Kommentar. Af redaktør Henrik Munksgaard, Sustain Report
Det er prideuge, og selv om antallet af partnervirksomheder, er skrumpet lidt, er det værd at kaste et blik på diversiteten i danske virksomheder og organisationer. Men lad os lige tage en omvej efter en sommer, der har budt på valg i Storbritannien og Frankrig og en amerikansk valgkamp fyldt med dramatik.
Som jeg har skrevet før, kan man efter min bedste mening være grøn, uanset om man politisk er blå eller rød. Hvis det handler om farve, så kan klimaforandringerne, biodiversitetskrisen og alle de andre udfordringer, vi står over for, bedst defineres som “sort på hvidt.” Det er videnskabeligt veldokumenterede problemer, som vi skal adressere, uanset hvor vores politiske sympatier ligger.
Nok er der herhjemme stadig intens kamp om hvordan, løsningerne skal skrues sammen, og hvem der hænger på regningen. Det vidner blandt andet diskussionen om den grønne trepart om. De politiske partier repræsenterer forskellige dele af vælgerskaren, og har forskellige grundsynspunkter, hvilket vel er ideen med et demokrati. Det ændrer dog ikke på, at der bag uenighederne ligger en bred konsensus om, at miljø- og klimaproblemerne er reelle og skal håndteres.
Tænketank: Stop krigen mod olie
Det er anderledes i USA. Jeg var på langfart i ferien – jeg indrømmer med fly – og brugte noget af transporttiden på at skrålæse i den næsten 1000-sider lange manual (playbook), den ultrakonservative tænketank The Heritage Foundation, har offentliggjort. Project 2025, som de kalder den, er tænkt som en køreplan for en kommende republikansk præsident.
Et nedslag i afsnittene om energi og miljø bør være nok til at gøre de fleste skrækslagne for en ny periode med Trump ved roret – der er såmænd også mange andre grunde.
Hvis de tænker i den konservative tænketank, tænker de mest på bortforklaringer på veldokumenterede problemer.
“Stop krigen mod olie og naturgas,” lyder en af de konservative paroler.
Læs også: Biodiversitet i værdikæderne: fra bi-hoteller til global værdiskabelse
På tværs af områder drømmer de konservative tænkere om at politisere administrationen. Ikke mindst på miljøområdet, skal embedsmændene i den føderale miljømyndighed EPA bankes på plads, mener The Heritage Foundation. De skal være loyale over for præsident og regering, snarere end at følge dokumenteret videnskabelig viden og gældende lovgivning.
På den baggrund drog jeg som mange andre et lettelsens suk, da Joe Biden trak sig fra valgkampen. Og indtil videre ser mulighederne for at undgå de republikanske weirdos langt bedre ud med konstellationen af Kamala Harris og vicepræsidentkandidat Tim Waltz.
Er der en øvre grænse for diversitet
Sidstnævnte virker som et klogt valg. Alligevel synes jeg spekulationerne om hvem der blev Kamala Harris running-mate er værd at vende i luften.
Både herhjemme og i USA lød det fra kommentatorer og eksperter, at Harris som sort kvinde måtte vælge en hvid heteroseksuel mand, helst en midaldrende af slagsen fra en af svingstaterne.
Jeg vil på ingen måde sætte spørgsmålstegn ved ædrueligheden i den analyse. Det ville sikkert være både utænkeligt og uklogt, hvis Harris havde valgt anderledes. Men det er også et oplæg til en interessant refleksion.
Med et tvist kan ræsonnementet udlægges som et “OK, vi kan godt have en kvinde som præsidentkandidat. OK, det kan godt være en person med minoritetsbaggrund, men så skal dun dælme også flankeres af en person som i køn, etnicitet og sikkert meget mere er eksponent for den gængse politiske leder – aka hvid midaldrende mand.”
Det er her eftertanken måske kan melde sig. For hvordan er det lige i vores egne organisationer og virksomheder. Vi ved, at ligestillingen halter i bestyrelseslokaler og på direktionsgange. Den oplagte forklaring er, at ligestillingen går i snegletempo, fordi vi grundlæggende ikke taler om det som et problem, og vi ligger stadig blot en 15. plads globalt, når World Economic Forum måler ligestillingen i deres årlige Global Gender Gap Report.
Læs også: Vi er verdensmestre i kønsstereotypt sprog
Er de danske organisationer og virksomheder skruet sammen på samme måde som det amerikanske vælgerhav? For nu at sige det lidt satirisk, man kan leve med diversitet, men det skal helst ikke tage overhånd. En gang imellem kan det virke som om, der er en uudtalt øvre grænse for, hvor meget diversitet, en organisation kan rumme. Længere er vi måske ikke kommet.
Mens vi holder vejret i spænding om det amerikanske valg et par måneder endnu, er det værd at tænke over. God prideuge til alle.
