Mærkninger kan ende som konen med skrabeæggene

Kommentar af Henrik Munksgaard, redaktør Sustain Report

I H.C. Andersens eventyr fantaserer konen med æggene om al den fremtidige rigdom, hun kan få, mens hun går til markedet med sine æg i en kurv på hovedet. Da hun hovmodigt knejser med nakken, taber hun det hele i grøften.

Måske kan det ende på samme måde for nogle af de mærkningsordninger, der de senere år  har haft massiv fremgang. Ønsket om grønne produkter fra forbrugere, partnere og investorer har været drivkraften bag ordningerne. I takt med at der bliver efterspurgt mindre klimabelastende produkter, bygninger og fødevarer, har mange producenter satset på mærkninger og certificeringsordninger. Derfor er troværdigheden i sidste ende helt afgørende.

En række af mærkerne har utvivlsomt været med til at sætte klima, miljø og bæredygtighed på dagsordenen. Men også de seriøse mærker lever med flere iboende dilemmaer. 

Mærkerne skal både kunne sætte barren rigtigt, så mærket viser, at der er tale om produkter, der markant adskiller sig positivt. Det kræver, at man konstant agerer dynamisk. Hvis hele branchen bliver bedre til at tænke miljø og klima, ja så skal barren hæves. Og ikke mindst skal mærkerne være i stand til at kommunikere åbent, ærligt og præcist.

Det lykkes langt fra altid. Det seneste skud på den stamme er DR-dokumentaren om Ikeas tvivlsomme skovdrift i Rumænien. Billederne og den rumænske miljøaktivist talte sit tydelige sprog med hele områder, der var ryddet. Alligevel er Ikeas rumænske skove FSC-certificeret, men modsat Ikea, som trods alt medvirkede i programmet, stillede FSC ikke op.

Personligt ville jeg eksempelvis gerne have haft en forklaring på, hvorfor der er vidt forskellige FSC-kriterier for danske og rumænske skove. Den forklaring kom først et par dage efter på P1. Angiveligt handlede det om forskellig lovgivning, hvilket jo er irrelevant for skovens dyr og planter, de læser ikke love.

Her på Sustain Report skrev jeg selv i november om en sidevinkel på andre tv-dokumentarer. Ét byggeri har brugt illegal arbejdskraft, et andet har bortskaffet forurenet jord ulovligt. Begge er belønnet med DGNB-mærkning.

Hvordan det kan lade sig gøre, ville jeg selvfølgelig gerne have haft en forklaring på fra Rådet for Bæredygtigt Byggeri. Jeg fik et ret så intetsigende svar på syv linjer i en mail.

Stort hus fik bæredygtighedsmærke

Jeg kunne nævne andre eksempler, hvor mærkningsordninger rammer helt ved siden af. 

Klimahensyn betyder, at vi fremover skal bo på mindre plads. Rådet for Bæredygtigt Byggeri gav i 2023 deres nye certificering DGNB-Villa til et et-plans-parcelhus på over 200 kvadratmeter. Klimabelastningen var i øvrigt over landsgennemsnittet.

Svanemærket fortsætter med at svanemærke brændeovne, selv om partikelforureningen – også fra de svanemærkede ovne – er veldokumenteret.

Flere af mærkningsordningerne er i al for høj grad ved at ende som skrabeæg. Har man blot et minimalt kendskab til æg – det har jeg, dog kun minimalt – er det alment kendt, at hvis man som forbruger vil skubbe fjerkræavlerne til bedre dyrevelfærd, så skal der økologiske æg i indkøbskurven. Skrabeæg er på mange måder en hybrid, der blot er lidt bedre end æggene fra burhøns. Kort sagt er skrabeæg et forsøg på at få forbrugerne til at tro, der er en forskel, som i virkeligheden er marginal.

Tjek, tjek og tjek igen

Det kan sagtens være, at man købe træ og møbler, hvor skovdriften er endnu værre end FSC-skovene, og DGNB har helt sikkert spillet en positiv rolle med at sætte bæredygtighed på byggeriets dagsorden. 

Men de nævnte sager er helt skæve. Der mangler det realitetstjek, som mange af os lærte i skolen. Når du står med facit på dit regnestykke, så tænk lige efter, om det lyder fornuftigt, og hvis svaret er nej, så tjek, tjek og tjek igen.

Man får nemt den tanke, at mange af ordningerne er drevet af en indre inerti. Det er blevet forretninger, som i lyset af vækst og succes gerne vil fortsætte og ekspandere. Mens man deler mærker, stempler og plaketter ud til højre og venstre, drømmer man som konen med æggene om ny fremtidig vækst og prestige. Det bliver mærkningsordningen, som bliver målet i sig selv.

Inden man helt snubler over egne ben og ryger på halen i grøften, er det måske tid til at huske, at målet må være at skabe ordninger, som kunder og investorer kan have tiltro til, og som reelt kan være med til at skubbe den sektor, man opererer i, i en grønnere retning.

Lidt nøgternhed og transparens er også fint.