden, når det gælder miljømarkedsføring, at man generelt skal undlade at omtale produkter som bæredygtige. Gør du det, skal du kunne dokumentere det, og det er der reelt ingen produkter, som kan leve op til, siger Louise Kofod Thomsen.

Hun peger desuden på, at Ældresagen og Pure Leaf skriver, at der er tale om “genbrugsguld”. Her sondrer man ikke mellem genbrug og genanvendelse.

-Der er ikke tale om genbrug, men alene genanvendelse, når du omsmelter. Og når man reklamerer med genanvendelse, skal man i øvrigt oplyse, præcis hvor stor en del af materialestrømmen, som stammer fra genanvendt materiale. Den information fremgår ikke på Ældresagens hjemmeside, siger Louise Kofod Thomsen.

Miljø- og klimaeffekten ved at genbruge guld er i øvrigt også marginal. For med de eksisterende guldpriser bliver guld i stort omfang allerede genbrugt. På den måde fører genanvendelse ikke til et fald i udvindingen af ny jomfrueligt guld fra minedrift. Man flytter blot rundt på en knap ressource.

Den pointe påpegede professor Bo Weidema fra Aalborg Universitet i en artikel på Sustain Report, da Pandora i 2024 fortalte om deres genanvendelse af guld til smykkeproduktion.

Louise Kofod Thomsen peger på flere problematiske punkter i produktomtalen af Pure Leaf-smykkerne.

-De skriver, at smykkerne produceres ved hjælp af solenergi og har en brasiliansk miljøcertificering. Her burde de angive, hvor stor en andel af energiforbruget, der kommer fra solenergi. Og når du henviser til en certificering i din markedsføring, skal du fortælle hvad certificeringen reelt betyder, siger hun.

Bliver helt træt

Louise Kofod Thomsen kritiske blik gælder også Pure Leafs henvisning til social bæredygtighed.

Ældresagens hjemmeside fortæller, at:  “Det sociale ansvar indgår, idet der bidrages til en udligning af landets indkomstfordeling, da lokale familier ansættes til at tage del i fremstillingsprocessen”.

-Det er en meget løs påstand, at man bidrager til udjævning af indkomstfordelingen i et land, alene ved at have ansat lokal arbejdskraft. Det er næsten absurd, i den meste produktion i  verden, er der jo ansat lokal arbejdskraft , siger greenwashing-eksperten.

Som det sidste punkt kritiserer hun, at der i produktomtalen også reklameres med, at der for ethvert køb af Pure Leaf-smykker plantes træer i Brasilien.

Det er præcis den type generiske grønne plusord, som Forbrugerombudsmanden i flere vejledninger fraråder

Louise Kofod Thomsen

-Her bliver jeg træt. Det er klokkeklar vildledning at bruge det som argument for, at produktet er bæredygtigt. Hvis du skal bruge klimakompensering som eksempelvis trærejsning i din markedsføring, er der en lang række helt specifikke krav til dokumentation for effekterne. Det er de slet ikke i nærheden af. I en lignende sag fik Royal Unibrew i foråret en rekordstor bøde på fire millioner kroner for vildledning, fortæller Louise Kofod Thomsen.

Læs kommentar til kritikken fra Pure Leaf: Detail-veteran stod bag greenwashing-smykker

Også produktomtalen af tøjet fra virksomheden by Green Cotton, betegner hun som vildledende.

Her får tilbudsjagerne på Ældresagens hjemmeside at vide, at der er tale om en virksomhed med “fokus på bæredygtighed” og at der er tale om “Tøj som tager mest muligt hensyn til miljøet.” 

-Det er tomme postulater. Også her mangler der dokumentation. Det er præcis den type generiske grønne plusord, som Forbrugerombudsmanden i flere vejledninger fraråder, siger hun.

Klokkeklare eksempler

Den sidste produktomtale, vi bad Louise Kofod Thomsen se nærmere på, er produkterne fra handelsplatformen Barberskabet. Som medlem af Ældresagen kan man få rabat på barberblade, t-shirts, boxershorts og sokker.

Ældresagens medlemmer kan få boxershorts, som er fremstillet af 93 pct. modal. Modal er en slags pendant til bambus, blot fremstillet af fibre fra bøgetræer. Her fortæller man på Ældresagens hjemmeside, at materialet er “bæredygtigt” og “CO2-neutralt”.

Ældresagens omtale af boxershorts fra Barberskabet, hvor de omtale som “bæredygtigt materiale” og “CO2-neutrale”. Screenshot

-Helt generelt kan man ikke udnævne materialer til at være bæredygtige. Jeg kan ikke se skyggen af dokumentation, heller ikke for påstanden om CO2-neutralitet, siger Louise Kofod Thomsen.

Hun peger på, at de vildledende oplysninger kan bidrage til at produkterne bliver valgt af kunder, som gerne vil købe grønt.

-Jeg blev overrasket over, hvor klokkeklare eksemplerne er. Hvis du ikke har et dybere kendskab til markedsføringsloven og klimaforhold, er det oplagt, at du vil tro, at der er tale om produkter, som klima- og miljømæssigt er gode. Ældresagen bruger de mange tilbud til at rekruttere medlemmer, og på den måde er de også selv en stor kommerciel aktør, som bør kende og overholde lovgivningen, siger hun.

Miljøskadeligt biocid

Ældresagens tilbud fra Barberskabet går dog endnu længere end blot greenwashing. Her er der også tale om direkte miljøskadelige produkter, som endda potentielt kan bidrage til problemer i sundhedsvæsenet i fremtiden.

Man bør ikke bruge sølv i almindelige produkter som tøj og køkkenudstyr

projektleder Stine Müller, Forbrugerådet Tænk Kemi

For 499 kr. kan medlemmer af Ældresagen få 12 par “ultrabløde sokker.” Sokkerne er antibakterielle i kraft af en nanosølvbehandling.

Både Miljøstyrelsen og Forbrugerrådet Tænk og en lang række akademiske eksperter har i årevis advaret mod lige præcis den type produkter. Den antibakterielle sølvbehandling skal kun benyttes i sundhedssektoren til eksempelvis sårbehandling, lyder anbefalingen.

-Man bør ikke bruge sølv i almindelige produkter som tøj og køkkenudstyr. Sølv er et miljøskadeligt biocid, og når man bruger det i helt almindelige produkter, kan det både forurene miljøet og føre til bakterieresistens, siger Stine Müller, projektleder for Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Tvivlsom påstand

I Ældresagens omtale af boxershorts fra Barberskabet fremhæves de også som antibakterielle.

Her er det tilsyneladende ikke i kraft af en antibakteriel behandling, men derimod selve materialet, modal, der anprises som antibakterielt.

Under overskriften “Antibakterielle” forklarer Ældresagen: “Boxershortsene består af 93 % modal, som både er temperaturregulerende og utrolig hurtigtørrende, hvilket mindsker bakteriel dannelse markant og dermed giver den effektive antibakterielle egenskab. Det betyder mindre fugtige boxershorts, færre bakterier og bedre hygiejne.”

-Umiddelbart lyder det tvivlsomt, at modal i sig selv skulle være antibakterielt. Vi har dog ikke selv undersøgt det nærmere. Men påstandene om de antibakterielle egenskaber af materialet minder om det, vi har set for tøj og tekstil af bambus, der ofte også markedsføres som antibakteriel, hvilket det ikke er, siger Stine Müller.

Professor Anders Baun, DTU, er ekspert i miljøpåvirkningerne fra nanomaterialer som blandt andet sølv. Når en virksomhed reklamerer med antibakterielle materialer, skal produktet rent faktisk virke antibakerielt, og med denne virkning kan følge miljømæssige og sundhedsmæssige problemer, forklarer han.

-Mange af de stoffer, som, vi i dag ved, har en reel antibakteriel effekt, har alle en række miljøskadelige virkninger og vil kunne bidrage til bakterieresistens, hvilket potentielt kan blive et stort problem i sundhedsvæsenet, siger han.  

For Stine Müller er konklusionen klar: 

-Helt generelt skal man holde sig fra almindelige produkter med antibakteriel behandling. Det kan skade miljøet og er overhovedet ikke nødvendigt. Almindelig vask fungerer fint. Og anprisninger om antibakterielle egenskaber ved særlige materialer som eksempelvis bambusviscose og modal, skal man nok tage med et gran salt. Virksomhederne skal kunne dokumentere påstandene, men det er vores umiddelbare vurdering, at det ikke holder stik, medmindre materialet på anden vis er gjort antibakterielt, siger hun.

Læs Ældresagens kommentarer fra Ældresagen, By Greencotton og Barberskabet: Ældresagen tavs om greenwashing.

Forsiden lige nu:

Seks danske virksomheder på liste over verdens mest bæredygtige

RANGORDNING. Danmark er igen stærkt repræsenteret på Corporate Knights’ Global 100-liste over verdens mest bæredygtige børsnoterede virksomheder. I år har seks danske selskaber fundet vej til top 100 – heriblandt Pandora, der indtager en samlet andenplads.

Seneste artikler:

En grøn, sikker og konkurrencedygtig fremtid kræver målrettet forskning 

DEBAT. Europa står i en sikkerheds- og forsyningspolitisk skæbnestund. Det er derfor positivt, at aftalen om 19 milliarder kroner til forskning og innovation sætter fokus på både grøn omstilling og energisikkerhed. Men netop i en tid, hvor uafhængighed og robusthed er afgørende, er det bekymrende, at bevillingerne til EUDP fortsat falder.

Coloplasts klima-retræte er dybt foruroligende

KOMMENTAR. Coloplasts retræte fra sit klimamål er et symptom på et bredere tilbageslag for klimaet. Og et varsel om, hvad der kan ske, hvis ansvarligheden forsvinder i toppen af dansk og internationalt erhvervsliv.

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.

Discover more from Sustain Report

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading