Kommentar. Af Sune Skadegaard Thorsen, CEO og grundlægger af Global CSR
EU Kommissionen offentliggjorde i februar 2022 forslaget til ’direktivet for nødvendig omhu for bæredygtighed’ (på engelsk Corporate Sustainability Due Diligence Directive (CSDDD))
Nu skal alle større virksomheder i EU være samfundsansvarlige. Længe har de været underlagt rapporteringskrav om samfundsansvaret, men principielt kunne de, uden konsekvenser, rapportere, at de ikke var samfundsansvarlige.
Både eksisterende rapporteringskrav, EU’s Forordningen om Bæredygtige Investeringer fra 2020, og nu forslaget til EU-direktivet refererer og bygger på FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv (UNGPs), der i 2011 definerede, hvad der som minimum skal til, for at en virksomhed respekterer menneskerettighederne; altså minimumskravene til et ledelsessystem til at håndtere negative indvirkninger på kernen af social bæredygtighed. Derudover bygger direktivet på OECD’s Retningslinjer for Multinationale Virksomheder også fra 2011, der, udover at inkorporere søjle II fra UNGPs i sin fulde ordlyd, fordrer, at den veldefinerede ledelsesproces også anvendes i forhold til miljømæssig og økonomisk bæredygtighed.
Direktivet bygger altså ledelsesprocesser, der har været kendt af erhvervslivet igennem mere end ti år, om end de har været betragtet som ’frivillige’. Nu bliver det alvor.
Bæredygtighed kræver mere end frivillighed
GLOBAL CSR har igennem de seneste 26 år rådgivet virksomheder om bæredygtighed, med særligt fokus på menneskerettigheder og erhverv, og var blandt de allerførste virksomheder i verden, hvis ikke den første, der professionelt rådgav virksomheder i denne disciplin.
Da forfatteren til UNGPs, Prof. John Ruggie, i 2005 blev udpeget af FN’s Generalsekretær, inviterede jeg ham til middag i København, hvor han havde et stop-over på vej til Sverige for at rejse støtte til sit mandat. Det blev til et mangeårigt tæt samarbejde, hvor undertegnede som ekspertrådgiver for virksomhedsgruppen ’Business Leaders Initiative on Human Rights’ og siden ’Global Business Initiative on Human Rights’ jævnligt mødtes med John Ruggie, ligesom jeg som forperson for International Commission of Jurists, og med støtte fra de danske og canadiske udenrigstjenester arrangerede den sidste konference om UNGPs søjle I, ’the State Duty to Protect’ i København.
Prof. John Ruggie afgik desværre ved døden i efteråret 2021.
GLOBAL CSR har udarbejdet en mere uddybende kommentar til forslaget end pladsen her tillader, den kan læses på vores hjemmeside. Her vil jeg blot beskrive et enkelt eksempel på et af problemerne i direktivforslaget.
For os er det åbenbart, at overgangen til et bæredygtigt erhvervsliv kræver mere end ’frivillighed’. Lovgivning er nødvendigt for op-skalering af ansvaret. Da standarden nu er veldefineret, er det op til staterne at gøre standarden lovpligtig. Virksomheder har i årtier kaldt på et veldefineret ’level-playing field’.
Nye krav kan skabe problemer
Vi noterer med glæde at EU-direktivet hviler solidt på UNGPs/OECD. Vi kan samtidig konstatere, at de mange virksomheder vi igennem de seneste ti år har assisteret ved implementeringen af UNGPs/OECD vil leve op til 90 procent af de regler direktivet skitserer, og at de sidste 10 procent alene vedrører formaliteter, der relativt enkelt kan opfyldes.
Vi er imidlertid også af den opfattelse, at elementer af direktivet, herunder de 10 procent formaliteter, er udtryk for, at EU Kommissionen har fundet det nødvendigt at gå udover det ansvar, der er defineret ved UNGPs/OECD, og at EU Kommissionen på andre områder forlader de klare definitioner, som Prof. John Ruggie efter seks års intensivt arbejde introducerede med UNGPs.
Det er klart, at sådanne afvigelser på lidt længere sigt vil skabe store problemer for virksomhederne i EU, efterhånden som andre stater i verden følger kravet til stater fra UNGPs og begynder at regulere mere stringent efter UNGPs.
Den klare anbefaling til EU Kommissionen, Parlamentet og Rådet er naturligvis, at der ikke er nogen grund til, på nuværende tidspunkt, at gå udover UNGPs definitioner.
Hertil kommer, at afvigelserne vil skabe en række juridiske usikkerheder for erhvervslivet. Usikkerheder som de overvågende myndigheder, som i Danmark nok bliver Erhvervsstyrelsen, ikke kan finde løsninger på i de over 1.000 siders analyser, som Prof. John Ruggie producerede, som forberedende arbejde under tilblivelsen af UNGPs.
EU Kommissionen har arbejdet sig baglæns
En af de helt store udfordringer med direktivet består i, at EU Kommissionen og Parlamentet synes at have lagt sig fladt på maven for et krav fra mange civilsamfunds organisationer om, at virksomheder skal kunne holdes erstatningsansvarlige for negative indvirkninger, der forekommer i virksomhedernes værdikæder.
UNGPs er ganske klar. Virksomheder skal ikke give adgang til oprejsning, herunder erstatning, hvis virksomheden alene er forbundet til de negative indvirkninger i værdikæden. Angiveligt har EU Kommissionen taget som udgangspunkt, at et sådant juridisk ansvar skulle etableres, og har herefter arbejdet sig baglæns for at forsøge at skabe en lovgivning, der kunne nå dette resultat.
Hvis man i stedet havde brugt UNGPs som udgangspunktet, og fastholdt at virksomheder alene skulle kunne ifalde et erstatningsansvar, hvor de måtte forårsage eller bidrage til negative indvirkninger på menneskerettighederne, i kombination med den i direktivet foreslåede administrative bøde for ikke at have implementeret ledelsessystemet, der effektivt kunne forebygge eller afbøde indvirkningerne, på plads, kunne man hurtigt opnå effektiv implementering og blive foregangslande for en global implementering.
Størrelsen på eventuelle erstatninger og bøder kunne blive gjort afhængige af kvaliteten af ledelsessystemet. Erstatnings- og bødeansvar kunne endog, indenfor definitionerne i UNGPs, gøres ekstra-territorielle for virksomhedernes operationer i andre verdensdele. Sidstnævnte vil dog i sig selv ville kræve en del juridiske knæbøjninger, når man kigger på juridiske begreber som: ’piercing the corporate veil’, ’forum non conveniens’, m.fl.
Som direktivet foreligger nu, skyder EU Kommissionen disse sidstnævnte og mangefacetterede juridiske udfordringer, som også eksisterer under direktivets udvidede ansvar, hen til medlemsstaterne at løse, jfr. sektion 58 i direktivforslaget.
Flere har allerede implementeret standard
Det er klart, at en del af virksomhedens due diligence også består i at ’søge at forebygge og afbøde negative indvirkninger’, som virksomheden alene er forbundet til. Denne del af due diligence skal imidlertid alene kunne føre til et juridisk ansvar i de tilfælde, hvor en virksomhed som følge af forsømmelse og fortsættende engagement med en forretningsrelation, betyder at virksomhedens forbindelse til de negative indvirkninger, må vurderes at have bevæget sig fra alene at have være ’forbundet til’ til nu at ’bidrage til’. Denne overgang er ligeledes beskrevet af Prof. John Ruggie, for så vidt angår investorer.
Det interessante for Danmark er, at en række danske virksomheder, investorer og organisationer bare har implementeret standarden, og får stor værdi af det.
Så vi kan kun anbefale at lytte til dem, der bare gør det, f.eks, Aalborg Forsyning, Contour Design, Configit, G&O Maritime Group, RelyOn Nutec, Sinful, Molslinjen, Polaris Private Equity, Danmarks Restauranter og Caféer (REGA-initiativet).
