Skal naturens græssere dø først i klimaets navn?

Af Henrik Bertelsen, formand i Familielandbruget Sydvest

Da det blev besluttet at indføre en CO2-afgift på landbrugets dyr, havde vi i Familielandbruget fokus på, at afgiften ikke måtte ramme de dyr, der afgræsser vores naturarealer og dermed bidrager til mere og bedre natur. 

Problemet er nemlig, at der ikke er mange håndtag at dreje på, når dyr lever et næsten naturligt liv på græs. 

Der har også været bred opbakning til synspunktet om, at dyr i naturplejen ikke skal betale prisen for klimaindsatsen. De redder måske ikke klimaet – men de kan være med til at redde naturen. 

Bundfradraget giver mening

Det er besluttet, at der skal indføres et bundfradrag i CO2-afgiften. Tanken er, at man ved hjælp af best practice kan reducere sin udledning ned til bundfradraget og dermed undgå at betale afgift. 

Det giver i sig selv god mening. Ellers bliver afgiften blot en afgift for afgiftens skyld. 

Nu ser vi så de første forslag til modeller. Her fremgår det, at både mælke- og griseproduktionen ved hjælp af best practice kan reducere udledningen nok til at nå ned på bundfradraget – præcis som intentionen var. 

Kødkvæg kan ikke nå ned

Anderledes ser det ud for kødkvæget. Her er der ingen tiltag, der gør det muligt at komme ned på bundfradraget. 

Læs også: Fremtidens mælkeprodukter skal måske være lavet på græs

Det er ellers sådan, at jo længere tid dyrene går på græs, jo lavere bliver CO2-udledningen. Men ifølge mine beregninger skulle dyrene græsse omkring 15 måneder om året for at undgå en CO2-afgift – og det bliver nok lidt svært. 

Det hænger ganske enkelt ikke sammen. Det strider både imod udgangspunktet og intentionen med CO2-afgiften. 

Risiko for mindre natur

Derfor bør bundfradraget hæves – eller også bør de græssende dyr, som skaber den gode natur, helt friholdes for afgiften. 

Ellers risikerer vi, at de græssende dyr forsvinder. Og så forsvinder en vigtig del af vores biodiversitet med dem.